Velkommen tilbage
Soulfly er ikke en sjælden gæst på disse breddegrader; i omegnen af et dusin gange på 27 år har Max Cavalera & co. bragt sit tribal-thrash til Danmark. Ud af de mange koncerter, de har underholdt os med, har tre af dem været på Copenhell, så gensynsglæden denne dag var stor mellem band og fans. Spørger man mig, er Soulfly er endnu et band i rækken, der overvejende henvender sig til de midaldrende metalfans – hvilket burde placere mig i den målgruppe. Men eftersom jeg ikke har lyttet til dem i nærved 20 år, da min smag har udviklet sig, var det mere af pligt end af lyst, at jeg mødte op foran Helviti alt, alt for tidligt.
De lyserøde briller
En Soulfly koncert i 2004 kostede mig adskillige blå mærker og to bøjede ribben. Så det var ikke uden en vis form for nostalgi, der kan slås mønt på, der gjorde, at jeg trods alt glædede mig en lille smule til at stå ansigt til ansigt med dem igen. Og til min fornøjelse, var det, som jeg husker det. Det var en perlerække af hits fra deres storhedstid, hvor især åbneren ”Seek and Strike”, ”Bring It” og selvfølgelig ”Back to the Primitive” satte fut i et publikum, der trodsede både det tidlige tidspunkt og den bagende sol.
Max Cavalera virkede til at være i rigtig godt humør; han smilede næsten hele koncerten igennem, vandt point hos fansene med sin Hummel trøje og eksekverede et fejlfrit ”tak”, der føltes oprigtigt. Generelt var der en positiv stemning fra scenen, hvor en gæsteoptræden på ”Pain” fra sønnike Igor Cavalera fuldendte et godt nummer fra en god plade.
Intet nyt under solen
Men. Der er altid et men. Tidligt i koncerten fik jeg følelsen af, at bandet ikke længere kunne følge med deres egen musik. Der var sekvenser, hvor det lød, som om de alle sammen var en smule uenige om, hvor langt de hver især var i nummeret. Men i det mindste havde Cavalera ikke problemer med at følge med, og han lød stadig som den vrede, unge mand, han engang var. Han lirede teksterne af som i gamle dage og var generelt i et humør, der strålede om kap med solen.
Med tanke på hvor gammel den gennemsnitlige Soulfly fan efterhånden må være, synes jeg, at det er et endog overordentligt modigt valg at gemme det ikoniske ’Jumpdafuckup’ øjeblik til sidst. Ingen var i tvivl om, hvad der ventede os, alle satte sig lydigt på hug, og det skal ikke hedde sig, at jeg er for fin til at deltage i festen. Men af hensyn til gammelkoneknæene (og en smule i trods) var det for mit vedkommende mere ’sitthefuckdown’, og så måtte de andre følge Cavaleras anvisninger. Det gjorde de såmænd også villigt – generelt var publikum lydige og engagerede. Og selvom Soulfly ikke længere er noget for mig, så håber jeg, at der står en ny generation klar til at lave aerobics.
Sætliste
Seek ’n’ Strike
Prophecy
No Hope = No Fear
Downstroy
Back to the Primitive
Bring It
Fire/Porrada
Tribe
Superstition
Bleed
Boom
No
(Eye for an Eye - Jumpdafuckup)
