Historier om lejrbålet
På bagkant af Copenhell 2025, hvor Soulfly leverede en obligatorisk stribe klassikere, er fokus i nærværende kontekst rettet mod sydamerikanernes kommende album, Chama. Her beretter gruppen – i dag fast bestående af Max og Zyon – om de kummerlige levevilkår for beboerne i den brasilianske favela og ikke mindst de forfulgte stammefolk i Amazonas. Det konceptuelle omdrejningspunkt forbliver dog historien om drengen Chama, der i søgen efter sin indre ild må navigere gennem en kollapsende industriel verden. Dermed lægger albummet sig i slipstrømmen af Totem og bærer nøjagtig som sine øvrige forgængere samme skabelonskårne ambition: narrativer om sociokulturelle forskydninger og naturreligiøs formidling, svøbt i Soulflys umiskendelige emulsion af nordamerikansk deathrash og brasiliansk groove.
Kaotisk kakofoni
Det lyder jo i teorien vældigt besnærende, men i praksis bliver vi desværre nødt til at adressere den lige dele støjende og kluntede elefant i rummet: Arthur Rizk og den ravage, selvsamme produktionschef forårsager bag mikserpulten. Amerikaneren er ellers en nær ven af huset og har tidligere både lagt lead guitar til føromtalte Totem samt bistået med bas og keyboard, da Cavalera Conspiracy udgav Psychosis tilbage i 2017. Bevares, ’infernalsk raseri’ og ’syrede effekter’ har, som min anmeldende kollega i sin tid observerede, alle dage også været faste bestanddele af Soulflys modus operandi. Men denne gang kammer det ganske enkelt over! Allerede i løbet af ”Indigenous Inquisition” får vi fornemmelsen af den helt igennem rædderligt rungende hule akustik. Hvad der burde have været et respektindgydende og meningsfyldt mindesmærke for Amerikas oprindelige befolkning, reduceres i stedet til en komplet overflødig prolog.
Kritikken bunder dog ikke kun i det stærkt forringede lydbillede. For på trods af indtil flere greb af mere eller mindre effektfuld karakter så oser Chama af genbrug i helt uhørt omfang. ”Storm The Gates”, der blandt andet kaster guldrandet lyrik som ‘Take back your land / take back your power’ af sig, udgør således den klassiske protest mod systemet og de siddende magthavere. For at parafrasere en af mine øvrige kolleger: ‘Næh, hvor originalt. Det har vi aldrig hørt før’. Om end vi undes marginalt mere relevante riffstrukturer på ”Nihilist”, så fremstår genhøret med Todd Jones (vokalist i NAILS) ganske anonymt. Det samme kan siges om bassist Igor Jr., der – nøjagtig ligesom Jones – var at finde på Archangel fra 2015. Joh, Soulfly gør så sandelig en dyd ud af at integrere et væld mere eller mindre interessante sessionsmusikere på sine udgivelser, og Chama er bestemt ingen undtagelse …!
Hvor Dino Cazares (FEAR FACTORY) giver noget nu-metallisk kant med sin tilstedeværelse på ”No Pain = No Power”, må man omvendt sige, at ”Ghenna” kun i yderst sparsomt omfang yder gæsteguitarist Michael Amott retfærdighed. Kynikeren vil formentlig hævde, at indsatsen fra Arch Enemys ikoniske orkesterleder fremstår omtrent lige så engageret, som den har været på svenskernes egen diskografi de seneste 10-15 år. Men det er en snak til en helt anden gang … Klip til ”Black Hole Scum”. Hvis joken om ’Dez Fafara, Røbb Flønn og Randy Blythe går ind på en bar... ’ var en sang, så ville det formentlig være denne titulært finurlige omarrangering af Soundgardens gamle traver fra Superunknown. Siddende på selvsamme beværtning møder vi igen sønnike Igor, der denne gang brillerer med sine lyriske tekstbidrag til ”Favela / Dystopia”: om en rodløs tilværelse i den brasilianske favela, præget af kriminalitet og substantielt misbrug. Igen, et nummer, der havde haft langt større gennemslagskraft, hvis ikke vokalen mudrede sådan ud. Nøjagtig ligesom på film af moderne dato ofres kontekst på samtidens kulturelle alter. Sørgeligt, at den uldne formidling skal overstråle indholdet.
Stormløb mod øregangene
Med Chama forsøger Soulfly at forene favela, forfædre og flammer i et konceptuelt sammenkog om drengen Chama, der til sidst finder sin indre ild, alt imens verden brænder ned om ørerne på ham … bogstavelig talt! På papiret lyder det både storslået og meningsfuldt, men i praksis snubler albummet konstant over sin egen produktion. Leadsinglen “Storm The Gates” står som et godt billede på albummets grundlæggende problemer: et aktuelt budskab om oprør og frigørelse, der nemt kunne tolkes som en samtidskommentar om konflikten i Gaza … hvis altså oprøret havde fundet sted i en uisoleret lagerhal på den jyske hede. Gæstelisten – med navne som Dino Cazares og Michael Amott – formår dermed kun sjældent at tilføre reel tyngde. Zyon Cavalera får undervejs moderat albuerum til at folde sig ud bag slagtøjet, men heller ikke han formår at hæve helhedsindtrykket. Selv da vi endelig når frem til det traditionsbundne mellemspil “Soulfly XIII”, er det svært overhovedet at registrere overgangen, fordi albummets lydflade allerede er så massivt udmattende.
Dommen er med andre ord lige så simpel, som den er sønderlemmende: Chama vil så meget, men står tilbage som et stormløb mod øregangene snarere end en gnist, der kan tænde vores indre flamme. Og produktionen? Ja, den indtager med lethed en plads i min personlige top-3 over de værste, jeg har lagt ører til blandt de godt 150 skiver, jeg har anmeldt siden Totem.
