De svenske prog-legender spiller igen med musklerne

This band is like a box of chocolates…

I deres næsten 30 år lange karriere har svenske Pain of Salvation været vidt omkring i det alternative metalliske landskab. Med multiinstrumentalist og forsanger Daniel Gildenlöw i spidsen har det altid været en spændende oplevelse at smide et nyt Pain of Salvation-album på anlægget, for man ved aldrig helt, hvad man får.

Denne gang er der dog ikke de helt store overraskelser. Konceptalbummet Panther er album nummer 11 fra den produktive og progressive kvintet, og trods lidt eksperimenter her og der – især de elektroniske – er det mere eller mindre Pain of Salvation, som vi kender dem. Men det betyder ikke, det er dårligt. Tværtimod.

Når det skæve er sjovere end det normale

Pain of Salvation er, som mange andre prog metal-bands, ikke blege for at lave konceptalbums. De gennemgående temaer på disse kan være lidt langhårede af og til, og her er Panther ingen undtagelse. Det tematiske omdrejningspunkt på pladen er et samfund bestående af hunde og pantere, hvor hundene er de “normale”, og panterne de mere skæve eksistenser. Man kan mene, at dette er en lidt banal måde at udforske normalitetsbegrebet på – det emne er jo altså blevet behandlet en del gange før – men så kan man jo altid holde konceptet op mod Dream Theaters The Astonishing, som absolut ingen mennesker nogensinde har fattet et klap af. Og så fremstår ideen om hunde og pantere pludselig meget fornuftig og meningsfuld.

Panther starter med den noget elektroniske “Accelerator”. Der er umiddelbart ikke meget metal over den, men frygt ej – det kommer. Enkeltnumre skal nemlig ikke fortolkes eller bedømmes separat i dette tilfælde, da de er en del af en større helhed. Og netop den helhed begynder for alvor at folde sig ud fra albummets anden skæring, “Unfuture”. Her bliver det lettere blueset i perioder, og bandets sædvanlige leg med det hårde over for det bløde kommer gradvist mere frem i lydbilledet, inden vi med nummeret “Restless Boy” endelig er i gang for alvor. Ved første lyt kan det virke syret og måske endda en anelse kedeligt, men det er alligevel sært dragende og sætter sig i kroppen, så man simpelthen er nødt til at høre det igen. Og vupti, så kommer gevinsten. Især når man kommer frem til titelnummeret “Panther”. Det er et nummer, man ikke glemmer med det samme, da det med sit hårdtslående Nine Inch Nails-inspirerede industrial-mørke bider sig fast i det indre øre i et godt stykke tid. Og som om det ikke var nok, får vi det tretten minutter lange nummer “icon” som en perfekt afslutning på en interessant musikalsk rejse.

Kun for kendere

Det skal være sagt med det samme, at Panther bestemt ikke er et album for alle. Er man normalt ikke til den slags prog metal, som eksempelvis Haken og Leprous praktiserer, skal man holde sig på afstand. Og har man svært ved at æde præmissen ved konceptalbums som dette, skal man løbe endnu længere væk. Fans af Pain of Salvation, og af genren generelt, vil dog være yderst tilfredse med Panther, der som nævnt vinder for hver gennemlytning. Bandets bedste album synes jeg ikke helt, det er, men det er bestemt heller ikke det værste.