At træffe de svære valg
Nogle af de største oplevelser du generelt kan få på Copenhell, er midnatsblack på Gehenna. At etablere den lille scene inde i skoven er i det hele taget en af de bedste beslutninger, Jeppe Nissen & Co. har taget i festivalens nu mere end 15-årige historie. Torsdag aften, lidt før midnat, bød på en oplagt mulighed for at opleve endnu en sort og magisk midnatsmesse, da belgiske Wiegedood kom forbi. De har eksisteret siden 2014 og udgivet fire albummer med i stigende grad kreativ og intens black metal. De har en tilgang til genren, der er grænsende til progressiv, hvilket man ikke just kan sige om det norske ikon Abbath, som optrådte samtidig på Pandæmonium. Det er jo ikke, fordi jeg tror, Nissen gør det med vilje eller specifikt for at genere blackfolket, men det er desværre ikke første gang, den slags sker. Surt, men at være småbitter er jo end yderst passende sindstilstand inden en black metal-koncert. Så nu var det op til Wiegedood at gøre mit humør endnu dårligere – og det var der jo en god chance for, når man kom i hu, at bandnavnet betyder vuggedød.
Ingen konservative her
Selvom black metallen ofte bliver beskyldt for at være en ekstrem konservativ subgenre, så er der altså en ret stor underskov af bands verden over, der fornyer og forandrer. For at understrege at Wiegedood er med på det hold, lagde de ud med deres bedste og mest populære sang, ”FN SCAR 16”. Det er en sang, der til perfektion kombinerer ekstrem vildskab og førnævnte kreativitet, og det gjorde den også her. Det var mørk musik fra en anden verden leveret af tre introverte musikere, der var helt opslugt i deres egen.
Det var så suveræn en start, at man bare blev endnu mere bitter over at de fleste blackfans på festivalen tilsyneladende havde valgt at se Onkel Abbath på Pandæmonium. Det var i hvert fald færre mennesker foran Gehenna-scenen, end jeg nogensinde har oplevet, men dem, der trods alt var til stede, fik en oplevelse af de sjældne. Den kreative kakofoni blev hele tiden akkompagneret af en stensikker melodisk tæft, som for eksempel på det gennemgående riff i ”Ontzieling” og den hjerteskærende intro til ”De dooden Hebben Het Goed”. Udover de intense, kantede riffs og en virkelig stærk blackvokal fik vi også flere segmenter med strubesang og sågar andre passager med kaotisk støjrock. På lidt under en time demonstrerede de introverte belgiere dermed, at black metallen kan gå i præcis så mange retninger, som kreative kunstnere, der forstår genren, ønsker det.
En voldsomt omskiftelig rundtur
Min rundtur på alle Copenhells scener denne torsdag bød på verdensklasse-thrash på Pandæmonium, så ekstatisk power metal på Hades efterfulgt af klassisk 80’er-hardrock på Helviti. Med Wiegedood på Gehenna blev rundturen fuldendt med en opvisning i moderne black metal. Belgierne er heldigvis ikke en fremmed gæst på disse kanter, og jeg glæder mig allerede til at se dem igen.
