Lamentari spiller koncert ved The Copenhell Family Reunion Vol.IV .
Lamentari - Ex Umbra In Lucem

Ex Umbra In Lucem

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk black metal, Black/Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Af alle glæder er forventningens glæde dog den største

Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af Lamentari. Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang hørte nummeret ”Dies Irae” fra Missa Pro Defunctis. Det sekund, hvor stilen skiftede fra Mozart til Anaal Nathrakh, vidste jeg allerede, at de her fyre ikke var som nogen andre på den danske scene – og jeg var solgt. Ovenpå bandets to ep’er proklamerede jeg, at deres debut – uden tvivl – ville være en stjerneklar 10/10, for hvordan kunne den dog være andet, når nu de gang på gang viste, at de allerede kunne skabe musik i verdensklasse? Og nu er vi så her, debuten er udkommet – og er det så mesterværket over dem alle? Tja, der er nok en grund til, at det mest famøse af Kierkegaards (fejl)citater omhandler forventningens glæde og ikke modtagelsens glæde.

Stadig på toppen, men …

Lamentari lyder stadig som Lamentari – hvilket er godt og den redningskrans, jeg klamrer mig til. Stilen er fortsat storladen, symfonisk og kulsort ekstremmetal. Man fristes til at kalde det for ‘symphonic blackened death metal’, men trods de vide rammer virker den kasse et nummer for lille – noget, som den første single ”Dolorum Memoria” da satte en stor, fed streg under. Det nummer er vel det tætteste på en sjæler, som bandet endnu har udgivet, og jeg skal være ærlig her og indrømme, dels at det var noget, jeg aldrig havde set komme, dels at jeg ikke er sikker på, at det nummer egentlig passer ind – hverken i bandets generelle repertoire eller på albummet. Men det er, desværre, ikke kun malplacerede “ballader”, der er problemet på Ex Umbra In Lucem. Nej, albummets absolutte banemand er, hvem end der har stået bag mikserpulten. Produktionen er simpelthen ikke på niveau med tidligere udgivelser. Trommerne svinger i øst og i vest og skifter konstant mellem at være for høje eller for lave, guitarsoloerne – det, der altid har været bandets es i ærmet – bliver gang på gang druknet, og Daniel Lønbergs vokal er der altså ét eller andet galt med. Det er dog svært at sætte en finger på, hvad problemet er, men hvad der før mindede en om Nergal, minder nu mere om noget, man ville forvente at høre på et deathcorealbum. Faktisk er det eneste, der konsekvent går igennem rent og tydeligt, symfonidelene. Og bevares, det har da også altid været en grundpille i Lamentaris musikalske univers, men personligt har jeg altid set det mere som et krydderi end en hovedret. Der er dog stadig masser af lyspunkter at komme efter; tag nu ”Appugno” – som med sin kradsbørstige blastbeatintro viser bandet fra en mere trve side, end man normalt ville forvente af bandet. Generelt er det nummer nok på en top-3 over de bedste numre, Lamentari endnu har skrevet. Nummeret bliver især løftet af det samarbejde, der er mellem trommer og leadguitar i c-stykket; det er virkeligt godt og er med til at cementere, hvorfor Lamentari fortsat er det bedste metalband, vi har i landet – også selvom Ex Umbra In Lucem kunne have stået skarpere. Jeg savner den furore og galde, der var så dominerende på Missa Pro Defunctis. Ex Umbra In Lucem føles for kontrolleret og vinkelret. Jeg savner kaos og det uforventelige vanvid, som bandet tidligere har vist, de kunne fremtrylle. Men uanset hvad så står jeg fortsat på mål for mit udsagn om, at de er det bedste band, vi har, for ikke nok med, at evnerne er helt i top, så er ambitionerne fortsat enorme, hvilket er så dejligt udansk – ligeså er bandets lyd fortsat et unikum her i andedammen, og vi skal fodre det unikke og kvæle det jævne.

Ved vejs ende

Og nu er vi her, ved vejs ende – og spørgsmålet om, hvorvidt Lamentaris debut er et urørligt mesterværk, skal besvares. Svaret er, desværre, et nej – eller rettere et “nej, men…! ”. For nok er der fejl og mangler, men det skyldes lige så meget, at det materiale, bandet tidligere har præsenteret os for, var af så høj kaliber, som det var. Dog vil jeg fortsat anbefale, at Lamentari fandt sig en anden til at mikse deres næste værk, for dét kan og skal gøres bedre.

Tracklist

  1. Spiritus Noctis
  2. Tenebrae
  3. Tragoedia In Domo Dei
  4. Intra Muros Mentis
  5. Appugno
  6. Dolorum Memoria
  7. Spiritus Diurnus
  8. Arcanum Ignis Animae