Første akt        

Det er altid en lidt underlig fornemmelse at sidde ned til en metalkoncert. Ej heller er det første gang, at man var sammen med det, der virkede som nogle benovede metalhoveder i de uvante, fine omgivelser. Men det glemte man nu hurtigt, for der gik ikke længe, før man blev komplet opslugt af Orms magiske univers. Første akt bestod af de tre første sider af Intet ∙ Altet-albummet, hvilket var nogenlunde som forventet, da koncerten jo var blevet annonceret som afslutningen på netop dette værks live-cyklus. Inden ”Fra Dyden” satte fra land, skulle vi dog lige varmes op med en fremførsel af et digt højt oppe under koncertsalens loft. Digtet, oplæst af lektor Tore Tvarnø Lind fra Københavns Universitet, virkede til at være inspireret af temaerne i Intet ∙ Altet, så ambitionerne var fint afstemte med miljøet her i en af finkulturens højborge. Der gik dog ikke mange minutter af ”Fra Dyden”, før man glemte alt om finkultur og samtidig måtte konstatere, at Orm aldrig har lydt bedre. Med på scenen var Mikkel Aksglæde (manden bag synthwave-projektet Basker Hval, der supplerede med både guitar og keyboards, og det kunne mærkes. Det samme kunne de fem strygere og blæsere, der gav Orms allerede komplekse sange det ekstra lag, de fortjener.

De ekstra instrumenter kom især til deres ret under den episke afslutning på ”Floden, som kan skabe”, og ikke mindst i det meste af ”Trance/Floden, som kan lede”. Nøj, hvor var det smukt, og de passager, hvor det på pladen godt kan gå en lille smule i tomgang, blev løftet mod nye højder her. Det er en yderst vanskelig opgave at få de i denne kontekst ofte skrøbelige, klassiske instrumenter til at brænde tilstrækkeligt igennem, men her lykkedes det til perfektion. Stor ros til Orm, musikerne og ikke mindst lydfolkene - man fristes til at udbryde det i disse rammer så traditionelle, ’bravo!’ Under normale omstændigheder ville man have været fuldt tilfreds med de 75 minutters opvisning, vi lige havde været vidner til i første akt, men Simon, Theis, Adam & Co. var ikke færdige med os endnu, og efter en halv times pause, startede aftenens…

… anden akt

… som blev indledt med endnu et digt, oplæst af Lektor Lind. Denne gang var det, den synopsis der er med i det nye optryk af Ir, der netop er sendt på gaden. Inden vi nåede til sangene fra dette mageløse album, fik vi dog først et helt nyt nummer. Det skabte ikke den naturlige overgang fra digt til sang, som man med rette kunne forvente. Men et modigt valg, det var det. Om det også var klogt, vender vi tilbage til. Først kunne vi konstatere, at Orms nye materiale stadig emmer af Orms episke black med al den dynamik, man er kommet til at forvente af bornholmerne. Største forskel i forhold til de sidste to albummer var vel,at ”ny sang” med sine bare ti minutter var væsentligt kortere end normalt! Aftenens højdepunkt var ’western desperado’-sekvensen i ”Klippens Lyse Hal”, hvor trompet, bas og guitarer på skift spiller det gudesmukke tema. Selvom der var mange højdepunkter, beholdt ”Klippen” sin position som gruppens bedste sang. Ren gåsehud! Jeg er ikke tekniknørd, men må bare konstatere, at Orm har den bedste guitarlyd i kongeriget. Både Theis og Simon havde travlt på deres pedaler, men set, og ikke mindst hørt, fra tilskuerpladserne var det et hundrede procent anstrengelserne værd.

Samtidig viste Theis igen, at han er en mester ud i sustain og feedback. Ren opvisning, og jo, Yngwie, nogle gange er ’less is more’ bare helt rigtigt. Vi fik begge sange fra Ir, og i betragtning af. hvor vild jeg var, og stadig er, med dette mesterværk, burde der jo ikke være noget at klage over, men det var der desværre. Denne koncert havde været en oplagt mulighed for at vende tilbage til Orms mægtige debutalbum, der af uforklarlige årsager ellers er røget helt ud af gruppens bevidsthed. De kor-sekvenser, der er i helt eminente sange som ”Blood Of My Blood” og ”Temple Of The Deaf”, nærmest skreg på at blive brugt i denne sal. Det er mig komplet ubegribeligt, at bandet ikke greb denne chance. Midt i ærgrelsen over denne forspildte mulighed måtte jeg dog erkende, at introen til ”Bær Solen Ud” var umådeligt rørende, og den lange ’begravelsesoptogsafslutning’ i samme sang aldrig er hørt smukkere. Soloen fra Theis, strygerne, ja, hele stemningen – alt gik op i en højere enhed her. Smukkere kan det ikke gøres. For at denne aften skulle have været helt perfekt, havde det derfor været det nye nummer, der skulle erstattes af ”Temple Of The Deaf” med kor og hele svineriet. Ærgerligt.  

En verden til forskel

En af Orms allerførste koncerter fandt sted på Nørrebro i Spillestedet Stengade. Det tager under et kvarter på cykel at komme fra Nørrebro ud til DR i Ørestaden, men alligevel var det, som om Orm har rejst flere lysår i den tid, der er gået siden da. Bornholmerne har i hele deres karriere konstant hævet barren for, hvad black metal kan; denne aften var ingen undtagelse. Jeg tør godt vædde hele min ratepension på, at det her er noget, vi, der var så heldige at deltage, stadig vil snakke om i 2033.