Denne fredag aften i KB Hallen kom ikke helt til at forløbe, som jeg nok havde forventet. Det var uden tvivl en aften jeg havde set meget frem til, hvilket først og fremmest skyldes at jeg betragter mig som fan af samtlige optrædende bands - og så blev det hele jo heller ikke dårligere af, at arrangørerne havde været så flinke at placere det på en fredag. Tak for det!
Mercenary
Mercenary der åbnede ballet, havde kun fået tildelt ca. en halv times spilletid, hvilket måske var lige i underkanten. Taget deres lange numre i betragtning, blev der derfor kun tid til fire af slagsen. Men de gjorde det faktisk godt, og udnyttede tiden bravt med en ihærdig indsats. Jeg har godt nok tidligere været ude med riven efter Mercenary, fordi jeg ikke altid mener de formår at transformere deres fantastiske lydbillede (fra cd’erne) ud live, i et tilfredsstillende omfang. På sin vis var denne aften ingen undtagelse, men trods dette kunne jeg fornemme et vist bid fra deres side, som ramte mig nede i salen. Tror derfor bestemt de fik hentet nogle ekstra fans hjem på kontoen, hvilket er fuldt fortjent. Glæder mig til at høre deres nye plade, "Architect Of Lies", som rammer gaden i næste måned.
Volbeat
Volbeat behøver på ingen måde en introduktion, da deres succes jo er helt fænomenalt høj herhjemme, i hvert fald set i metal kredse. Michael Poulsen & Co. har sgu ramt en sand guldåre, og i min bog er den altså fuldt fortjent. Volbeat har knoklet med det her siden 2001, og så skal man oven i dette ikke glemme de (i min optik) undervurderede Dominus dage, hvori Poulsen har taget sin tørn siden start halvfemserne. Den mand har altså udvist en sjældent set entusiasme omkring sin musik. Respekt for det! Det ændrer dog ikke ved at jeg selv er ved at blive lidt mæt af navnet Volbeat, som har været her, der og alle vegne de sidste par år. Det var derfor heller ikke Volbeat jeg var kommet for at opleve denne aften, men derimod mine gamle thrash helte i Megadeth. Men da Volbeat gik på, tog det alligevel ikke ret mange minutter før jeg var en del af festen i den stopfyldte sal. Bevæbnet med fadøl og festglade mennesker omkring én, er der ingen grund til at gå i små sko. Volbeat leverede nemlig varen, og det blev nærmest bare bedre og bedre som det hele skred frem. De var sgu i den grad på, og serverede os i al herligheden to nye numre som begge lød ganske acceptable. Disse numre får vi så at høre på den næste Volbeat skive, som efter planen udkommer til sensommeren. Jeg tror det bliver godt med et par måneders pause, men kan alligevel kun se frem til næste album.
Megadeth
Da det endelig blev tid til Megadeth, var jeg godt i stødet og klar til at modtage en omgang stålsat hegn som kun ganske få kan præstere – i dette tilfælde Mr. Mustaine med lejesvende. Men det gik bare galt denne aften. ’Bandet’ fremstod uden bid, nerve og sult og fik det hele til at se ud som om, at aftenens show blot skulle overstås på automatpilot. Lyden var tilmed grim og grødet, og det holder jo bare ikke med et navn som Megadeth. Ét er at Dave ikke er den største crowdpleaser som sådan, men lyden skal bare være tiptop. Det var den ingenlunde denne aften, hvor især vokalen var mere end fraværende i lydbilledet. Nu så jeg ikke deres gig i Vega sidste sommer (som ellers fik gode anmeldelser med på vejen), men med tanke på den storform jeg så dem med i 2005 i Vega og på Sweden Rock, var dette bare tamt. Lige op til denne turné er Chris Broderick (tidl. Nevermore og Jag Panzer) kommet med, og erstatter dermed Glen Drover (tidl. King Diamond, Eidolon) på guitar, og det er da muligt at han bærer en del af ansvaret for aftenens forfald, da det uden tvivl kræver sin mand/ talent at få tingene til at rulle i Megadeth. Men som sagt, så var selve lyden sgu heller ikke for heldig. Øv siger jeg bare!
Kommentarer (2)
Rockhead
Indlæg: 3
Hey fin anmeldelse . Og du
Hey fin anmeldelse . Og du har ganske ret Megadeth levet bestemt ikke op til deres gamle renorme. Om det skyldes de mange lineup changes skal være uvist. Men det var en tynd omgang sjask som de leveret.
Aftens højde punkt var jo VOLBEAT om det skyldes at de var på hjemmebane ved jeg ik. Men mange var kommet bare for at høre dem. Både dem og Mercenary viste den aften at dansk metal er utroligt godt kørene for tiden. Vi har grund til at vinke med Dannebro meget højt.
Det var klart dansk sejr. Den enest der vel egentligt prøvet at få gang isagerne var jo James Lomenzo som jo ups har spillet i White lion.
God anmeldelse.
Rockhead
Fyrsten
Tidligere anmelder
Indlæg: 181
menne tak
menne tak