Aalborg Metal Festival 2006

Studenterhuset Aalborg, Aalborg

-

Efter til min store ærgrelse at have misset Entombed, der ellers havde været et af de helt store trækplastre for undertegnedes tilstedeværelse på AMF, var jeg fast besluttet på at få mest muligt ud af lørdagen.

Jeg ankom til slutningen af Horned Almightys koncert. Som man vel kunne forvente, var der ikke mange til stede så tidligt på dagen. Horned Almighty gav dog en særdeles hæderlig koncert og modtog også et velfortjent bifald fra det beskedne publikum. Næste punkt på dagens menukort, Sonic Syndicate, var ikke et band jeg på forhånd var bekendt med. Umiddelbart slog det mig som en blødere og mere melodisk udgave af Scar Symmetry eller Soilwork, og det vakte da ikke min store interesse, så jeg smed min søster over nakken og drog på eventyr i Ålborg.

Vi vendte tilbage i tide til præsentationen af Mercenarys nyligt udkomne album, The Hours That Remain. Der var en generelt hyggelig stemning under præsentationen, der dog var præget af en del tekniske vanskeligheder. Lyd og billede på Grottens fremviseranlæg var ikke just samarbejdsvillige, men teknikerne fik da has på genstridighederne. Indtrykket af det nye Mercenary album var dog ganske positivt, og bandet var flinke og åbne.

Dernæst fulgte Saturnus. Personligt har jeg været meget glad for især den seneste doom-agtige udgivelse fra de kære landsmænd, men det er bare som om det ikke rigtig er musik, der egner sig helt til de vilde liveoptrædener. Med undtagelse af den obligatoriske håndful individer, der ukritisk svinger håret og sender djævlehorn mod scenen til alt hvad der minder om musik var der meget stille i salen. En god musikalsk oplevelse, men desværre en noget fesen omgang i sammenligning med den ellers livlige stemning, der prægede stedet. Derfor valgte jeg også at fortrække noget før tid for at tage et kig forbi festivalens Metal Marked, for derefter at tage et kig på The Burning, der jo er fra Århus hvor jeg selv huserer til dagligt.

Som den glade ejer af The Burnings demo havde jeg set stort frem til at opleve en omgang grum hardcore, og der opstod da også hurtigt en festlig stemning omkring den lille scene. Råb og svingende hår über alles.

Efter den livlige afbrænding gik turen videre til Raunchy. Sidst jeg så Raunchy live var med Lars Vognstrup som sanger. Personligt vil jeg mene, at Kasper har været en mere end værdig udskiftning, selvom min søsters anbefaling lyder på at han bør gå med løsere bukser. På nuværende tidspunkt var der ved at være mere liv i publikum, og der var masser af gang i salen.

Raunchy efterfulgtes af Enslaved. Sidst jeg så Enslaved havde jeg været meget fascineret af deres surrealistiske video-sceneshow, og havde derfor set frem til at se dem igen. Videoskærmen var til stede igen og viste stemningsfulde billedserier, der akkompagnerede den dystre musik. Det hele blev en smule forsinket, og lyden var temmelig dårlig i starten, men det blev der hurtigt rettet op på. Dog må det siges, at for et band der går så meget op i den visuelle del af at give koncerter, burde Enslaved overveje at skrotte Grutles skrigblå runearmbånd. Med undtagelse af førnævnte armbånd og det spiddede nissehoved på keyboardet var koncerten en både visuel og lydmæssigt stimulerende oplevelse.

Festivalens højdepunkt for undertegnede var helt klart Destruction. Koncerten gik i gang og blev styret af en veloplagt Marcel, der stod for en fantastisk publikumkontakt med henvisninger til tidligere besøg i Danmark samt hedengangne Artillery. Lyden var god og energien var helt i top. Desværre forstod min søster ikke det fantastiske ved Destruction.

Efter den helt fantastiske tysker-opvisning indtog Kataklysm scenen. Jeg havde ikke forventet at canadierne kunne leve op til det brag af en koncert, der lige havde fundet sted, men det skulle hurtigt vise sig at jeg blev positivt overrasket. De store canadiere skabte på ingen tid et voksent moshpit. Der var fin kontakt med publikum, kvintetten spillede godt og lyden var glimrende. Alt i alt en upåklagelig afslutning på mit første år på AMF.