Fatal Smile og Dio

Amager Bio, København S

Midt mellem albumindspilninger og turnéer med Heaven And Hell, havde vores ven Dio lige tid til at tage et smut rundt i eget navn, og spille en lille stribe koncerter, inden det for alvor igen går løs med Tony Iommi & Co. Desværre lå aftenens koncert samtidig med at Kiss også var kommet til byen, og selvom man ikke kan sammenligne hobitten med sminkedukkerne, så er det klart at Kiss har nappet noget af det publikum, som ellers kunne have været til stede. Med andre ord, Amager Bio var ikke proppet, men alligevel pænt velbesøgt. Som support var svenske Fatal Smile hevet ind, og de leverede faktisk en ret godkendt præstation. Stilen er ligeud af landevejen beskidt hard rock, uden så meget pjat. Stilen er hørt et hav af gange før, men det fungerede og forsanger Blade har en fed rusten stemme. At bandet så ud som en sleazy udgave af Mötley Crüe var kun en ekstra bonus, og med deres energiske attitude er jeg sikker på de fik fanget sig et par nye fans – jeg er selv en af dem nemlig!

Jeg har efterhånden set Dio en del gange, og kan kun sige at han leverer varen hver gang, og uden at snakke alder igen, ja, så er det imponerende at han stadig magter at synge så kraftfuldt som han gør. Ballet blev sparket i gang med "Holy Diver", og så er man jo bare på. Klogelig nok var sætlisten blottet for Black Sabbath numre, for Dio har jo selv en imponerende sangskat at kreere ud fra. Der blev dog plads til tre Rainbow numre, og det er jo også fair nok. Den gamle mester har altid omgivet sig med dygtige musikere, som også nu tæller velkendte navne som Rudy Sarzo, Simon Wright, Scott Warren (som i øvrigt også er med på keyboard i Heaven And Hell), og sidst men ikke mindst Craig Goldy, som har været med af to runder tidligere. Goldy er nok min favorit guitarist i Dio, uden jeg helt præcis kan sige hvorfor. Men måske det skyldes at manden simpelthen er den der har været med i længst tid – for selvfølgelig skal man ikke kimse af forgængere som eksempelvis Jake E. Lee, Vivian Campbell eller Doug Aldrich (der som bekendt brillerer i Whitesnake). Vi kom pænt rundt i bag kataloget, dog måtte jeg undre mig over, at den fantasiske ’Dream Evil’ skive fuldstændig blev overset. En mindre skandale i min bog, og så spiller Craig Goldy endda på den plade. Hmm, underligt! Nå, men vi fik så til gengæld en masse andre lækkerier, og Dio virkede til at have en virkelig god aften, med en masse energi. Ja faktisk vil jeg vove den påstand at jeg aldrig har set Ronnie James Dio i bedre form, end tilfældet var denne aften. På samme tid utroligt og imponerende!! Lyden var som oftest også ganske fed, det plejer den nemlig at være i Amager Bio, som jo er et fantastisk dejligt spillested. Til slut kan man spørge sig selv; Har Dio mon andre back drops end det til ’Holy Diver’? Det har godt nok været luftet nogle gange efterhånden, men det er jo sådan set også lige meget. Det vigtigste var at få en fed koncertoplevelse – og det gjorde man sgu. Jeg gik i hvert fald ikke skuffet derfra.

Så vidt vides spillede Dio følgende numre:

Holy Diver
Killing The Dragon
The Eyes
Don't Talk To Strangers
Sacred Heart
Rainbow In The Dark
Temple Of The King
Kill The King
Lord Of The Last Day
Rock 'N' Roll Children
Stand Up And Shout
Man On The Silver Mountain
Catch The Rainbow
Long Live Rock And Roll
The Last In Line
We Rock