Ren aggression fra Zürich
Hvad gør man, når forsangerens kæreste er utro med guitaristen? Hvis man er fra Zürich, starter man selvfølgelig et band og kanaliserer vreden ud i det, der bedst kan beskrives som Satans sureste boyband. Vi taler naturligvis om Paleface Swiss. Deres visuelle stil er absolut ikke for alle – anført af en forsanger med surferhår og en Alexi Laiho-lookalike på guitaren. Men tag ikke fejl af looket; den schweiziske kvintet leverer moderne deathcore, der nådesløst straffer alle tilskuere. Det hele bindes sammen af en fuldstændig unik vokal, hvor ren aggression splittes ad i et vanvittigt mix af dybe growls, hidsige screams og hårdtslående rap. Denne aften stod i den kærlige voldsomheds tegn, og det blev hurtigt klart, at schweizerne var kommet for at piske støvet op.
Det stikker jo fuldstændig af
Sættet blev skudt i gang med onde, langsomme riffs, der øjeblikkeligt sørgede for, at Pandæmonium-scenens navn kom til sin ret i et virvar af støv, moshpits og flyvende crowdsurfere. Det var et fascinerende paradoks at være vidne til: Musikken var rendyrket, smadrende ondskab, men på scenen mødte vi ikke den klassiske, indelukkede ‘tough guy’-attitude. Bandet strålede af spilleglæde, hvor forsanger Marc Zellweger og guitarist Yannick Lehmann i symbiose leverede den ene monstrøse ‘stank face’-fremkaldende sekvens efter den anden.
Zellweger viste sig som en sand mester i crowd control. Udover hans særlige ‘arf arf’-callouts under de vanvittige breakdowns, var hans talestrøm imellem sangene præget af en nærmest ekstatisk hurtighed, hvor den aggressive vokal på et splitsekund transcenderede i en venlig og ekstremt sympatisk schweizertysk dialekt. Han ejede publikum totalt og dikterede alt fra synkron-hop under de mest brutale passager, til at absolut alle på pladsen skulle sætte sig på hug. Særligt numre som "Best Before Death" og "The Orphan" fik tændt op under publikum, hvor vildskaben åndede ud i et kollektivt varmeinduceret delirium. Mod slutningen af sættet, på “My Blood on Your Hands”, fik vi endda serveret det, der bedst kan beskrives som et ‘døds-a cappella’ og et obskurt dødsrallen, som efterlod publikum i chokbølger af ren og skær begejstring.
Musikalsk var der ingen slinger i valsen eller unødvendigt gearskifte; instrumenterne forblev de samme under hele sættet, og det var den rå energi, der bar showet. Der var dog plads til variation. Med "Everything Is Fine", deathcorens svar på en ballade, viste bandet sin spændvidde, hvor følsom rap ubesværet smeltede sammen med sentimentale passager. Selvom der blev snakket meget mellem numrene med udråb som ‘fuck me so hard’, ‘drink and scream’ og ‘loose your mind!’ blev det aldrig irriterende, fordi kadencen og den uregerlige energi var så ufatteligt høj. Det hele kulminerede i Copenhells måske største wall of death, der blev udløst med samme kraft som et større jordskælv. Krydret med ubarmhjertig kærlighed har den oplevelse klart efterladt alle deltagende med et minde, de sent vil glemme.
Dengang de sindssyge schweizere kom, så og smadrede
Paleface Swiss leverede en magtdemonstration i moderne, energisk ekstremmetal, der på én gang var dybt skræmmende og hjertevarmt livsbekræftende. Kontrasten mellem den nådesløse musik og bandets sympatiske, hyperaktive udstråling fungerede upåklageligt og beviste, at man godt kan tæske sit publikum gult og blåt, mens man bevarer et kæmpe smil på læben. De sindssyge schweizere kom, så og knuste alt på deres vej med en præstation, der vil blive husket for sit vanvittige energiniveau og en uovertruffen evne til at samle folk i brutal, fælles katarsis. Det var aktiv dødshjælp af den absolut mest underholdende skuffe.
