Dirty Honey

20. februar 2024

Headliner: Dirty Honey
Support: Timechild

Koncerten med Dirty Honey var allerede blevet annonceret i slutningen af sidste år, og i første omgang var det uden opvarmning. Men alle fans af hardrock kunne glæde sig over, at Timechild var blevet booket som opvarmer i allersidste øjeblik. Dette var da også en åbenlys kombination, for begge bands betjener sig gerne af 1970’ernes musikalske kreativitet og autentiske lyd. Denne anmelder var specielt spændt på lyden i Pumpehuset denne tirsdag aften, da den før har svigtet mine ører.

Timechild

Timechild er et band, der med deres optrædener, store musikalitet og professionalisme har sat en meget høj standard for det, der kan forventes af deres liveoptræden. Derfor bliver mindre skavanker og en lille slinger i valsen tilsvarende mere graverende og påfaldende for trofaste fans, end de ville være ved et band, hvor forventningerne ikke er så høje. Således var det en smule beklageligt, at lyden under denne koncert ikke gennemgående var lige så god som det, undertegnede har haft den store fornøjelse af at opleve ved tidligere koncerter. I den sammenhæng skal det dog kraftigt pointeres, at størstedelen af de problemer, lytteren blev mødt af, ikke skyldtes Timechilds indsats, men at mikset ikke var helt afbalanceret. Det kom særligt til udtryk på sættets anden sang, “The Dying Tide Pt. III”, hvor forholdet mellem rytmesektion og guitar ikke stemte – bas og tromme var alt for høje i forhold til guitaren, der dermed gik lidt under. Til gengæld lød “Bite of Frost” præcis, som den skulle, med den melankolske skønhed, som er en allestedsnærværende bestanddel af Timechilds musik, og som bliver båret af Anders Folden Brinks helt specielle og meget genkendelige stemme. “The Dying Tide Pt. II” var ikke helt fejlfri, da vokalharmonierne ikke var fuldstændig perfekte. Det blev dog reddet hjem af en gevaldig guitarsolo leveret af Birk Hunter. Dobbeltguitaren fungerede også rigtig godt, og publikum fik lejlighed til at deltage i diverse syng-med-aktiviteter under dette hit. På størstedelen af sangene var vokalharmonierne dog så smukke som ellers. For eksempel assisterede Daniel Bach flot på kor på “Call of the Petrichor”, der blev spillet efter Martin Haumanns kendte og vellidte trommesolo. I det hele taget var denne sang meget vellykket, og samspillet mellem instrumenter og vokal var enestående. Det kan altid betale sig at gå til en Timechild-koncert, og næste gang kan man få fornøjelsen i Pumpehuset … nåå nej, Lille Vega den 12. april, hvor de optræder med Feather Mountain og Danefae. De er også rundt i landet og kan ligeledes mødes i Bramming og Horsens. Kig forbi!

Sætliste:

Haze of Dawn
The Dying Tide Pt. III
Son and Daughter
Bite of Frost
The Dying Tide Pt. II

- Trommesolo

Call of the Petrichor
And Yet It Moves

8/10

Dirty Honey

Da den US-amerikanske blues- og hardrockkvartet Dirty Honey indtog scenen, ganske vist med en lille forsinkelse, stod det klart, at der skulle være fest og glade dage på denne tirsdag aften, for bandet iført solbriller, prangende juveler og godt nedknappede satinskjorter, der havde gjort enhver 1970’errockstjerne jaloux, optrådte storsmilende og selvsikre. Det var dog ikke kun bandets udstråling, der var vindende, også lyden stod skarpt fra første øjeblik med “Can't Find the Brakes” fra bandets nyeste udgivelse af samme navn.
Dem, der er bekendte med Dirty Honey, ved dog også, at størstedelen af teksterne er noget simple og lettere fladpandede omhandlende de klassiske emner sex, drugs and rock'n'roll. I koncertsammenhæng gør det slet ikke noget, da man som lytter kan synge med næsten omgående. Det blev dog ikke gjort tilstrækkeligt, mente sanger og frontmand Marc LaBelle efter sættets anden sang, “California Dreamin’”, og spurgte: "Is there a decibel limit here in Denmark?”. Men allerede på næste sang, “Heartbreaker”, skrålede alle pænt med på omkvædet af denne yderst iørefaldende sang, hvor samspillet mellem alle fire bandmedlemmer var helt perfekt, og særligt den bluesede guitar, spillet af John Notto, var særdeles vellykket. Ud over de rockede bluesnumre blev koncerten krydret med to akustiske sange – den billedskønne “Coming Home (Ballad of the Shire)” og The Rolling Stones-sangen “Honky Tonk Women” – der begge blev udført til UG. Særligt sidstnævnte, der blev spillet “like in Nashville”, udløste begejstring hos publikum, fordi bandet med denne viste deres alsidighed, og alle klappede henrykt med. Også bandet havde efter eget udsagn grund til at være henrykt over at være i Danmark, ikke kun på grund af det gode publikum, men også på grund af Christiania, hvor bassist Justin Smolian ifølge LaBelle havde moret sig inden koncerten. Et af denne næsten to timer lange koncerts utallige højdepunkter var uden tvivl “Roam”, der også hører til blandt bandets stærkeste numre, hvor særligt baslinjen spillet af Smolian var medrivende. Også “Another Last Time” blev ikke kun en sand lyttefornøjelse, men også en fornøjelse at se, for den energiske forsanger udnyttede hele Pumpehusets indretning og fik sig en klatretur hen over højtalerne og ud på gesimsen under loftet. Afslutningsvis måtte bandmedlemmerne fyre en solo af på deres respektive instrumenter, hvilket dannede en passende afslutning på denne koncert. Jeg var meget positivt overrasket over Dirty Honey, som i den grad beviste, hvilket superbt liveband de er.

Sætliste: