Fra pandemi til Pandæmonium
Danske Swartzheim er i Metaldanmark nok mest kendt som et eminent liveband. Det har de fået lov til at bevise på både Copenhagen Metal Fest, Copenhell Metal Cruise og sågar Wacken sidste år. Ikke dårligt af en flok efterskoleknægte, der mødtes under pandemien. Med kun et kikset debutalbum og en ultrakort EP i bagagen har de endnu ikke overbevist denne gamle thrashfan om, at deres klassiske Bay Area-thrash med en sjat hardcore er vejen frem. At de så har valgt ikke at være til stede på de gængse digitale platforme, gør det ikke nemmere. Men det er der til gengæld en anden ting, der gør: knaldhårdt arbejde, og det er noget, de unge jyder behersker.
Into the pit, og bliv der!
Al deres ungdommelige energi skulle så for alvor stå sin prøve på Pandæmonium-scenen, men med hårdt arbejde, fuld-smadder-thrash samt ikke mindst masser af groove var min forventning, at Swartzheim ville besidde netop de dyder, der kunne sparke et Copenhell-publikum i gang. De gjorde absolut også, hvad de kunne, men især i starten var lyden foran scenen – der, hvor man skal opholde sig til en Swartzheim-koncert – desværre lige så mudret som på føromtalte debutalbum Clinical Nightmare.
Forsanger Jeppe Fugleberg havde med sin blanding af jysk bonderøv og ungdommelig ’fuck jer’-attitude rigeligt med karisma til at fylde Pandæmonium-scenen op. Men det kneb for resten af bandet, og ikke mindst deres sange, at følge med. Der var masser af energi, attitude og lækre grooves, men desværre ret langt mellem de fede riffs. Uden dem blev koncerten mest til tomme stiløvelser, og bortset fra det ihærdige pit foran scenen var stemningen heller ikke ligefrem på kogepunktet blandt publikum. ”Artillery” bød på tårnhøj hastighed, fine temposkift og flere af de groovy passager, bandet behersker så godt, men igen savnede man nogle riffs, der kunne løfte tingene over det gennemsnitlige.
En ny sang blev introduceret som indtil videre bare ”Den nye”, men bortset fra lidt groovy baslir mod slutningen lød den nu egentlig ret meget som det gamle. Ærgerligt, at et band, der faktisk spiller så kompetent, og ikke mindst spiller så godt sammen, stadig ikke har et bedre katalog af sange at vælge fra. Efter 45 minutter strøg bandet hurtigt fra scenen for ikke at vende tilbage, og det kunne man sådan set godt forstå.
For stor en mundfuld
Swartzheim er et talentfuldt band med mange af de færdigheder, der skal til for at slå igennem, men Pandæmonium-scenen på Copenhell var simpelthen for stor en mundfuld for de gæve jyder. Det er ingen skam at fyre den af på de utallige mindre scener rundtomkring i Danmark og resten af Europa. Indtil videre er det nok der, bandet passer bedst ind.
