Hårde fyre og brede smil
Det summede af forventningens glæde, da jeg atter trådte ind i skoven. Denne gang for at få blæst støvet fra pladsen af mig af vaskeægte hardcore. Guilt Trip har ti år på bagen som orkester, så jeg forventede, at de betrådte Gehenna som en enhed og med et samspil, der afspejlede deres dekadelange makkerskab.
Der er rigtig mange parametre, man som anmelder skal vurdere en koncert udfra, og en af dem er at observere, hvordan et band omgås hinanden på scenen, både undervejs og mellem numrene. På det punkt kan jeg vist roligt sige, at Guilt Trip leverede. Der var en følelse af, at de syntes, det var sjovt at gå på arbejde, og det smittede helt bestemt af på publikum. Hans omgængelige optræden mellem sangene satte de musikalske vredesudbrud i relief, for det kan godt blive lidt akavet, når en forsanger står der og skal lyde farlig. Altså, vi ved jo godt allesammen, at det bare er noget vi leger.
’Mootherfuckers’
Valentine var skoleeksemplet på, hvordan jeg synes, en metalcore/crossover-vokalist burde lyde: vred. Stemmen stod i skarp kontrast til den tykke Manchester-dialekt, der udtrykte sin taknemmelighed over at se så mange glade ansigter møde op med det formål at slippe tøjlerne. Tempoet var højt, humøret ligeså, og det smittede af på mig, der ellers stod og følte mig udenfor til en temafest, jeg ikke var inviteret til.
Som belønning for bandets anstrengelser og deres ønske om at få den største circlepit, Gehenna havde set, gjorde alle, der var direkte involveret i pitten, deres ypperste for ikke at skuffe. ’Open this pit up’, råbte frontmand Jay Valentine – hvis der blev lukket mere op for den, ville folk begynde at falde ud. Meget kan man sige om metalfans, men de går aldrig af vejen for lidt grovmotorisk samtaleterapi under åben himmel og denne dag var ingen undtagelse.
Skyldfølelse i skoven
Men selvom alle var glade for at være der, både band og publikum, sneg der sig alligevel en slange ind i paradis. Lyden var rædderlig en stor del af tiden, og både guitarist Jak Maden, begge bassister, Sam Baker og Lily Kilcoyne, blev overordnet overdøvet af Tom Aimsons maniske trommespil. Heldigvis for mig – og for bandet – spillede han eminent, og Valentin gik klart igennem både mellem numrene og undervejs. På "Eyes Wide Shut" lagde bandet sig selen og trods lydmæssige udfordringer, gav de publikum endnu en undskyldning for at komme hinanden ved.
Helt op på dupperne kom jeg aldrig. Det blev lidt ensformigt i længden, og jeg kunne ikke sige mig fri for, at jeg havde svært ved at skelne mellem numrene. Nu er denne type af metal ikke ligefrem kendt for sin kompleksitet, men i det mindste fik vi alle de breakdowns, som vi overhovedet kunne ønske os. Om det var lyden eller sætlisten der gjorde oplevelsen knap så mindeværdig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne i det mindste glæde mig over, at alle andre så ud til at hygge sig. Og det er vel i bund og grund det vi er her for, ikk’?
FB: Guilt Trip havde store forventninger til den gennemsnitlige Copenhell-gængers kondital
