Lad os bare hoppe til konklusionen først. Emperor of Sand indeholder ikke skyggen af et svagt nummer, musikken er chokoladelækker og letfordøjelig. Musikerne formår at både brillere og løfte hinanden, så alle noget nær overpræsterer, uden at det er på bekostning af helheden. Hvis du holder af intelligent, udfordrende og samtidig let forståeligt metal er dette albummet, du leder efter. Hvis du leder efter en gentagelse af Mastodons første albums, bliver du skuffet, og skuffet har jeg da også været de seneste år når vi snakker Mastodon.

Bandet har skuffet mig på deres seneste to udspil, og selvom jeg var begejstret for Leviathan og Blood Mountain, kulminerede de, i min bog, med den pyskadeliske Crack the Skye fra 2009. Et album hvor metal og syrerock på mirakuløs vis gik hånd i hånd med kommercielle ambitioner og vellyd. 

Crack the Skye 2.0 + pop

Nu er de så tilbage igen og med et album, som mest af alt netop minder om Crack the Skye + hooks på hooks. Et konceptalbum hvor konceptet er præcis så uklart og tåget som på føromtalte Crack the Skye. Vi er ude i en fortælling om en kriger, som i en ørken kæmper imod tiden, sig selv og ikke mindst sin egen erindring om dét liv som nu snart afsluttes.  

Inspirationen er hentet fra ikke bare ét, men hele to tilfælde af kræftsygedomme, som samtidigt ramte bandets familiemedlemmmer, og dermed har vi endnu en reference til Crack the Skye, hvor inspirationen også udsprang af kampen imod cancer.

Danser i regnen?

“Remember sitting in the sun and dancing in the rain” + kirkeklokker som underlægningsmusik. Hva’ ba’ - ér det nu metal?

Nu er vi normalt, inden for denne branche, ganske stærke på død, splatter og almindelig voldsforherligelse. Flere vil sikkert opleve Mastodons tekstunivers som rørstrømsk - grænsende til naivt og flæbende. Ja, det er banalt, men bliver livets værdier ikke meget enkle, når din nærmeste ligger på dødslejet og kæmper imod det sand som så hurtigt løber gennem timeglasset? Ja, der er meget langt til Cannibal Corpse, men se det som en kærkommen afveksling.  

Afbalanceret og konstant afvekslende

Brendan O’Brien er tilbage som producer, og bandets hele tre forsangere er på skift på i front, og hvad der burde lyde svært forvirrende er i stedet formfuldendt afbalanceret og konstant afvekslende. 

Og i forlængelse af afvekslende: Trommeslager Brann Dailors kærlighed til jazz skinner for alvor igennem på dette album. Konstant udfordrende. 

Og i forlængelse af udfordrende: Guitarist Brent Hinds’ fuldemands vokal er nu for alvor kommet til sin ret. Smukt bliver det aldrig. Men - konstant udfordrende, og dét har du netop albummets styrke: Konstant udfordrende og afvekslende