Arion

Eurovision-metal

Arion har en del omgange om solen mere på bagen end Majestica. De blev dannet i 2011, men alligevel er det første gang, vi har en anmelder i felten for at observere dette eksemplar af arten Arionus powermetalicus. Her kommer feltstudiet af metaldyret Arion så – og hvis man vil, kan man læse resten af anmeldelsen med David Attenboroughs stemme. Arions naturlige habitat og hjemstavn er Finland … og det gik hverken værre eller bedre, end at de kunne være endt som repræsentant for Finland under Eurovision i 2013. Desværre blev power-metallen trumfet af et tandløst pophit uden bid. Så stik modsat Tenacious D’s løfter kan pop altså ‘destroy the metal’. Mens Eurovision gik glip af Arion, havde vi nu første parket til at opleve dem live. De udgav et nyt album sidste år, The Light That Burns the Sky, som har sine momenter uden dog at være et mesterværk. Men måske ville sangene blive mesterlige, når de blev bragt til live live?

Fut i fejemøjet

Der er fut i fejemøjet, når Arion smider tøjet, springer op og åbner ballet med et scream. Der gik ikke længe, før trøjen fløj af forsanger Lassi Vääränen i kampens hede til generel undren for flere blandt publikum, der nok ved sig selv tænkte: ‘Hvorfor har manden ikke noget tøj på?’ Det var et lidt aparte træk under en power-metalkoncert, men nuvel, ingen slut-shaming herfra. Lad os i stedet fokusere på det væsentligste: musikken. Denne var desværre hæmmet af et særdeles ujævnt lydbillede, hvor vokalen flere gange druknede i trommeslager Topias Kuiainens hamren på kedlerne. Selvom jeg kunne have ønsket mig en lidt mindre flad trommelyd, så fik de hæsblæsende, hurtige rytmer sandelig publikum til at kridte skoene, når melodierne bød dem op til dans på pittens bonede gulv. Publikum udviste generelt et stort engagement gennem hele koncerten – og selv når man ikke helt kunne høre Vääränens vokal, blev der skrålet med. Særligt “Into The Fire” blev fremført med en stor energiudladning fra både band og publikum. Ifølge bandet var det fem år siden, de sidst havde gæstet den danske metalscene, men det kunne mærkes, at dansken ikke havde glemt de finske power-metalgutters sidste gang i landet. 

Vääränens vokal havde en interessant tonal topografi. Den svang sig op til de høje toner, men dykkede også ned i bakkedrag og dale, der dog aldrig for alvor blev dybe. Den havde en fin klang, når den var hørbar, men savnede mere volumen og mørkere afgrunde, der kunne kontrastere det ellers lyse lydbillede. Bassist Georgi Velinovs bas lagde til gengæld en fin bund i lydbilledet, der udgjorde et fint fundament, som guitarist Ilvo Kaipainens klassiske, hurtige power-riffs kunne bygge på. Disse riffs blev revet af guitarstrengene med stort vigør og energi – men de landede ikke rigtigt ude over scenekanten. Der manglede generelt lige det sidste krydderi, den hemmelige ingrediens, der løfter en koncert og gør den mindeværdig. Måske kunne den ingrediens være … keyboard? Keyboardspiller Arttu Vauhkonen var til stede på scenen og gav den hele armen samt lidt af skulderen. Det så ud, som om han spillede godt, men tonerne faldt gennem de sorte tangenters huller og nåede aldrig mine ører. Måske har det været bedre andre steder i salen, men hvor jeg stod, blev tangenternes klimpren desværre opslugt af alle lydbilledets andre lag. Det så dog ud til, at han hyggede sig.

Mere pen and paper, mindre Warhammer 

Arion leverede varen trods en hel del lydproblemer. Deres energi på scenen var fin, og Vääränen fik lavet denne uges cardio, når han spænede fra den ene scenekant til den anden. Alligevel manglede der noget. Nok var bandet energisk på scenen med vidt åbne øjne, men der manglede en gnist i deres blik. Der var ikke meget glimt i øjet, og man savnede mere autentisk nærvær, gerne med et skvæt selvironi, der kunne opfriske oplevelsen. Arion er gamle i gårde og velbevandrede inden for power-genren, og det kunne mærkes. De ved tydeligvis, hvad de gør – men måske burde de bare nogle gange gøre noget andet. Det var upåklageligt klassisk power-metal og ingenlunde dårligt. Det kunne dog have været forfriskende, hvis de turde lege lidt mere med genren og i højere grad betragtede dens konventioner som forslag til pen and paper-rollespil end som en ufravigelig regelbog til Warhammer.

6/10

Majestica

Thomas Tog på togt

Majestica er et relativt ungt band, idet de udgav deres debut-plade, Above The Sky, i 2019. De har dog på intet tidspunkt sagtnet farten, men blot hældt endnu mere kul på det evigt brændende fyrrum i deres buldrende power-metallokomotiv. Hvorfor disse tog-metaforer? Ja, bandet er selv ude om det, idet de sidste år udgav albummet Power Train, der høstede hele ni kranier og særdeles rosende ord fra redaktionen. Hvis DSB lagde den fremdrift for dagen, som Majestica hidtil har gjort, ville alt glide på skinnerne. Ja, faktisk kører det så smurt fremad for de svenske power-metalkonduktører, at de kom med på redaktionens power-metalfeinschmeckers liste over top-5 powermetalalalbum i 2025. Det er jo ikke så ringe endda! Nu skulle det komme an på en prøve, om de også kunne levere varen live.

Lidenskabelige lejemordere

Man kan mærke, når et band blot er hyrede lakajer, der møder op for at eksekvere en opgave, men ikke selv indlever sig i oplevelsen. Som hyrede lejemordere skal de nok myrde den, som pistolsigtet peger på, men der er ingen lidenskab i drabet. Sådan var det ikke med Majestica! De udviste en mærkbar spilleglæde, og både deres hår, hænder og smil rejste sig mod loftet. Særligt under “No Pain, No Gain” udviste bandet en særdeles stor energi, og de allerede hurtige versefødder fik snøret løbeskoene og spurtede ud over scenen. Guitarist Tommy Johannsons riffs var klassiske for genren, og omend jeg kunne have ønsket mig en anelse friere strengeleg, så leverede han glimrende soloer med høj guitarføring, der førte publikum med sig. Alle i salen var forenede som “Metal United”, og vi fik i den grad sat vinkedellerne i synkrone svingninger, da publikumsskoven af arme viftede frem og tilbage. Bandets nærvær, energi og evne til at rive folk med sig fejlede således intet. Alligevel er der en snert af malurt i Majesticas gyldne gral. 

Den beske smag af den bitre krydderurt kom til dels af en noget ujævn lyd. Der kunne have været skruet op for guitarlyden, ligesom bassist Chris Davids basbund kunne have fremstået tydeligere i lydbilledet. Derudover sker der noget, når man ubønhørligt halser derudad i overilet fremdrift: Man mister pusten. Der manglede pusterum i sætlisten, hvor man kunne samle sig og fylde lungernes tomme, sammenkrøllede hudposer med ny luft. Trommeslager Joel Kollbergs rytmer skabte dog en del kærkommen variation i lydbilledet, særligt under den fængende “Power Train” fra deres nye udgivelse. Hans taktvise anslag og ubønhørlige trommetonsning gjorde, at man trods den tabte pust blev ved med at løbe med Majestica over de episke stepper. 

En power metal-hundehvalp

Majesticas store styrke er deres rytmekompositioner samt nærvær på scenen. Og ikke at forglemme: Johannsons vokal. Hans stemme svinger sig i de høje oktavers lianer, og dens toners tinder synes at stige helt op i himlen. Lyden haltede dog en del, og omend Majestica forstår at komponere sange med fængende hooks og fin fremdrift, så manglede der en anelse mere variation i sætlisten. Koncerten føltes til sider, som når man får ondt i kinderne af at smile for længe – for der var i sandhed noget at smile af med et band, der udstrålede så stor en spilleglæde! Alligevel værkede kinderne, og man savnede et øjeblik, hvor man kunne sænke mundvigene, så de igen var klar til at løfte sig. Majestica spillede som en energifyldt hundehvalp: bedårende, umiddelbar og med ukuelig energi. Ligesom med en hvalp kunne man ikke undgå at holde af dem – og ligesom med en hvalp trængte man nogle gange til en lille pause. Ikke for at stoppe legen, men for at kunne fortsætte den med samme indlevelse og energi, som da den begyndte. I alle fald fik deres flyvende fremdrift varmet publikum godt op og spredte en stemning af samhørighed og legesyg spilleglæde.

8/10

Gloryhammer

Vanvidsridt på enhjørningeryg

Hold tungen lige i munden, sæt støvlerne i stigbøjlerne, og grib godt fat om sadlen, for nu blev det tid til et vandvidsridt på enhjørningeryg ud i Gloryhammers univers. Vi er kommet til Angus McFife V, der kæmper videre mod inkarneret ondskab i form af den mørke fyrste af Dundee, Zargothrax. Bandet har netop udgivet et album, Space 1993: Wrath of Kor-Virliat, der blev modtaget med … ja, ikke ligefrem begejstring. Middelmådighedens kløft er dyb og nem at falde i, og det var netop her, deres nyeste udgivelse landede ifølge min kollega. Gloryhammer har til dels forsøgt at agere Theseus’ skib og forblive det samme, selvom dets enkelte bestanddele udskiftes. Den oprindelige forsanger, Thomas Winkler, er blevet erstattet af Sozos Michael, Chris Bowes skriver ikke længere lyrikken, og intet er som i gamle dage. De er dog altid underholdende live, så jeg havde høje forventninger til, at Gloryhammer alligevel kunne ramme hovedet på sømmet denne aften.

Mondays, am I right?

Når man just har skabt et nyt album, skal det selvsagt spilles live. Og det blev det! Sætlisten bar præg af nyere sange, eksempelvis “Die With A Sword In My Hand” og “Demonic Devotion”. Heldigvis dominerede disse nye kompositioner ikke sætlisten, men der var også plads til klassikere som “Hootsforce” og “Gloryhammer”. Man skulle dog ikke forvente en stringent historiefortælling, hvor sætlisten kunne læses synkront med tidslinjen over Gloryhammers fortælling. Det havde måske heller ikke helt givet mening, idet det ville resultere i en ujævn koncertoplevelse. Det kunne nu have været et interessant benspænd, hvis de havde forsøgt sig med det, for således ville hele seancen have fremstået endnu mere som en musical. Og de er jo allerede gået langt ad vejen med smukt konstruerede kostumer, rekvisitter såsom de tre relikvier, hvoraf ‘The Astral Hammer’ er det mest prominente, og kampe på scenen a la Castle Rat med mere tøj på. Gloryhammers koncertoplevelser er netop så underholdende, fordi de som en god, dårlig C-film får lov til at være både teatralske og humoristiske. Til tider genskabte de den kitsch, som i første omgang fangede mig ind, da jeg så dem spille på Copenhell i 2022. En goblin blev hakket til plukfisk, så de grønne, afrevne lemmer fløj over scenen, og det var helt tilpas for meget. Desværre savnede jeg ellers netop denne essens af kitsch ved aftenens koncert. Camp kan kun til en vis grad indstuderes, men virker bedst, hvis den er umiddelbar og ærlig – og her kunne man desværre mærke, at Gloryhammer ikke helt var til stede i det, der udspillede sig på scenen. Dog er goblin-kvasningen altid koncertens bedste moment, og den del var særdeles veludført.

Musikalsk var lyden generelt blevet udbedret. Sozos Michael er ingen Thomas Winkler og har ikke hans særprægede stemme, men hans vokal passer alligevel godt til Gloryhammer med sin fine falset. Denne aften måtte han dog gerne have skruet endnu mere op for sine stemmebånds volumen og givet tonerne mere fylde. Man savnede lidt Winklers måde at give vokalen mere kant og karakter, selvom Michael ingenlunde gør det dårligt og på en god dag kan være fremragende. Var dette så en god dag? Tja, nu var det jo en mandag, og i det hele taget havde koncerten lidt en hverdagsstemning over sig, som lagde en dæmper på festlighederne. Resten af bandet spillede upåklageligt og fangede publikum med deres fængende hooks og dansable melodier. Særligt “Universe On Fire” var svær ikke at bevæge sig til, og publikum var da også for det meste ført med af bandet. Riffene faldt præcis, hvor de skulle, rytmekompositionerne blev på intet tidspunkt kedsommelige, og bassen dannede en fin, tung bund (omend den kunne have været lidt længere fremme i lydbilledet). Gloryhammer spillede generelt godt live, men virkede ikke helt så levende, som de kan være. Er det Chris Bowes, der med sin afsked fra bandet har skabt et hul, hvor humoren lige så stille siver ud? Måske. Eller måske var det bare mandag.

Enhjørningeridtets endeligt   

Enhjørningens ridt stoppede efter “The National Anthem of Unst”, og som lytter blev man lidt kastet af sadlen og landede durk på halebenet ude i efterårets svalende kolde nat. Gloryhammer havde momenter, hvor de virkelig solgte varen, og særligt kampscenerne var med til at gøre deres historiefortælling gennemført og underholdende. Der måtte dog gerne have været mere af dette samt et mere udpræget nærvær og spilleglæde. Ved de koncerter, som får topkarakter, sker der noget næsten umærkeligt, som løfter oplevelsen. Et usynligt element, der bringer lytteren ud af både sig selv, tid og sted, og helt ind i musikken. Omvendt kan det være lige så svært at sætte fingeren på den udefinerbare energi, der kan trække en koncert ned, så den ikke helt rammer plet. Gloryhammer kom sådan set i mål med deres historiemættede enhjørningeridt. Men alligevel var den ikke helt hjemme. En bedre sætliste med flere højenergi-numre havde måske hjulpet. Omvendt fik vi præcis, hvad vi bestilte: power-metal af en høj skuffe med fin historiefortælling og plads til skuespil. Og det kan man jo ikke klage over!