SYL

Efter lyrikdelen var det tid til det, det egentligt handlede om – musikken.

Første navn på plakaten var det københavnske post-hardcoreband SYL. Bandet gik på lidt over ni og blev mødt af et Radar, der publikumsmæssigt havde sneget sig op på cirka halv kapacitet. Det var tydeligt, at hovednavnet var på hjemmebane, for mange aktører fra den aarhusianske metalscene havde gjort sin entre til støtte for bandet, og generelt var det indtrykket, at MØLs ”friends & family” var stærkt repræsenteret blandt aftenens publikum.

Knap nåede SYL at slå en akkord an, før det stod klart, at spændingsniveauet mellem bandet på scenen og publikum på gulvet var skævt. Som i helt skævt. SYL virkede som nogle, der forventede en heltemodtagelse, som var de reinkarnationen af Sex Pistols, mens publikum bare gerne ville masseres lidt inden hovednavnet. Dette affødte en akavet dynamik, hvor frontmand Benjamin Clemens efter hvert nummer skældte de fremmødte ud for at ”stå helt fucking stille”. Herefter bandet leverede en ny omgang skraldebang-rock, som publikum pligtopfyldende kvitterede for med klapsalver for at undgå at få et fur. Og sådan kørte det ellers i ring. Om det skulle forestille at være en del af punk-gimmicken, ved jeg ikke, men det affødte ikke andet end overbærende smil fra publikum.

Hvis man ser bort fra denne misforståede macho-mavesurhed, leverede SYL dog en rigtig god gang dansk post-hardcore. Tro mod punkens rødder blev et sylespidst socialrealistisk lyrikunivers ledsaget af kaotisk instrumental energi – en kombination, der trods startvanskelighederne rent faktisk endte med at få sat gang i nakkehvirvlerne og fødderne hos koncertgængerne. SYL gik fra Radar med æren i behold, ikke mindst takket været en overbevisende slutspurt. Men man undres. Når et band udmærket er i stand til selv at skabe den dansestemning, de så desperat higer efter, hvorfor så bruge to tredjedele af koncerten på at være så forbandet needy? En børnesygdom, der forhåbentlig går i sig selv med tiden.

6/10

St. Digue

Herefter var det St. Digues tur til at entrere de aarhusianske øregange. For de uindviede er St. Digue et synth-baseret projekt fra den tidligere Sunken-guitarist, Kasper Deichmann. Et modigt, men på sin vis også et logisk, valg af supportband fra MØLs side. Darkwave og retro-electro befinder sig måske i den yderste gråzone af, hvad man meningsfyldt vil kunne klassificere som ”metal”, men som opvarmning til hovednavnets drømmende blackgaze kunne det godt vise sig at være lidt af en genistreg. På papiret, i hvert fald.

Scenen på Radar tog sig unaturligt stor ud som baggrundsklæde til den ensomme pult, men hurtigt fik den pulserende bas og den mekaniske trommelyd fyldt vakuummet ud. Det var tydeligt, at den spredte tilskuerskare lige skulle vænne sig til det radikale stilskifte, men en vis afdæmpet nysgerrighed var bestemt at spore. Hr. Deichmann virkede dog overraskende modløs og som en mand, der givetvis ikke var helt på toppen. Han italesatte selv, at han døjede en del med stemmebåndet, hvilket også kunne høres. Et par gange blev det til kortvarig interaktion med publikum og et enkelt besøg nede på gulvet, men ellers var det noget energiforladt. Det var en skam, særligt fordi den skepsis, der herskede i salen de første fem-ti minutter, syntes at fordufte, efterhånden som sættet skred frem. Foran scenen endte en lille håndfuld mennesker sågar med at overgive sig til den industrielle natklubstemning og lod lokkerne svinge i pendultakt til de hypnotiserende rytmer. Men helt op på de store nagler kom vi aldrig. Ballet blev lukket med den udmærkede ”Belong Here”, men knap havde sidste lyskegle danset hen over scenen, før St. Digue havde forladt den igen, mens publikum stod underligt uforløst tilbage. Hvis det med valget af supportbands var MØLs intention at sikre, at folk ikke brændte al deres energi af, inden hovednavnet selv gik på scenen, så lykkedes dén mission til UG.

Jeg er ikke i tvivl om, at St. Digues musik under de rigtige forudsætninger kunne rykke taget af en tætpakket natklub i Berlin eller udsælge en esoterisk darkwave-fest i en forladt lufthangar. På denne lørdag aften fremstod det fordrejede Bowie/Depeche Mode/Kraftwerk-univers dog en smule malplaceret, og St. Digue fik aldrig rigtig tændt op under hverken sig selv eller de tilstedeværende.

5/10

MØL

Så var det langt om længe blevet tid til aftenens hovednavn, de lokale helte fra MØL. Hvis man ikke ved, hvem MØL er, har man levet under en sten de sidste fire år. Bandet lagde den kollektive anmelderstand ned med deres fortrinlige debut Jord fra 2018, og på denne dag for præcis et år siden udkom så den mesterlige opfølger Diorama. Der var med andre ord lagt i kakkelovnen til lidt af en fødselsdagsfest foran hjemmepublikummet på Radar, med dejlig chokolade og nakkeskader til.

To minutter før bandet gik på, var der dog stadig relativt mennesketomt på Radar – godt og vel halv kapacitet – hvilket forekom besynderligt. SAVEUS og Malk de Koijn spillede samtidig i henholdsvis Scandinavian Center og på VoxHall, men umiddelbart skulle man ikke tro, at der var det store overlap mellem publikumssegmenterne. Heldigvis er MØL et af de bands, der ville kunne spille for tre mennesker i baglokalet på Havnens Perle og stadig banke puds af betonvæggene med deres ukuelige energi. Denne lørdag aften var ingen undtagelse.

Det var bemærkelsesværdigt at opleve det stemningsskift, der fandt sted blandt publikum, i det sekund MØL gik på scenen. De samme mennesker, der tidligere på aftenen var mere interesserede i deres fadøl, end hvad der foregik på scenen, stod nu klistret helt op ad sidstnævnte, dirrende af spænding. Det var tydeligt, at aarhusianerne kun var mødt op for at se ét band, og beruset af forventningens glæde nåede stemningen blandt publikum aftenens foreløbige højdepunkt – vel at mærke inden MØL overhovedet havde rørt en guitarstreng eller dasket til hi-hatten! Man fornemmede en nærmest rørende ømhed mellem bandet og publikum, som et gensyn mellem to gamle venner, der ses for sjældent, men uden at vide hvorfor. Knap var introen til ”Fraktur” slut, før Sternkopf & Co. kastede sig hovedkulds ud i det bjergtagede publikums strakte arme, og herefter kiggede de sig ikke tilbage. Badet i kromatisk lys og publikums hengivenhed serverede MØL først Diorama-klassikerne ”Photophobic”, ”Vestige” og ”Serf”, inden sættet tog en kort afstikker til Jord-æraen med ”Penumbra”. I klassisk MØL-stil var det fuld pedal fra første sekund, og hvert eneste nummer blev leveret med den entusiasme, spilleglæde og interaktion med publikum, som med tiden er blevet kvintettens varemærke. At de alle er ekstraordinære musikere, kan der ikke være to meninger om, men det overrasker mig alligevel hver gang, hvordan det hele kulminerer i foreningen af deres talenter.

Der var dog også noget andet i luften denne novemberaften end showmanship extraordinaire. En slags forpint energi, i mangel af bedre udtryk. ”Ingenting kommer af ingenting”, lød det tænksomt fra Sternkopf, da ”Redacted” blev sat i gang, og under ”Jord” og ”Tvesind” var der tydeligvis noget, som frontmanden skulle have ud af systemet. Flere gange råbte han spontant ud i rummet, råbte ud til alle og til ingen, som havde han gang i en nådesløs brydekamp med sine indre dæmoner. På aftenens sidste nummer, ”Bruma”, stod han nede på gulvet, omkranset af publikum, der ærefrygtigt så til fra ringsiden, mens han skyggeboksede mod sig selv, konstant vekslende mellem snerrende galskab og melankolsk sårbarhed. Jeg vil ikke gisne om, hvad det handlede om, men storslået, det var det. Aldeles storslået.

Nogen vil formentlig mene, at otte ud af ti kranier er ét for lidt. Men et band, der sætter barren så højt for sig selv, bør også bedømmes derefter. Det sparsomme fremmøde kan selvfølgelig ikke lægges MØL til last, men det gør altså bare noget ved stemningen, når der er fem meter bart gulv mellem bagerste mand i publikumsskaren og spillestedets fjerneste væg. Det var umuligt ikke at lade sig distrahere af, i hvert fald for de af os, der betragtede koncerten lidt fra afstand. Derudover ”forsvandt” Frederik Lipperts rytmeguitar et par gange i koncertens indledning, hvilket der dog heldigvis blev rettet op på. Petitesser i det store billede, men jeg mener stadigvæk, at vi har til gode at se MØLs absolutte topniveau. Med Nuclear Blast Records i ryggen skal MØL nok få den platform, der kan katapultere dem helt op på den allerøverste hylde, og lur mig, om ikke folk i 2032 vil have svært ved at tro på, at de engang har spillet foran 120 mennesker på et lokalt spillested i lille Aarhus. Men det skete, og det var magisk.

8/10