Alle tragediers moder
Der er få bands, der har gennemlevet så mange tragedier som Mastodon. Godt nok havde Brent Hinds allerede forladt gruppen, da han, deprimerende forudsigeligt, døde i et trafikuheld august sidste år. Alligevel var det endnu et hårdt slag i en lang række af hårde slag: familiemedlemmer, en manager og nu en tidligere kollega – alle har de forladt Mastodon og denne verden alt, alt for tidligt. At amerikanerne altid har kunnet bruge tragedierne til noget kunstnerisk, kan man blandt andet forvisse sig om på så fantastiske udgivelser som Crack The Skye, Emperor of Sand og gruppens seneste udgivelse, Hushed and Grim. Tre albummer, der ligger meget højt på denne anmelders favoritliste. Desværre har Mastodon ret ofte haft svært ved at overføre deres eminente sange til koncertformen, men nu havde de endnu en gang chancen her på Copenhell. Mon det rent faktisk ville gå bedre uden kaospiloten Hinds?
Skarpere end nogensinde
Ville man have svar på det, måtte man skynde sig direkte fra Helviti til Hades, for at se om amerikanerne kunne bygge videre på den lidt rutineprægede præstation, de engelske legender i Iron Maiden lige havde leveret. Mastodon åbnede med ”Thread Lightly” fra det ofte lidt oversete Once More ’Round the Sun-album. Med sin semi-akustiske start var det ikke den mest oplagte åbner, men energien var høj fra første sekund. Allerede under tredje nummer, ”The Crux”, gik det op for mig, at det her var med afstand den skarpeste udgave af Mastodon, jeg nogensinde havde set. Og det er næppe noget tilfælde.
Man skal tale pænt om dem, der ikke er her længere, men at kalde Brent Hinds for en speciel personlighed er ingen overdrivelse. Hinds’ indflydelse på amerikanernes liveoptrædener og musik i det hele taget har været enorm – på godt og ondt. At erstatte så unik en guitarist og ikke mindst karakter må være lidt af en mundfuld, og det er næppe noget tilfælde, at Mastodon gik efter en virtuos på instrumentet, som man kunne stole på, ville levere varen hver gang. Det har de i den grad fået med Nick Johnston, der ikke bare spillede som en drøm, men som også var i stand til at servere Brent Hinds’ unikke soloer imponerende loyalt.
Den nye single, ”Your Ghost Again”, blev dedikeret til Hinds, men den forventede klump i halsen udeblev, for det nummer var primært en tilbagevenden til de gamle Mastodon-dyder. Den vilde og proggede afslutning sad for eksempel lige i skabet, og det var svært ikke at få den tanke, at det havde den næppe gjort med Hinds på motorsav. Resten af sættet var et rent triumftog. Nye som gamle sange blev leveret aldeles overbevisende, og "More Than I Could Chew" viste endu en gang, at Mastodon løbende har introduceret en ny type dynamik i forhold til den gamle ’fræs på flere måder’-stil fra tidlige albummer som Leviathan og Blood Mountain. Der er intet galt med de udgivelser, det kommer vi tilbage til, men Mastodon, og i hvert fald en del af deres fans, er bare et andet sted nu. Mærket af tidens tand og af alle de førnævnte tragedier. ”Steambreather” svingede for vildt, og naturligvis sluttede amerikanerne af med mageløse ”Blood and Thunder”.
En ny begyndelse
Uanset hvor tragisk Brent Hinds afgang end var, og hvor meget hans dødsfald har påvirket de gamle medlemmer af Mastodon, så var det tydeligt, at det har givet dem muligheden for en ny begyndelse. Som for at understrege det, takkede en glad Brann Dailor efter koncerten Alice Cooper og Iron Maiden for at åbne deres show og foreslog, at man bestemt burde tjekke deres Bandcamp-sider ud. Jo, Mastodon er videre, og jeg glæder mig som et lille barn til det kommende album …
Sætliste
Tread Lightly
The Motherload
The Crux
Your Ghost Again
Crystal Skull
Black Tounge
Megalodon
I Am Ahab
More Than I Could Chew
Crack The Skye
Mother Puncher
Steambreather
Blood and Thunder