HENRET - den perfekte bunsenbrænder

Siden dannelsen i 2019 har HENRET opbygget et mørkt, aggressivt og eksistentielt univers, hvor nedstemte guitarer ikke viger plads for ren vokal. Deres spillestil med en kavalkade af breakdowns trækker klare tråde til internationale bands som Bodysnatcher, der også er særdeles glade for at headbange deres hjerner i stykker under sindssyge breakdowns. Herhjemme er den mest oplagte lydreference Cabal, da begge bands deler producer samt HENRETs guitarist har fungeret som stand-in på nogle af Cabals shows denne sommer. På trods af den tunge og professionelle lyd holder Henret fast i en ægte, sympatisk DIY-attitude; i min optik var bandet simpelthen for dygtigt til at pakke deres egne ting ned. 

Fra åbningsnummeret ”Choking Black” blev det slået fast, at HENRET rent ud sagt var pisseligeglade med, at det var onsdag, og at det ikke var en gyldig undskyldning for at gå fuld Rebekka. Salen var godt fyldt, da bandet gik på, og mange bar merch fra gårsdagens koncert med Lamb of God, hvor undertegnede også havde sine battlewounds fra den oplevelse. Trods det, leverede frontmand Anders Iversen ustyrlig energi med skrig fra helvede og headbangs så dybe, at han næsten slog hul i gulvet med hovedet op til flere gange. Pitten kom hurtigt i spil under ”Seep Into the Mud”, og ved den kendte single ”A Place to Suffer” gav bandet sig 100%, som så mange gange under deres sæt.

Musikken var primitiv, tung og fuldstændigt nådesløs. Under ”Torn Asunder” fremprovokerede de tunge breakdowns det ‘stank face’, mange forbinder med netop denne genre af musik. Scenen var simpelthen for lille til den mængde energi, bandet besad, og flere gange var der sammenstød mellem bandets medlemmer, som ufortrødent spillede videre, som om de stod nede i pitten. Da finalenummeret ”Funeral Pyre” rullede ud, hoppede Iversen da også selv ned i pitten for at diktere, hvordan man skulle lave en Wall of Death på den helt rigtige facon.

Gutterne gjorde nøjagtig det, de var hyret til: De fik varmet publikum op til kogepunktet og beviste, at fremtiden for den tunge danske scene ser særdeles lys ud. De spillede hvert nummer, som de aldrig havde lyst til at bære deres eget udstyr ud nogensinde igen.

8/10

THE GHOST INSIDE - Fra El Paso til Pumpehuset: En triumf for viljestyrken

Det er umuligt at møde The Ghost Inside uden en vis portion sympati. Efter den tragiske busulykke i El Paso i 2015 har de kæmpet en uudholdelig kamp for at vende tilbage til scenen, da samtlige medlemmer tog en ordentlig tur på det fysiske plan. At trommeslager Andrew Tkaczyk i dag kan tæske sine trommer med sit specialbyggede sæt efter at have mistet sit ene ben, er intet mindre end et mirakel, og et spektakel man simpelthen er nødt til at opleve live for at forstå. 

Da koncerten blev skudt i gang med ”Avalanche”, stod det hurtigt klart, at vi havde med erfarne professionelle at gøre, og at publikum i salen muligvis havde hørt netop dette nummer en million gange. Bandet strålede af spilleglæde, og forsangerens aggressive vokal satte omgående gang i salen, som stille og roligt forvandledes til et svedigt pandæmonium. Det blev hurtigt bemærket, at det her var et band, der normalt spiller på langt større scener, men som elskede intimiteten og sveden i den mindre sal - et faktum de gladeligt delte undervejs. 

Gennem numre som ”The Great Unknown”, ”Wrath” og ”Going Under” blev der leveret metalcore i absolut topklasse. Tunge riffs smadrede alt på sin vej, og de skarpe breakdowns sad lige i skabet. Publikum fulgte enhver opfordring fra scenen, og aftenens første stagedivers fik frit løb til at hoppe fra scenen. 

Nyere publikumsfavoritter som ”Wash it Away” fungerede fremragende, selvom lyden i enkelte sekvenser som under ”Pressure Point” blev en smule mudret. Hen mod slutningen af det massive sæt på 18 sange sneg der sig en smule publikumstræthed ind, da de helt gamle numre fra debutalbummet blev luftet og ikke havde helt samme greb som nogle af de større hits. Det er fint at spille ældre sange, men måske man bør gøre det noget tidligere i sit sæt.

Aftenens absolutte følelsesmæssige højdepunkt var ”Aftermath” – sangen om ulykken og vejen tilbage – efterfulgt af den uundgåelige klassiker ”Engine 45”, hvor bandet bød op til dans i pitten, og publikum fulgte som hypnotiseret instrukserne, som var forsanger Jonathan Vigil kultleder midt under en messe.

The Ghost Inside leverede en præstation fyldt med nærvær, autenticitet og rå energi. De beviste endnu en gang, at passion og viljestyrke kan overvinde selv de største tragedier.

9/10