Defacing God

Som annonceret mødte det melodiske dødsmetalband Defacing Gods hætteklædte medlemmer op klokken 20.00 og indtog scenen med “The Resurrection” fra deres debutalbum, The Resurrection of Lilith, fra 2022. Forsanger Sandie, der var majet ud som en rigtig heks med ansigtsmaling og farvede kontaktlinser, opfordrede de endnu generte tilskuere til at komme nærmere, hvilket nogle stykker straks turde. Der fulgte flere sange fra debutalbummet suppleret med spørgsmål som “Er der liv i jer?”, selv om publikum var flinke til både at headbange og klappe med. Men Sandie kunne godt bruge lidt mere engagement fra tilskuernes side og opfordrede i sin introduktion til “Echoes from Fulda” til, at folk skulle headbange deres nakker af led – en opfordring, som et par stykker, der havde vovet sig helt frem i forreste række, tog meget alvorligt. Derefter kom et lille blodritual, hvor Sandie tømte en kop blod, som hun spyttede ud over dem, der stod nærmest. Koncerten skortede altså ikke på effekter og engagement fra frontkvindens side, men det ændrer ikke på, at hendes stemme ikke gik ordentligt igennem, og at hendes growling ikke var tydelig. Endvidere stod guitaristerne naglet til deres pladser med et frossent ansigtsudtryk, hvilket i kombination med den monotone sangstemme og den manglende variation i sangene gjorde hele sceneshowet, der varede omkring 35 minutter, temmelig kedeligt.

Sætliste:

1. The Resurrection
2. The Invocation Pt. II
3. The End of Times
4. Echoes from Fulda
5. Rise of the Trinity
6. Succumb the Euphoria
7. Into the Mist of Memories

5/10

Heidra

Omkring klokken 21 kom vikingemetalbandet Heidra ind på scenen og skød en sand fest i gang med “The Price in Blood”. Bandet er kendt for sine syng-med-venlige sange og for at være et fremragende liveband, så langsomt, men sikkert blev der lidt mere fyldt oppe ved scenekanten. Publikum vågnede endda så meget op, at der under “Dusk” fra bandets seneste udspil blev sat gang i aftenens første minimoshpit – kun på tre personer, men pit er pit. Under hele sættet var sanger Morten Brylds stemme helt fortræffelig, og yderligere gjorde bassist James Atkin et rigtig godt stykke arbejde ved mikrofonen, hvor han både var kor og Brylds mørke modspil stemmemæssigt, så der opstod en lækker dynamik. Derudover var bandet meget livligt på scenen og udviste en ægte spilleglæde, deres interaktion med publikum var eminent, og guitarist Carlos G.R. lod sågar nogle af tilskuerne klimpre lidt på sin guitar. Efter cirka 30 minutter måtte Bryld desværre meddele, at “To Hell or Kingdom Come” ville være aftenens sidste Heidra-sang, men at sangen til gengæld var meget lang. Det er rigtigt, men det er et faktum, at der var alt for lidt Heidra denne aften, der i den grad beviste, hvor sublimt et liveband de virkelig er. Det eneste, man kunne udsætte på denne performance er, at Heidra bruger keyboardplayback frem for at hyre en keyboardspiller eller bare undlade det, men på den anden side er det jo heller ikke et ukendt fænomen hos mange af de store metalbands.

Sætliste:

1. The Price in Blood
2. Lady of the Shade
3. Dusk
4. Cloaks and Daggers
5. To Hell or Kingdom Come

9/10

Vanir

Efter lidt startvanskeligheder, hvor sanger Martin Rubini havde tid til at få sig en masse øl, startede det melodiske dødsmetalband Vanir “fra Djævleøen” deres sæt klokken 21.40 med nummeret “Væringjar” fra deres 2019-udgivelse Allfather. Nu var der godt nok kommet lyd i keyboardet, men så var der til gengæld ikke meget lyd at høre fra forsanger Rubinis mikrofon, hvilket desværre var et gennemgående problem under store dele af koncerten. Bandet gjorde en god indsats og var aktive på scenen, men enten var det ikke så medrivende, eller også var publikummerne trætte efter at have hoppet så meget rundt under den foregående koncert, hvilket selvfølgelig gør jobbet som gruppe nummer tre af fire lidt utaknemmeligt. I forbindelse med “MCCXIX”, som blev fremført på dansk, holdt Rubini en lille tale om det dansk-tyske grænseland, hvorefter han hev Dannebrog frem og viftede med det under hele sangen. Derefter fulgte “See the Dragons Ride”, “ Dødsfærd” og “Black Clad”, og jeg må være ærlig at sige, at det faktisk ikke var let at høre, om sangene blev fremført på dansk eller engelsk. Jeg ved ikke, om det havde noget med alkoholprocenten at gøre, men en tilbagevendende replik var “Skål, Sønderborg!”, og efter 40 minutter var denne ikke særlig mindeværdige koncert overstået.

Sætliste:

1. Væringjar
2. Day of Reckoning
3. Sessrúmnir
4. MCCXIX - dansk version
5. See the Dragons Ride
6. Dødsfærd
7. Black Clad

6/10

Illdisposed

Dødsmetalbandet Illdisposed var aftenens headliner, og det var tydeligt, at der var mange, der var kommet til Sønderborghus netop for deres skyld. Men Illdisposed havde desværre også lydmæssige startvanskeligheder, for på første sang “Weak is Your God” var der en meget svingende lyd i guitaren, og sanger Bo Sommer truede endda med en pause, men det blev reddet i sidste sekund, da guitaristen havde en anden guitar med, som han kunne bruge. Publikum blev så igen vækket til live, og nogle af dem, der under de foregående koncerter havde vandret hvileløst omkring og forsøgt at puffe til de andre gæster for at få gang i pitten, stod nu klistret til scenekanten og nød hvert eneste sekund. Andre kom også frem fra deres skjul og forsøgte at få hele salen med i pitten. På trods af at det hele virkede ret kaotisk og uforberedt i starten, fortsatte bandet ufortrødent, og allerede under tredje nummer “A Child is Missing” blev pitten så voldsom, at der var flere af de ældre herskaber, som ellers havde placeret sig så langt fremme, at de ikke behøvede briller for at kunne se, hvad der foregik, der måtte flygte ud til siden, så de ikke blev væltet omkuld. Efter “Dark” foretog bandet et guitaristskift – “fra én smuk fyr til en anden smuk fyr” – og “Smukke” Ken Holst kom ind på scenen og færdiggjorde sættet. Også bassist Onkel K. Jensen havde tydeligvis taget sit eget heppekor med, for mellem hver sang kom der “bassist!”- og “bassolo!”-tilråb. Man kan trygt sige, at bandet spillede veloplagt, men Bo Sommer virkede generelt, som om han hellere ville være blevet hjemme og have taget sig en morfar, da han virkede lidt sløv og trak pauserne mellem sangene en smule i langdrag. Der var også et par yngre børn til stede, hvis forældre under “No More Time” sørgede for en børnevenlig pit, hvor deltagerne fint holdt hinanden i hånden og dansede i rundkreds. Aftenens sidste nummer var “Memories Expanded”, der lokkede de allersidste kræfter ud af de fremmødte, og en enkelt person forsøgte sig endda med stagediving. På trods af de nævnte kritikpunkter kan man sige, at publikum under denne fem kvarter lange koncert fik det, de var kommet for – nemlig øl og fest – men at de tillige fik lejlighed til at høre alle sange fra 2004-albummet 1-800 Vindication ved én og samme koncert, så der var valuta for pengene!

7/10