Copenhell X

Interview med Soulfly

Soulfly. Char Tupper (C) Soulfly. Char Tupper (C)

På fredag udkommer Soulflys nye plade, Ritual, og i den anledning fik vi en sludder med frontmanden Max Cavalera. Han lover, at albummet lyder som i gamle dage, og at bandet snart kigger forbi Europa. Desuden teaser han et nyt Killer Be Killed-album. Læs detaljerne her.

Du har været i gang i 34 år og har haft en meget stor betydning for metalgenren. Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på din karriere? 
Hmm, det må være, at jeg aldrig har været bange for at tage en chance. Mine bandmedlemmer og jeg gjorde altid tingene lidt anderledes – vi inkorporerede jo fx tribal. Jeg er også glad for, at jeg har arbejdet med så mange forskellige stilarter. Først spillede jeg black metal, så dødsmetal og thrash. Senere flirtede jeg også med grindcore og industrial. Det er virkelig fedt at bevæge sig inden for så mange forskellige genrer. Det er jeg helt sikkert stolt af. Men altså… Det er svært at vælge én ting. Jeg har haft en lang karriere og udgivet mange plader, men føler på ingen måde, at jeg er mæt. Gnisten er der stadig, og jeg føler mig stærk. 

Vi kender dig netop for blandingen af heavy metal og stammemusik. Kan du huske, hvordan du kom på den idé?
Det kom lidt efter lidt. Jeg tror, de første tribal-tegn viste sig på Arise (Sepultura, 1991), hvor vi fx har den her sjove intro i sangen ”Altered State”. Det er en slags junglelyde blandet med elektronisk støj. Den idé førte vi så videre til Chaos A.D. (Sepultura, 1993), hvor vi skruede op og gav los. Det er tydeligt i instrumentalnummeret ”Kaiowas”, men også i ”Refuse/Resist” og ”Territory”. 

Hmm, nej nu ved jeg det… Faktisk er der ét særligt øjeblik, hvor jeg nærmest fik en åbenbaring. Jeg havde drukket vildt meget og så filmen At Play in the Fields of the Lord. Den gav mig lyst til at besøge brasilianske stammer. Det var præcis i det øjeblik, at det gik op for mig, at her var noget ekstra interessant. Jeg begyndte efterfølgende at se en masse dokumentarfilm, fx om hvordan Paul Simon lavede Graceland-albummet, og hvordan Peter Gabriel indspillede Passion. Det var fascinerende at se, hvordan de rejste rundt i verden og optog musik med forskellige indfødte folkefærd. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”Hvorfor gør jeg ikke også det?”. Så vidt jeg ved, havde ingen på det tidspunkt forsøgt at forene metal og stammemusik, men jeg kunne bare mærke, at det ville fungere. Der var potentiale. 

Den fornemmelse viste sig jo at holde stik, og jeg er stadig overbevist om, at der er masser af krudt tilbage i tribal-metallen i dag. Man skal forblive kreativ, og verden er fuld af spændende ting. Tag bare det nye Soulfly-album, Ritual, her arbejdede vi sammen med indianerstammen Navajo. Det giver mig bare så meget glæde, at musik kan sammensættes på så mange faconer. Der er ingen opskrift.

Som du selv nævner, er Navajo-folket med på det nye Soulfly-album, Ritual. Hvordan kom det samarbejde i stand?
Åh, det var så fedt! Jeg har besøgt dem i rigtig mange år. Ofte spiller jeg nogle små koncerter for dem, og de velsigner bandet, min familie osv. En dag blev jeg bare inspireret, og jeg fik lyst til at lave noget virkelig old school musik. Alt, hvad jeg havde ved hånden, var en elendig mikrofon til $10 og en gammel four track-maskine. Det var lige meget. Min kone og jeg læssede bilen og kørte af sted med det samme. Vi indlogerede os på et hotel i nærheden og lavede et lille interimistisk studie. Det var total black metal-stil: Jeg satte mig på gulvet, stammefolket samlede sig i en cirkel omkring mig, og så messede de. Det hele blev optaget på den der skodmaskine. Senere sendte jeg filen til vores producer, Josh Wilbur, og det var faktisk det. Jeg er vild med gør-det-selv-stilen. Det føles så ægte. Jeg kunne lige så godt have sakset noget fra YouTube, eller hvad ved jeg, men det er bare ikke det samme. Det var vigtigt for mig rent faktisk at være der og indfange stemningen.

Ritual udkommer den 19. oktober. Kan du løfte sløret lidt mere for, hvad vi kan forvente? Det lyder umiddelbart, som om I vender tilbage til den klassiske Soulfly-lyd.
Ja, det er rigtigt. Jeg prøvede at lave det mest Soulfly-agtige album, jeg overhovedet kunne. For at det kunne lykkedes, måtte jeg bringe to faktorer i spil: stammemusik og ekstremmetal. Den blanding er til stede overalt på pladen. Man kan allerede høre det i de to første singler, vi har udgivet: titeltracket og ”Dead Behind the Eyes”. ”Ritual” er bare totalt groovy, og ”Dead Behind the Eyes” er klassisk dødsthrash. Albummet er også fuldt af tribal, og udtrykket er ret originalt. Vi er tilbage ved kernen af Soulfly, og det er jeg vild med. Det er vigtigt at være original, men man behøver ikke kaste sig ud i vilde eksperimenter hele tiden. Jeg mener, hør bare de nyeste plader fra Necrot og Pig Destroyer… Der er sgu ikke meget nyt under solen der, men det virker! Lidt det samme er tilfældet med Ritual: Det er back to basic.

Nogle har sågar sammenlignet albummet med Sepulturas Chaos A.D. og Roots. Hvad siger du til den sammenligning? 
Tja, der kan være noget om snakken. De lyder forskelligt, men har helt klart den samme ånd. Vores producer er stor fan af Sepulturas gamle plader, og det har selvfølgelig haft en betydning. Da vi indspillede Ritual, lyttede vi sammen til Sepultura, men vi hørte også en del af Soulflys gamle sange – især fra SoulflyPrimitive og Prophecy. Det var en fed proces og gav et virkelig godt resultat. Jeg føler allerede, at Ritual er en klassiker! For mig er der ingen tvivl om, at dette album bliver et højdepunkt for Soulfly.

Ordet ”ritual” er meget stærkt. Hvad betyder det for dig?
Ja, det ord er så ladet! Faktisk fik jeg idéen fra Jane’s Addiction. I 90’erne udgav de et album med titlen Ritual de lo habitual, og siden da har jeg bare tænkt over det ord – det er et fucking metalord! Men samtidig er det et meget åbent ord, der giver plads til fortolkning. Det betyder også, at vi havde en meget stor frihed, da vi skulle designe albumcoveret osv. Der var tusind ting, vi kunne vælge: alt fra mennesker, der udfører et ritual, til selveste Aleister Crowley. Det havde været cool! Vi valgte dog at gå med noget mere traditionelt; noget, der virkelig afspejler, hvordan jeg har det med albummet. Omslaget viser en stammekriger med bue og pil, der skyder op imod himlen – måske imod Gud. Der ligger selvfølgelig en symbolsk betydning der, fordi mange af sangene beskæftiger sig med religion og spiritualisme. Der er dog også sange, som går i en helt anden retning, fx hvor omdrejningspunktet er politisk.

Ritual er bare den helt rigtige titel, og vi har også planlagt en masse gøgl til vores kommende koncerter: Der skal være en okkult stemning – med dyrekranier, grene og afrikanske statuer, du ved. Hele koncerten bliver et ritual.

Nu nævner du selv, at albummet både handler om spiritualisme og politik. Kan du uddybe det?
Ja, vi lever i en virkelig interessant tid lige nu: Alle har noget at skulle have sagt, og det gælder om at råbe højt, hvis man vil høres. Soulfly er ikke et politisk band – det har vi aldrig været – men alligevel kan jeg ikke holde mig tilbage. En sang som ”Evil Empowered” er et godt eksempel på det. Den handler om diktatorer og andre magtsyge folk. De smitter hinanden som en virus og bliver korrupte og ondsindede. Det gode ved historien er dog, at vi almindelige mennesker kæmper imod tyranerne. Vi vil sgu ikke finde os i noget! Sangen har naturligvis et vist afsæt i virkeligheden; du kan drage paralleller helt fra Hitler til Trump.

En anden sang på pladen, der er ret politisk, er ”Blood on the Street”. Nummeret er baseret på en sand historie om en Navajo-pige, der blev myrdet. Det er en syg fortælling; man kunne lave en hel film om den! Det er undertrykkelse af værste skuffe. Politiet er ligeglade med de indfødte folkefærd – de åbner sgu ikke engang sagsmappen! Kriminalsagerne går i glemmebogen med det samme, og det ærgrer mig utroligt meget. Derfor valgte jeg at fortælle historien igennem en sang. Det nummer er mit bidrag til kampen imod et uretfærdigt politivæsen.

Både ”Under Rapture”, ”The Summoning” og ”Demonized” er mere til den spirituelle side. ”Demonized” er faktisk inspireret af en bibelsk historie: Johannes’ Åbenbaring med de syv tordener. 

Med på albummet er også Randy Blythe fra Lamb of God og Ross Dolan fra Immolation. Hvorfor er det lige de personer, du har inviteret med?
Ross ville jeg bare have med, ha ha! Immolation var med på Return to Roots-turnéen, og jeg elsker bare deres musik. Alle, der kender mig, ved, at jeg er kæmpe fan af dødsmetal. Alt fra Death og Morbid Angel til Possessed og Nile sluger jeg råt. Ross er bare en virkelig nice person, og jeg har tidligere arbejdet lidt sammen med ham. Immolation har lavet et cover af Sepulturas ”Morbid Visions”, hvor jeg også selv sang med, så nu var det ligesom min tur til at invitere ham. Han er med på ”Under Rapture” – en sang, jeg skrev specielt til lejligheden. Den er designet til Ross!

Med Randy er det en lidt anden historie. Faktisk fik jeg kontakt til ham via Ross. De to er venner, så jeg bad Ross introducere Randy for noget af vores arbejdsmateriale. Hvis han kunne lide, hvad han hørte, kunne vi måske finde ud af noget samarbejde. Randy var heldigvis helt forgabt i ”Dead Behind the Eyes”, så den kom han med på. Sangen er baseret på hellraisers, hellpriests og cenobites – du ved, hele Clive Barkers univers. Det er et lidt underligt emne, men passer rigtig godt med Randys vokal. Der er så meget krudt i den stemme. Siden samarbejdet er vi blevet venner, og jeg har så meget respekt for den gut.

Det er klart nok dig, der er hovedpersonen i Soulfly. Hvor stor indflydelse har resten af bandet, når I skriver nyt materiale?
Åh, de har stor betydning. Det er mig, der skriver teksterne og finder på musikken, men alle i bandet har en vigtig rolle. Zyon er blevet så dygtig til at spille trommer, og jeg hører selvfølgelig på hans idéer og inkorporerer en masse af dem. Det samme gør sig gældende for Marc, der finder på fede guitarstykker hele tiden. Mike har endelig fundet sig fuldstændig til rette i bandet, og hans evner på bassen er virkelig imponerende. I det hele taget svinger det bare lige nu. Kemien i bandet er rigtig god – noget, der faktisk er svært at opnå. Der har været mange musikere igennem Soulfly-møllen, men nu tror jeg endelig, vi har fundet en stabil bemanding. Alle er glade, og alle har indflydelse.

Udgivelsen af Ritual skal selvfølgelig fejres med koncerter. Ved du noget om jeres forestående turné endnu?
Ja, jeg regner med, at det bliver en verdensturné. Jeg kan godt lide de lange stræk, hvor vi er af sted i flere uger ad gangen. Jeg tror, at vi starter i midten af januar. Vi lægger ud i Amerika, og så fortsætter vi i Europa. Det er planen. Sætlisten denne gang bliver i øvrigt fantastisk. Vi prøver at presse noget materiale fra alle album ind, vi har også en instrumental sang, og så kommer der naturligvis en hel del fra Ritual.

Lad os kort tale om Killer Be Killed. Jeg ved, at en masse fans venter spændte på næste album. Er der noget i gære?
Helt bestemt! Vi har en demo med ti nye sange, og den kan vi hurtigt forvandle til en reel plade. Det er det gode ved Killer Be Killed: Vi behøver ikke øve så meget. Vi skal nok lige mødes en enkelt gang – måske to – og så er vi faktisk klar til at tage i studiet. Det er der, magien opstår. Jeg vil skyde på, at vi får det gjort i løbet af næste år, og så lander pladen i butikkerne kort efter. Lige nu er mit fokus på Soulfly, men Killer Be Killed er stadig i fuld gang.

Vi ser frem til det hele. Mange tak for din tid!
Fornøjelsen er helt på min side. Selv tak.

Tilføj kommentar