Hvad skete der i grunden med Volbeat?
Volbeats første Copenhell burde på papiret have været den store hjemkomst. Bandet, der gik fra dansk metalhåb til international eksportsucces, har i årevis delt vandene herhjemme: for store til undergrunden, for folkelige til puristerne og for vigtige til blot at blive affejet. Derfor handlede koncerten på Helvíti ikke kun om, hvorvidt Michael Poulsen & Co. kunne samle pladsen. Den handlede også om, hvorvidt Volbeat stadig kunne føles som et band med noget på spil i netop dette miljø. Efter en festivaldag, hvor Danmark havde kogt sig ind i vejrhistorien, og hvor tordenen lurede over Refshaleøen, blev svaret dog mudret på mere end én måde.
Folkefest på kogepunktet
Allerede før Volbeat gik på scenen, var arbejdsbetingelserne tæt på urimelige. Publikum foran Helvíti havde ikke bare overlevet fire dages festival, men også den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Kroppe var tappet, støv havde sat sig i lungerne, og væskebalancen var sidst på aftenen efterhånden en teoretisk størrelse på linje med gratis øl og rene festivaltoiletter. Samtidig trak mørke skyer sammen over pladsen, og det gav koncerten en mærkelig ambivalens. På papiret stod vi foran et historisk øjeblik: Volbeats første koncert på Copenhell. Set fra min placering stod vi som mere end rødskoldede krebsdyr og spejdede i højere grad mod himlen end mod scenearealet. Åbningen var sikker og professionel, men heller ikke den slags anslag, der på nogen måde fik betonen til at slå revner af regulær begejstring.
Det blev koncertens gennemgående tema. For Volbeat lød umiskendeligt som Volbeat, hvilket både er deres største styrke og deres største begrænsning. Danmarks hårdeste jodlekonge kan stadig balancere rockabilly-schwung, metalinsinuerende tyngde og dansk stadioncharme med en naturlighed, der forklarer bandets enorme succes. Men naturlighed kan også blive neutraliserende. Hvor man kunne have håbet på en koncert, der satte ild til hele diskussionen om Volbeats plads på Copenhell, fik vi snarere et band, der gik ud og gjorde det, de gør. “Lola Montez” fik hurtigt aktiveret den folkelige nerve, men allerede her lå fornemmelsen og rumsterede: Volbeat samlede ganske vist sporadiske dele af publikum, men de ruskede langt fra op i resten.
Derfor var de stærkeste momenter også dem, hvor der kom enten fællessang eller friktion ind i maskinen. “For Evigt” med Johan Olsen virkede, fordi sangen nærmest er bygget til netop den slags rum: sentimental, storladen, lidt for pæn, men svær at afvise kategorisk, når store dele af pladsen synger med. Senere gav Martin Leth Andersen fra Strychnos “Evelyn” et råt modspil, som koncerten profiterede tiltrængt af. Hans indspark fik for en stund Volbeat til at lyde en my mindre ufarlige, og netop derfor stod det også så klart, hvor kontrolleret resten af sættet ofte virkede. Det var solidt, velafviklet og uden egentlige kollaps, men sjældent presserende. Imens hang vejret over koncerten som en ekstra, utilregnelig hovedperson. Da regnen og tordenen for alvor tog magten, blev spørgsmålet om Volbeats plads i metalmiljøet pludselig mindre vigtigt end spørgsmålet om, hvorvidt koncerten overhovedet kunne nå sikkert i mål. Det kunne den ikke.
For evigt, men aldrig forløst
Dermed blev Volbeats debut på Copenhell næsten urimeligt symbolsk. “Seal The Deal” nåede at runde den officielle del af sættet af, mens medleyet med “Still Counting”, “A Warrior’s Call” og “Pool of Booze, Booze, Booza” tilsyneladende var på sætlisten, men nåede aldrig at blive afviklet. Netop den afslutning kunne ellers have samlet hele fortællingen: fra metalmiljøets store danske håb til nationalt rockmonument med folkelig fællessanggaranti. I stedet trak himlen stikket, før Volbeat selv kunne gøre det. Det ville være urimeligt at klandre bandet for vejret, men det ville også være for gavmildt at lade uvejret forklare det hele. For allerede inden afbrydelsen var koncerten mere solid end magisk, mere professionel end nødvendig og mere genkendelig end historisk. Volbeat kom endelig til Copenhell, men de gav os ikke det definitive svar på, hvorfor det skulle tage så lang tid. De gav os en folkefest med stærke glimt, gode gæster og sikre sange. Bare ikke den store danske triumf, plakaten havde lovet.
Sætliste:
1. The Mirror And The Ripper
2. Lola Montez
3. Demonic Depression
4. Fallen
5.Sad Man’s Tongue
6. The Devil’s Bleeding Crown
7. By a Monster’s Hand
8. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
9. In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dying World of Doom
10. Heaven Nor Hell
12. Shotgun Blues
13. For Evigt feat. Johan Olsen (Magtens Korridorer)
14. The Devil Rages On
15. Evelyn feat. Martin Leth Andersen (Strychnos)
16. Let It Burn
17. The Human Instrument
18. The Garden’s Tale feat. Johan Olsen (Magtens Korridorer)
19. Seal The Deal
20. *Medley: Still Counting /A Warrrior’s Call / Pool Of Booze, Booze, Booza
*) Ikke afviklet
