Mercenary

Deckets sorte lotus

Fjerde kapitel af Epic Fest blev i sandhed en samling af sjældne fortællinger, og 30 minutter inden Fredags TamTam smed festivalen så atter et af sine absolutte trumfkort: Mægtige Mercenary var mødt op som den sorte lotus; et tungt og kraftfuldt udspil fra en ellers yderst kulørt kortstak. Hvor resten af det episke deck svævede i de højere luftlag, bragte de nordjyske veteraner omvendt en tyngde til bordet, der til forveksling føltes som en morgenstjerne i mellemgulvet. Anledningen var da også af den kaliber, man kun oplever én gang i livet: 20-årsmærket for The Hours That Remain. Magiske Mikkel Sandager, der i sin tid tegnede sig for albummets udødelige strofer, er som bekendt for længst afmønstret. Der lå således en nærmest poetisk erkendelse i, at 2006 samtidig var året, hvor nuværende frontfigur, René Pedersen, lod sig indrullere hos ’lejesvendene’ fra Nordens Paris.

Tynget af arv

Pedersen har for længst vist sig mere end kapabel i fremførelsen af albummets ubestridte klassiker, ”Soul Decision”. Men ville han mon være i stand til at yde albummets øvrige materiale samme retfærdighed? Og nok så væsentligt: Hvordan ville modtagelsen være hos en demografi forventeligt bestående af rollespillere med elverører og oppustelige enhjørninger? Svaret faldt prompte: Mercenarys jubilæumssæt bar fra første tone præg af en særlig status. Ikke blot i kraft af materialets iboende mørke og melodiske pondus, men i endnu højere grad som følge af den arv, der hviler over albummet.

René Pedersen leverede en teknisk solid indsats, særligt i mellemlejet, hvor hans vokal fremstod mest kontrolleret. Alligevel blev spændet til originalmaterialets emotionelle tyngde tydeligt i de mere krævende passager. Fraværet af Mikkel Sandager fungerede som en konstant reference, et spøgelse i maskinrummet, der gjorde det vanskeligt ikke at sammenligne fortid og nutid. “Redefine Me” og “Year of the Plague” illustrerede denne udfordring, hvor især frasering og intensitet ikke helt nåede samme gennemslagskraft som på studieversionerne. Instrumentalt var der derimod meget lidt at sætte en finger på. Buus og Mølbjerg leverede konstant kirurgisk præcise riffs og veleksekverede soli, og bandet fremstod generelt både sammenspillet og professionelt.

Produktionen i salen stod skarpt, og brugen af pyroteknik tilføjede et visuelt pift, som klædte det ellers melankolske udtryk. Publikumsresponsen tegnede dog et mere nuanceret billede. De forreste rækker var engagerede med sporadiske moshpits og tydelig begejstring, mens resten af salen fremstod mere fragmenteret og stillestående. Det gav koncerten en let ujævn energi, hvor momentum flere gange syntes at sive ud mellem numrene. “Where Darkened Souls Belong” viste Pedersen i en mere komfortabel rolle, og hans selvsikkerhed smittede af på publikum. Her var et nummer, der formåede at bygge bro mellem den nye og den ældre generation af fans. Her fik musikken vristet sig fri af sammenligningen og fik lov til at stå i egen ret.

Når fortiden kaster lange skygger

Der var bestemt øjeblikke, hvor Mercenary ramte plet. Helhedsindtrykket forblev dog præget af en følelse af ’hvad nu hvis’. Jubilæumsformatet inviterede uundgåeligt til nostalgi, og her blev fraværet af den oprindelige vokale signatur en faktor, der ikke kunne ignoreres. Det gjorde oplevelsen en anelse antiklimatisk, trods bandets tydelige vilje og professionelle udførelse. Koncerten endte hverken som en fiasko eller en triumf, men snarere som et kompetent, til tider stærkt, men også ujævnt tilbageblik på et monumentalt værk. Mercenary beviste, at fundamentet stadig er solidt, men også at nogle kapitler i bandets historie står så skarpt indgraveret, at de kan være svære at genfortælle uden deres oprindelige stemme.

Sætliste:
1. Soul Decision
2. Redefine Me
3. Year of the Plague
4. My World is Ending
5. Lost Reality
6. Simplicity Demand
7. My Secret Window
8. Where Darkened Souls Belong
9. Beyond The Waves
10. The Hours That Remain