MegaDave

Få musikere har formået at opbygge en så glorværdig karriere, udelukkende baseret på rendyrket bitterhed, som Dave Mustaine. Alle, selv dem, som aldrig har hørt så meget som ét sekund af Megadeths musik, kender historien om, hvordan han blev sat på en Greyhound bus i 1981, læste ordet 'Megadeath' i en pamflet, han fandt ombord på føromtalte bus, smed en potteplante efter sin underbo, der øvede sig på sin basguitar og derfra lavede sit eget band. Et band skabt med ét formål, nemlig at slå Metallica.

Nu ser det så ud til, efter 43 år, at den historie er ved at være slut, for Mustaine har erklæret, at Megadeth bliver den sidste plade, og at han nu går på pension. Om det så viser sig at være sandt, ved vi jo ikke endnu. Det er dog ikke første gang, han har pensioneret Megadeth, ligeså har vi også lært, at man skal tage det med et gran salt, når et Big 4-band annoncerer, at de stopper. Men i og med at ingen af os sidder med en funktionel krystalkugle, må vi tage mandens ord for gode varer, og derfor er Megadeth en helt særlig skive. Om det så bliver en værdig svanesang eller en grim påmindelse om, at svaner faktisk synger rædsomt – ja, dét må vi jo undersøge prompte.

Forbigået smørrebrød

Man kan sige og mene meget om Mustaine, men ingen kan påstå, at han ikke har været satans produktiv. Megadeth er bandets 17. album. Et ganske højt antal, dog ikke helt på niveau med antallet af medlemmer, som har været forbi bandet, men stadig markant flere, end Metallica har spyttet ud. Personligt er det et par år siden, at en Megadeth-plade virkelig tændte en ild i mig, men det til trods, så knuselsker jeg store dele af bandets diskografi, og Megadeth har da også leveret nogle af metallens største hits – nogensinde. Men lad os være helt ærlige, Megadeth er ikke just Rust in Peace 2.0, ej heller Countdown to Extinction 2.0, det er ikke engang en Endgame 2.0. Det er dog, heldigvis, heller ikke Super Collider 2.0. Den slutter sig til den bunke af udgivelser, folk altid glemmer, plader som United Abominations, Th1rt3en og The World Needs a Hero – havde det været et stykke smørrebrød, havde det været dyrlægens natmad. En mad, ingen elsker, men en mad, ingen hader, samtidig med at det er en mad, der altid bliver mødt med et 'Nå ja, den findes sgu da også'.

Det er ikke en plade, der fremmer Megadeths ry, men ej heller en plade, der sværter det. I det mindste er Ice-T ikke med som gæst, så allerede der er vi et nøk over bandets forrige udgivelse. Samtlige musikere er jo dygtige, og sangskrivningen er ganske jævn. At produceren så har valgt, at Dirk Verbeurens trommer skal være pandekage-flade og totalt blottet for svulstighed samt pomp og pragt, er mig en gåde. Helt generelt lyder Megadeth ret blodfattig, produktionen er ekstremt komprimeret og alt for poleret – hvilket bestemt er en skam. Det suger virkelig saft og kraft ud af samtlige numre.

Bevares, der er da nogle ganske fine numre og udmærkede riffs her og der. “Let There Be Shred” er eksempelvis et fint eksempel på klassisk thrash, og ligeså er “Tipping Point”.  Så har vi ”Another Bad Day”, som egentlig kommer rigtig godt fra kajen med et supersprødt og knastørt riff. Desværre er omkvædet en slatten omgang MyRock til familiefædrene i håndboldhallerne, hvilket er en tendens, mange af numrene på Megadeth er ganske tilbøjelige til at følge.

Men sammenlignet med meget andet bandet har lavet, så er det ret middelmådigt – også selvom albummet generelt åbner sig og bliver bedre på b-siden. Det er også her, hvor Teemu Mantysaaris guitarsoli generelt går fra at lyde som skalaøvelser til faktisk at have noget på hjerte. Her tænker jeg især på de soli, han fyrer af på ”The Last Note” – her spiller det sgu virkelig!

Normalt gør jeg mig ikke meget i at påtale lyrikken, da størstedelen af metallyrik er noget værre sludder, og at Mustaine er en middelmådig lyriker, er der absolut intet nyt i. Dog er der noget så urkomisk ved lyrikken til “I Don’t Care”, at jeg bliver nødt til at italesætte den. Det er ganske grinagtigt, at Mustaine påstår, at han er ligeglad med andre folks mening, når nu vi har 43 års beretninger, der fortæller det stik modsatte. Men hvem ved, måske er Mustaine bare kæmpestor Medina-fan og mente, at hun fortjente en hyldest?

Apropos hyldester, så skal vi også lige runde den helt store, ja faktisk gigantiske – selvlysende og højtråbende – elefant i rummet: det sidste nummer på pladen. For ville historien om Mustaine og Megadeth egentlig kunne slutte uden lige at nævne Metallica, bare en sidste gang? Nej, da!

Så derfor lukker Megadeth da naturligvis med et cover af Metallicas “Ride the Lightning” fra pladen af samme navn. Det siger alt om Mustaine, at han vælger at slutte sin karriere af med at spille et nummer lavet af det band, hvis succes han har hungret efter i mere end fire årtier. Og jo-jo, vi har alle hørt om, at han – angiveligt – skulle have skrevet det nummer, men come on, Dave … Kom nu videre, mand! Men nej, det kan han ikke – og ærlig talt, så tror jeg heller ikke, han vil, for det er netop den bitterhed, der har drevet ham i alle disse år. Og man kan igen mene om ham og hans musik, alt det man vil, men ingen kan benægte, at Megadeth er en enorm succes.

Bare ikke Metallica-succes, og her ville alle andre nok mene, at det heller ikke var nødvendigt, men ikke Mustaine.

Tak er kun et fattigt ord

MegaDave har spillet en enorm, ja, ubeskrivelig stor rolle i metallens historie. Få har formået at skrive så mange fantastiske numre, som han har, og ligeså har han altid haft en fantastisk evne til at omgive sig med nogle af de vildeste musikere indenfor metallen. Jovist, han er nok mestendels kendt for at fremstå som en fornærmet krukke i diverse historier og medier, men man skal sgu være en særling for at lave stor kunst. Nej, Megadeth er ikke noget mesterværk, og det er nok kun de mest fanatiske Megadeth-fans, der kommer til at udråbe denne her plade som den bedste fra 2026. Men pyt skidt! Den findes, og om ikke andet viser den en mere pjattet og mindre alvorlig udgave af Mustaine, måske er det tegn på, at han – langt om længe – hviler i sig selv og er tilfreds med sine meritter. Hvilket han virkelig også burde være, for alt andet lige, så er Mustaine en vaskeægte metalhelt, en, som vi alle skylder en kæmpestor tak – uanset om det her så er farvel eller på gensyn.