På en regnvåd torsdag drog jeg til Godset i min hjemstavn, Kolding, for at se, om Moonspell kunne bære titlen som headliner, nu de ”kun” var support for Cradle of Filth, sidst de gæstede landet. Som ”special guest” havde de taget de gæve grækere fra Rotting Christ med sig – det skal ikke være nogen hemmelighed, jeg så mest frem til dem. Som opvarmning var det, for mig, totalt ukendte Silver Dust.
Silver Dust
Aftenens første navn, schweiziske Silver Dust, indtog scenen allerede 19:30 – ret tidligt, men det var jo også kun torsdag, så arbejde, studie og skole kaldte dagen efter. Jeg kendte intet til Silver Dust forinden aftenens koncert, udover at de huserer i den mere gothprægede del af metalspektret, hvilket gik fint i spænd med Rotting Christ og specielt Moonspell. Lyset sænkede sig i lokalet, og på Silver Dusts medbragte ”magiske spejl” blev der blændet op for en filmsekvens med en soldat fra første verdenskrig, fulgt af to maskeklædte figurer. Dette akkompagneredes af nummeret ”Libera Me” – introen på deres plade House 21. Bandet trådte på scenen og satte gang i nummeret ”The Unknown Soldier”, hvilket forklarede soldaten i introfilmen. Et stykke inde i nummeret bad vokalist Lord Campbell publikum om at lave lidt larm – et modigt valg, nu Silver Dust sandsynligvis ikke var det band, de fleste var kommet for at se, men publikum var med på den. Som ved ”The Unknown Soldier” blev næste nummer ”Shame on You” også introduceret via en filmsekvens i spejlet. Dette gjorde sig gældende for samtlige numre og gav koncerten en glimrende sammenhæng og glidende overgang mellem numrene.
Cirka halvvejs i koncerten viste spejlet en maskeklædt figur, der spillede en melodi på orgel, og efterfølgende spillede Lord Campbell denne melodi på guitar. Stykket udviklede sig til en form for orgel-/guitarduel – ganske interessant, om end et underligt element at have med i forhold til koncertens stemning. Denne duel videreudviklede sig så igen til en regulær omgang tramp og tråd, dyb dubstep-bas kombineret med guitarlir. Vi var efterhånden ret langt fra den gothmetalliske udgangsposition, måske endda for langt. Bevares, det var et finurligt indslag, men det gavnede ikke det samlede indtryk. Koncerten kom dog på ret køl igen på de efterfølgende numre, men den lidt dystre stemning udeblev desværre. Hvad der dog ikke udeblev, var bandets entusiasme og engagement i at få gang i publikum. Der var stort set ikke et nummer, hvor publikum ikke blev bedt om enten at klappe, råbe, skrige eller på anden måde blev inddraget i koncerten. Silver Dust var i sandhed et band, der tog tjansen som opvarmning i stiv arm og gjorde alt, hvad de kunne, for, at Rotting Christ og Moonspell ikke skulle koldstarte publikum.
Rotting Christ
Næste levende billede på Godsets scene denne aften var de græske kættere – Rotting Christ. Uden megen introduktion lagde bandet meget passende ud med ”666” eller ”Χ Ξ Σ”, som den teknisk set hedder, for at gå direkte over i den instrumentale ”dub-sag-ta-ke”. Med sig havde brødrene Tolis taget to yngre lejesvende på henholdsvis guitar og bas, og allerede på første reelle nummer, ”Fire, God and Fear”, viste de deres værd. Der var energi, udstråling og spilleglæde for alle pengene, og koncerten blev ganske mærkbart rykket et niveau op. Ikke at Sakis var kedelig på en scene, Themis var lovlig undskyldt bag sit trommesæt, men personer i tyverne har som regel noget mere energi end folk i fyrrene. Noget, der bestemt også smittede af på publikum, dog ikke så meget, at der blev startet den circle pit, Sakis ellers indikerede – men det var jo også torsdag. Det virkede dog nærmest til, Rotting Christ havde forudset dette, da vi fik den kommanderende ”Apage Satana”, hvis rytme virkelig burde kunne pumpe gang i selv den sløveste person. Efter et par ældre numre, blandt andet ”The Forest of N’gai” tilbage fra 1991, blev det da også tid til at afprøve, hvorvidt publikum havde fået suget noget energi til sig. Det thrashede Thou Art Lord-cover ”Societas Satanas” skulle indledes med en wall of death, men publikums timing var åbenbart gået fløjten, og i stedet blev det til en omgang halvhjertet moshing.
Dette lod Rotting Christ sig dog overhovedet ikke gå på af – man har vel 35 års erfaring i branchen. ”Demon Vrosis” holdt gryden i kog og indledte den sidste tredjedel af koncerten. Først fik vi ”In Yumen – Xibalba”, i min optik noget af det bedste, Rotting Christ har komponeret. En mening, adskillige af de fremmødte også lod til at dele. Dette betød dog på ingen måde, at begejstringen var mindre ved ”Grandis Spiritus Diavolos”. Men selvfølgelig skulle der ikke være en Rotting Christ-koncert uden nummeret ”Non Serviam”. Et nummer, der på alle måder opsummerede Rotting Christs budskab og fungerede som en knytnæve i ansigtet på al moderne religion. En glimrende aften i blasfemisk selskab, dog ikke med et helt så livligt band som sidst, Rotting Christ gæstede landet, tilbage i februar, men der var markant flere mennesker til denne koncert, hvilket til dels opvejede ”det tabte”.
Moonspell
Så var turen kommet til aftenens tredje og sidste band – portugisiske Moonspell. Sidst de gæstede landet, var i marts måned sidste år som opvarmning for Cradle of Filth. På denne tour var de dog headliner, selvom man kunne argumentere for, at Rotting Christ er et band af samme kaliber. Til lyden af kirkeklokker, en scene dekoreret med stenkors og med et bagtæppe, der lignede resterne af en katedral, gik Moonspell på og bød velkommen i ruinerne. Denne udsmykning var selvfølgelig for at sætte scenen til bandets seneste plade, 1755 – året, hvor et altødelæggende jordskælv ramte Lissabon. Så naturligvis lagde Moonspell også ud med numre fra denne plade. Først ”Em Nome Do Medo”, hvor vokalist Fernando Ribeiro trådte ind i scenens mørke med en lanterne som for at lyse gennem støvet efter jordskælvet. På ”1755” iklædte han sig en maske lignende den, lægerne bar under pesten, hvorefter han begyndte at danse som besat rundt på scenen. Det sidste nummer fra 1755 i denne omgang var ”In Tremor Dei”. Uden at kunne et ord portugisisk var det tydeligt, at nummeret var en klagesang til Gud. Desperationen og afmagten i vokalen blev perfekt akkompagneret af et råt guitarriff og storslåede kor og keyboard.
Efter denne glimrende start blev det tid til at dykke ned i Moonspells bagkatalog, først med et par numre fra Irreligious og derefter lidt godt og blandet. Noget, der dog var tydeligt ved disse numre, var, at Moonspells bagkatalog ikke er nært så stærkt som deres seneste plade. Der var ikke noget at udsætte på selve udførelsen; der manglede bare indlevelsen fra de tre første numre. At kalde det et musikalsk dødvande ville være en tand for hårdt, men spændingskurven tangerede noget, der lignede en streg. Vi blev dog prompte vakt til live igen, da bandet satte gang i ”Mephisto”. Leveret med samme følelse og indlevelse, som Moonspell startede med – endelig var vi tilbage på rette spor. Bandet forlod kort scenen, men kom tilbage iklædt bordeauxrøde kapper og fyrede op for ”Vampiria” fra debuten Wolfheart. Et fantastisk nummer, der løftede stemningen yderligere. Men det kunne blive endnu bedre. For vi skulle da heller ikke snydes for Moonspells måske største hit, ”Alma Mater”. Leveret med samme engagement, som da det blev indspillet tilbage i 1995, var det i sandhed koncertens højdepunkt. Glæden var da heller ikke til at tage fejl af hos band såvel som publikum. Dette nummer ville være et naturligt sted at afslutte koncerten, men kender man Moonspell, ved man, der er et par ekstranumre i vente. Hvilket da også var tilfældet denne aften. Vi fik ”Todo os Santos” fra 1755 og til sidst ”Full Moon Madness”, der ofte også er det afsluttende nummer. Moonspell lagde eminent ud, men rundede en småkedelig midtersektion. Den fænomenale afslutning opvejer en del af dette, men desværre ikke så meget, at man glemte den. Man kan håbe, bandet snart udgiver nyt, så sætlisten kan få et par kærkomne ændringer.