Mastodon - Train - 2. februar 2019
Foto: Sebastian Dammark / I Do Concerts

Mastodon

Train, Aarhus C

Anden måned af 2019, lørdag aften den 2. februar lukkede Train i Aarhus dørene op for en af årets første rock- og metalkoncerter. Mastodons eneste optræden i Danmark på deres World Tour 2019 og med en kendt gæst med i lommen, som man ikke har kunnet undgå at lægge mærke til på Mastodons udgivelser i løbet af årene, nemlig Scott Kelly fra Neurosis. Med sig havde de taget landsbrødrene Mutoid Man og, interessant nok, norske Kvelertak. Det var med stor forventning, at jeg stod og frøs i stimen af fans, som afventede afgang med Aarhus-toget. Da toget var fyldt til randen, bumlede vi ellers af sted.

Mutoid Man

Mutoid Man

Toget var ikke klar til afgang...
Jeg nåede lige indenfor, til Mutoid Man gik på scenen. Phew, heldigt! For hold op, hvor var det en dejlig oplevelse. Jeg må indrømme, at det var første gang, jeg så Mutoid Man live, og jeg har virkelig ikke lyst til, at det skulle blive den sidste. Desværre var Ben Koller syg, og der var derfor stand-in med på trommer (jeg fik desværre ikke fat i, hvem det var).

Lad os starte med det visuelle. Som bandet selv sagde, var det en koncert “right in your face”, da Mastodons gear allerede stod klar på scenen bag dem. Det gav en mere intim følelse at komme tættere på bandet, og jeg klager bestemt ikke, for forsanger Stephen Brodsky havde anlagt sig et skæg, som virkelig gjorde ham til et hunk – ja ja, det er stereotypt og stik imod universets #metoo, men hold nu kæft, hvor var han lækker at se på. ”Kunne han også performe?”, spørger du så. Ja, det kunne han! Hele bandet opretholdt facaden med den lethjertede, kærlige punkattitude: glimt i øjet, fuckfingre til hinanden og publikum og alle de grimasser, som du forventer, en rockmusiker kommer med.

Let me entertain you!
Nu er vi kommet til musikken! Mutoid Man er “crowd pleasers” og gør det virkelig godt. Trioens skønne blandingsgenre giver lidt til enhver smag, men holder absolut fast i det rockede psykedeliske udtryk, som man forventer af dem. Inden nummeret “Micro Aggression” råbte Brodsky ud til publikum: “This is going to put a fire under your ass, it’s also the fastest fucking thing you’re going to hear all night” – og det var det! Min absolut favorit fra aftenens oplevelse med Mutoid Man var “Kiss of Death”, en tung, langsom sang med masser af groove, hvor Brodskys dybe vokal virkelig kom til sin ret. I dette øjeblik ønskede jeg bare at stå med lukkede øjne og nyde musikken. Desværre var det ikke muligt, da fulderikken ved siden af mig havde været ved at vælte mig tre gange allerede. Jeg har aldrig forstået de mennesker, som tager til koncert og allerede er stangbacardi ved opvarmningsbandet, men nok om det. Mutoid Man sluttede af med “Bridgeburner”, den som alle havde ventet på, og gav scenen videre til, i en helt anden genre, Kvelertak.

7/10

Kvelertak

Kvelertak

Lad os surfe sammen
Kvelertak var endnu et band, som jeg, desværre, ikke havde fået lov til at opleve live. Nu er de krydset af listen med meget blandede følelser. Jeg har hørt en hel del Kvelertak, og jeg nyder at rocke med på det i bilen, når jeg kører fra A til B, men jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle forvente af dem på en scene, ud over den viden jeg havde samlet fra min kollega Theodor, som ved Kvelertaks sidste koncert i Lille Vega i maj 2018 gav dem 9/10 kranier.

Kvelertak startede ud med en dejlig lang og rolig intro. Den lange melodiske intro blev hurtigt overtaget af en fyldt scene og en forsanger, Ivar Nikolaisen, der bragede ind på scenen iført det lækreste 80’er-rockoutfit med stor læderjakke og rød bandana om håret. Som nævnt hører jeg gerne Kvelertak i bilen, og turen ind til Train i aften var ingen undtagelse. Her gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad koncerten ville byde på. De norske grooveskabende festaber forstår at sætte gang i publikum. Allerede fra 80’er-looket var trådt ind på scenen, vidste jeg, at jeg ikke ville blive skuffet. Med intet mindre end seks mænd på scenen var det lille stykke scene foran Mastodons udstyr godt fyldt ud. Det resulterede også i, at bandet simpelthen ikke mente, at de kunne være der, og måtte forlade scenen via crowd surfing! Ej, det var nok ikke det, der skete – men det lød godt. I hvert fald har jeg aldrig set en forsanger ligge og rode så meget rundt i publikums arme. Når Nikolaisen ikke fløj rundt, så greb han sit eget snot med hånden eller kastede med vand ud over publikum – to meget ucharmerende ting, som jeg helt ærligt hader. Men det gjorde ikke festen mindre vild!

Var det på norsk?
Når vi kommer ind på lyden, så var der instrumentmæssigt ikke meget at komme efter. Dog synes jeg, at noget af det bedste ved Kvelertak er de norske tekster. De faldt desværre til jorden, da lyden var en my for lav på mikrofonen til, at man kunne høre, hvad der blev sunget. På det ældre nummer “Mjød” fik publikum på Train virkelig en bid af, hvad Kvelertak har været. Det gamle er noget anderledes end det nyere, og der er mere knald på stortrommerne i sammenhæng med en sindssyg god omgang groove, som man kan svinge håret til. På dette nummer mærker man virkelig også, hvad seks mænd på en scene kan gøre for et udtryk. “Mjød” indeholder nemlig en omgang kor, der lyder som en omgang munkemessen, og når fire fuldvoksne mænd i synkroni og med koordinerede moves stiller sig frem til mikrofonen for at messe, så giver det et fænomenalt indtryk. Kvelertak er utrolig meget til stede på en scene, og energiniveauet er så højt, at det næsten bliver farligt, når Nikolaisen og andre bandmedlemmer hopper ud til publikum med både mikrofonledning og instrumenter. Kvelertak rundede af med titelsangen “Kvelertak” og flagede deres koncert af med det største flag, jeg til dato har set til en koncert.

7/10

Mastodon

Mastodon

Av for den, en lækker bas(sist)
Med Aarhus som eneste stop i Danmark havde de fået æren af at smide Mastodon på plakaten på Train. Med endnu en mulighed for at vælte Aarhus startede Mastodon ud med en intro til “Singing in the Rain” fra den gamle film af samme navn, som udkom halvtreds år, før bandet blev samlet. Det kan sagtens være, fordi jeg ikke har hørt Mastodon live (det var en ren jomfrutur for mig), for jeg forstod ikke helt sammenhængen, men hyggeligt var det da. Det spøjse ved Mastodon, som man ikke tænker over, når man lytter til indspilningerne, er, at de ikke har én fastlagt forsanger. Alle fire medlemmer får “taletid” ved mikrofonen, dog med overflod fra bassist Troy Sanders. Og når vi nu er ved Sanders, så er jeg tvunget til igen at nævne en sexet mand. Der er ikke nogen på en scene, som kan se frækkere ud med en bas end Troy Sanders. Hold nu op, den mand kan fingerere en bas, så jeg får helt røde kinder af at kigge på ham.

Vi kører lige på og hårdt med “Iron Tusk” med Sanders bag mikrofonen. Mastodon fortsætter med “March of the Fire Ants”, “Mother Puncher” og “Steambreather”, og efter en fem-seks numre får vi første talte ord fra Sanders: “Are you guys always so fucking amazing?”. Ellers kører Mastodon-toget derudad med 200 kilometer i timen. Ingen ligger på den lade side, og bandet når intet mindre end 17 sange på den halvanden time, de er i gang.

Ingen surfing til Mastodon
I løbet af Kvelertak var publikum blevet klar til fest, og det smittede helt sikkert af på publikums opførsel under Mastodons tid på scenen. Crowd surf var mere end velkommen hos Kvelertak, både fra bandet og fra lytterne, men hos Mastodon havde piben en anden lyd. Her gik security på skift for at indsamle de flyvende publikummer, og som jeg kunne se det, blev de faktisk smidt helt ud! Det er så fint, at bands har nogle restriktioner og krav, men jeg håber virkelig ikke, at de har bedt security om at smide betalende publikummer ud for at have en flyvende fest.

Vokalen var som hos Kvelertak en smule lav i forhold til, hvad jeg kunne have ønsket. Dog passede det bedre til de vibes, som Mastodon tilbyder: en tilbagelænet sludge-lyd med stoner-elementer. Mastodon havde taget Scott Kelly fra Neurosis med som gæst på vokalen. Han har tidligere lagt gæstevokal på flere af Mastodons numre – faktisk på alle albumudgivelser siden 2004. Da først han kom på scenen, gik publikum helt amok, og jeg hørte fans ved siden af mig, som råbte ad hinanden om, hvor vild Kellys vokal var. Det gjorde helt sikkert et udfald, at Kelly kom på scenen rent vokalmæssigt. Han gav det vokalboost, som Mastodon havde brug for, og det var dejligt at høre ham på intet mindre end fire numre: “Scorpions Breath”, “Crystal Skulls”, Aqua Dementia” og den, alle kender: “Blood and Thunder”, som Mastodon sluttede aftenen af med.

8/10

Afslutningsvis: en fantastisk aften med en god omgang genremix fra tre solide bands. Aftenens højdepunkt var fra min side Mutoid Man, da jeg synes, interaktionen med publikum og energiniveauet var dejligt højt, uden at blive for meget som hos Kvelertak (lidt for fysisk tæt på mig i forhold til, hvad jeg ønsker til en koncert). Rent musikalsk vil det dog stadig i overvejende grad være Mastodon, som bliver spillet på pladeafspilleren i stuen.

Tak til foto fra Sebastian Dammark / I Do Concerts

Sætliste:
Intro - Singing in the Rain (Gene Kelly)
Iron Tusk
March of the Fire Ants
Mother Puncher
Steambreather
Precious Stones
Sleeping Giant
Toe to Toes
Ghost of Karelia
Capillarian Crest
I Am Ahab
Megalodon
Ancient Kingdom
Scorpion Breath (med Scott Kelly)
Crystal Skulls (med Scott Kelly)
Aqua Dementia (med Scott Kelly)
Diamond in the Witch House (med Scott Kelly)
Blood and Thunder (med Scott Kelly)

Kommentarer (2)

Eriksen

VILDERE!

Den her koncert lå helt i toppen! Vil gerne give dem alle en skull mere end anmelder :)
Sidst jeg var til Mastodon koncert sad jeg ned og nød det hele, denne gang endte jeg i moshpitten, som jeg ellers havde sagt til mig selv, jeg ikke ville være en del af, men efter Kvelertaks opvarmning var det stort set umuligt. Og da Iron Tusk startede, og jeg havde fået skubbet den øl udover mig jeg skulle til at nyde, tænkte jeg fuck it, jeg er på .. Sikke en fest!
Og fedt at de gik all in på den gamle hårdere tone. Og sandt vokalen kunne godt have været en tand højere :)

Jeanett Meibom

Jeanett Meibom

Anmelder

Indlæg: 4

Fedt at høre, Eriksen!

Fedt at høre, Eriksen! Grunden til, at Mastodon ikke ramte højere for mig end 8/10, var nok min virkelig høje forventning til bandet. Det synes jeg desværre ikke helt blev indfriet. Men hvor er det godt at høre, at du bare gav dig hen til koncerten, pitten og musikken - jeg havde også en fest! 

Tilføj kommentar