Lugt til osten!

Det er under 200 år siden, at miasma-teorien endelig blev lagt i graven. Teorien om, at alverdens sygdomme og epidemier skyldtes dårlig luft – og bevares, folk med kolera og pest dufter næppe af roser eller Wunderbaum, men det er alligevel imponerende, at en teori med flere huller end samtlige schweizeroste nogensinde var godkendt som medicinsk fakta helt fra 400 f.Kr til ca. 1866 e.Kr. Hvorvidt franske Miasmes er nogle velduftende herrer, aner jeg ikke, men noget siger mig, at efter at have trampet rundt på religiøse institutioner og andre fascister i store støvler en hel dag, ja, så lugter man nok mere af råddenskab end Chanel N°5. Det helt store spørgsmål er dog, om Violence, blasphème et pourriture er en stinker eller ej.

Vive la resistance!

Miasmes spiller klassisk black-punk. Det er voldsomt, det er hidsigt, og det er simpelt. Sat på spidsen lyder de, som hvis Nyredolk og Final Dose gik sammen i håbet om at snyde sig igennem et AOF-kursus på musikkonservatoriet med en kopi af Darkthrones The Cult is Alive. Samtlige numre åbnes med et hidsigt 'ARGH!', og sørme om ikke også de tit bliver akkompagneret af det klassiske 'ÖUGH!'. Som så meget andet black-punk, så er fokus på aggressivitet og ikke kompleksitet. Derfor giver det sig selv, at numrene på pladen her ikke er synderligt varierede. Det er meget noget med at huske, hvilket nummer der havde den sprøde guitarsolo, den groovede basgang, eller om det var den, hvor han råbte 'ARGH!', 'URGH!' eller 'Urgh-urgh-urgh!'.  

Med andre ord er der omtrent lige så meget finesse over Miasmes nyeste skive, som der er over et barslagsmål i Randers. Det betyder dog ikke, at der ikke er nogen charme at komme efter – for det spartanske udtryk til trods, så har de bistre franskmænd et glimt i øjet. Violence, blasphème et pourriture er på mange måder en ‘grower, not a shower’ eller ‘Ça grandit, ça ne se montre pas’. Der udfolder sig konstant nye lag, og selvom det aldrig bliver til den højeste Smith Island cake, så får det hus, som er Violence, blasphème et pourriture da i hvert fald både kælder og kvist.

At fransk black-punk er ekstra iltert, burde komme bag på absolut ingen – og på det punkt skuffer Miasmes bestemt ikke. De stærkeste numre på pladen er da også alle dem, der har en spilletid på under tre minutter. Det er, som om når de passerer de to minutter og femogfyrre sekunder, ja, så ved de ikke helt, hvad de skal stille op, hvorpå tomgang opstår. Klassisk punk lige der!

I love the smell of napalm in the morning …

Miasmes kan rigtigt meget, og deres 'vi-slår-dig-til-lirekassemand'-black er egentlig utrolig underholdende samt charmerende. Der er virkeligt meget potentiale i projektet, men der skal dog stadig skæres et fedtlag eller to fra, hvis det for alvor skal være værd at skrive hjem om. Albummets samlede spilletid sniger sig akkurat op på over en halv time, og det er faktisk for langt. Havde de skåret et par minutter og derved et par numre fra, havde albummet – som så nok havde været en EP – været så meget stærkere og effektiv. Så havde de også nemmere kunne slippe af sted med ikke at have så forfærdeligt mange esser oppe i ærmet. Men det til trods, så er det her langt fra en stinker – selvom det da lugter lidt af napalm …