En klassisk drøm om klassisk rock
Det amerikanske rockband Dirty Honey blev dannet i 2017, efter guitaristen John Notto var taget til Los Angeles for at prøve lykken som musiker. Drømmen for Notto var at gøre Guns N’ Roses kunsten efter, men i stedet for at rende ind i den nye Axl Rose & co., var det sangeren Marc LaBelle, han mødte. Notto blev hurtigt en del af LaBelles band Ground Zero, og grundet flere udskiftninger i lineuppet ændrede gruppen navn til Dirty Honey. Efter sigende inspireret af Led Zeppelin-frontmand Robert Plants band The Honeydrippers. I tidens løb har de udgivet to langspillere, og i år var de at finde på Copenhell.
One trick pony
Jeg må indrømme blankt, at jeg op til koncerten havde mine fordomme om, hvad der var i vente. Jeg elsker alle former for rock, og da den klassiske rock nærmest var en del af min modermælk, er jeg heller ikke ubekendt med de seneste 10-15 års trend med retrorock. Derimod kan jeg godt være kræsen. Gør man det ordentligt, er der ingen skam i at stille sig på skuldrene af de gamle kæmper, men har man ikke et hundrede procent styr på sit shit, kan det næsten være ligemeget. Nuvel, jeg begav mig mod Gehenna for at se nærmere på sagerne, mens tåger af fniseurt blev gradvist stærkere i takt med min nervøsitet for, at Dirty Honey blot var ‘endnu et retrorockband’.
Jeg havde selvfølgelig lyttet lidt til bandet op mod koncerten, men var en anelse skeptisk. Super godt eller specielt unikt var det ikke. Men umiddelbart kunne jeg ånde lettet op. Dirty Honey viste sig at være utroligt tændte og meget mere spændende live end i et par høretelefoner. Kombinationen af Janis Joplin, Lynyrd Skynyrd og de mere nutidige Rival Sons fungerede temmelig godt. Både musikalsk og visuelt. Åbningsnummeret “Gypsy” var medrivende, og den sprællevende Marc LaBelle i front er uden tvivl en aldeles dygtig frontmand. Så langt, så godt. Men efter et kvarters tid begyndte det at blive en lettere tam affære. Det var ikke på nogen måde en dårlig præstation fra den californiske kvartet, men når man kun har ét trick i ærmet, holder det ikke i længere tid. Showmanship og evner er godt, men det er edderhylemig svært at skille sig ud og gøre sig huskværdig, når man dybest set bare kopierer nogle andre.
Hørt før, bare bedre
At placere Dirty Honey i kategorien ‘endnu et retrorockband’ vil måske være en anelse skarpt, da de, trods alt, er lidt bedre end det. De leverede præcis det, de var blevet hyret til, og har man en anden gang ikke råd til dyre Greta Van Fleet-billetter, kan man altid nøjes med Dirty Honey. Så længe bajerne flyder, lægger man næsten ikke mærke til de små forskelle. For feste, det kan de. Men original og langtidsholdbar kvalitet skal man kigge længe efter.
Facebook: De moderne hippier, retrorockerne i Dirty Honey, mestrer deres Joplin, deres kostumer og deres performance. Og desværre ikke ret meget andet.
