Dizzy Mizz Lizzy tog folket med på en guidet tur igennem nostalgiens rosenrøde nabolag · Se flere billeder i galleriet
En folkefest for fædre
Det er svært at brokke sig over en sætliste, som man selv har valgt. Dizzy Mizz Lizzys koncert på Helviti var i høj grad bestillingsarbejde, for det var ’by request’, hvilket vil sige, at publikum selv havde været med til at stemme på aftenens sange. Ligesom med Metallicas ’by request’-koncert i 2014 kunne det ved koncertens begyndelse godt mærkes, at det i højere grad var pligt end lyst, der drev værket. Dog fik de spillet sig selv i bedre humør, efterhånden som koncerten skred frem. Samspillet levede op til forventningen om en fest for fædre, folk, fæ og andet godtfolk. Dizzys debut tog en hel generation med storm, og det kunne mærkes, for der var både sange for de fædre, der har fulgt Dizzy fra begyndelsen, og for de børn, som en dag arver deres fars oversized læderjakke.
Farrock og lyd på dåse
Koncerten indledtes med den nyere “In the Blood” og “Forward In Reverse”, der begge er forholdsvis poppede og mere eller mindre alluderede en morgenfrisk Tim Christensen som soloartist. Og så gik det ellers slag i slag med, ja, publikumsfavoritterne. Det var ikke svært at regne gennemsnitsalderen ud på publikum efter et hurtigt blik på den af publikum kuraterede playliste. Den var mere eller mindre bare debutens greatest hits, og så nogle af de andre. Måske var det i virkeligheden en måde at få dem af vejen på, før de koncentrerede sig om det, mange af os havde ventet på. Desværre kom Dizzy ikke så heldigt fra start. Christensens letgenkendelige vokal var dårligt tunet og lød som sunget gennem en dåsetelefon. Bassen overdøvede alt for ofte guitaren, mens trommerne holdt snor i rytmen, der trods de lydmæssige udfordringer stadig kunne trænge igennem. Guitaren kom heldigvis mere frem i billedet på “Glory”, men blev så til gengæld overdøvet af den ubehageligt opskruede mikrofon.
Det lod umiddelbart ikke til at genere de aldrende millennials, der mindedes deres ungdoms grønne vår. Noget, der fortsatte over i “Barbedwired Baby’s Dream”. Scenen fyldtes af teaterrøg i sådan en grad, at man kunne ane musikerne, men til min store glæde blev lyden mærkbart udbedret, og derefter gik det kun fremad. Dizzy fik hurtigt momentum og holdt niveauet resten af koncerten. Den førnævnte folkefest fungerede både som en tur ned af mindernes boulevard og som en påmindelse om, at selvom man er ved at blive gammel, bliver man aldrig for gammel til at synge med på hverken den afdæmpede “Love Is A Loser’s Game” eller den uden tvivl mest populære sang, “Silverflame”. Med tanke på den svære start opvejede resten af koncerten de vanskeligheder, der indledningsvis lukkede festen, før den overhovedet var begyndt.
Folkekær og folkenær kærlighed
Den svære start og lydproblemerne til trods fik bandet sunget publikum op, og aftenen stod både på fællessang og moshpit. Man kunne mærke kærligheden til Dizzy, selv efter så mange år. Ligesom en gourmand kan hungre efter en hotter med det hele fra pølsevognen i en sen nattetime, kan selv en progsnob som undertegnede ikke andet end holde af d’herrer Christensen, Nielsen og Friis. Det er ærlig kærlighed fra et band, der uden tvivl elsker sit publikum og har et stort scenenærvær. Det kan godt være, at det virkede for meget som en tjans til at starte med, men Dizzy Mizz Lizzy er en indgroet del af den danske musikkanon, og deres musik fortjener at gå i arv i flere generationer, ligesom fars gamle læderjakke.
