Ulven Sover
En larmende stilhed hænger som et tæppe over Refshaleøen denne novemberaften. Med en smule vemod kigger jeg op på den gigantiske B&W-hal og Copenhells vartegn, Fenrisulven. Sov sødt i din hule, store ulv, tænker jeg. I aften er der budt op til en særlig dans på dine betonklædte jagtmarker.
40 år med Dream Theater og Mike Portnoys tilbagevenden efter 14 år ude i kulden. Det markeres i denne tid med en omfattende jubilæumsturne, som denne aften er nået til Danmark. Københavns nye spillested Poolen danner rammerne for en udsolgt koncert. Spændingen er næsten til at tage og føle på i salen, og mens jeg finder min plads, får jeg brudstykker af flere samtaler med. Det er tydeligt, at det forestående har været længe ventet.
Evighedens dans
De første, opløftende toner til “Metropolis Pt. 1: The Miracle and The Sleeper” - som ikke har været spillet live siden 2017 - slås an, forventningens gnist antændes, og en glædesrus går gennem de 2.500 fremmødte. En virkelig stærk åbning, til trods for at LaBrie ikke længere kan nå det høje register, som dette nummer kræver. Vi bæres videre af “Overture 1928” og fuldendes af “Strange Déjà Vu”. Dørene til drømmeteatret er slået op, og de fem progmetalpionerer byder os med åbne arme og patos velkommen.
Mens James LaBrie siger formelt velkommen, bliver jeg kortvarigt nervøs for, om Dream Theater har indledt aftenens musikalske maraton med en spurt, der kommer til at hjemsøge dem senere. Heldigvis bliver den tanke stampet hårdt i jorden, da ”The Mirror”s tunge march driver os videre ind i aftenens program.
Fællessang og kunsten at klappe polyrytmisk i takt
Og hvilken sætliste! Dream Theater har i sinde at behage, og de fremmødte bliver forkælet i overflod med stærke fremførelser fra et stærkt bagkatalog. Helt særligt bliver det i første akt under “Hollow Years”, hvor publikum hensættes til en brusende sandstrand, alt imens det får lov til at agere kor.
Lad os bare italesætte den progressive elefant i rummet. Ja, Portnoy er tilbage, ja, det har fyldt en hel del – og med rette. Stridighederne er efterladt i fortiden, og det lader til, at de fem herrer virkelig har fundet hinanden igen, og deres samlede virtuositet får den komplekse musik til at flyde ubesværet ud i salen.
Anden akt åbner med et friskt pust, nemlig det nye nummer “Night Terror”, som klæder repertoiret ganske nydeligt. I denne akt får vi de længste instrumentale passager, hvor især “Stream of Consciousness” kommer til sin ret, inden storslåede “Octavarium” afslutter med pomp og pragt.
Vi kunne være gået tilfredse hjem efter to fantastiske sæt, men vi skal have afsluttet, hvad vi startede i første akt, og på smukkeste vis får vi bundet sløjfe på historien om Metropolis med “Home” og “The Spirit Carries On”. Ét sidste punktum skal der dog sættes for denne aften, og det er intet mindre end fantastiske “Pull Me Under” fra 1992, der får jublen frem en sidste gang.
40, fabelagtig og langt fra færdig
Fire årtier er lang tid, især for et band, der stilmæssigt befinder sig i en niche og tilmed deler vandene. Årene har også sat sig i LaBries vokal, der lige skal i gang. Glem dog alt om det. Med en sætliste, der både formåede at komme vidt omkring, samtidig med at numre fra de tre ikoniske album Images and Words, Train of Thought og Metropolis Pt. 2: Scenes From a Memory tilsammen fik lov at fylde lige over halvdelen, så blev der sandt for dyden kælet for publikum. Ja, Fenris på Refshaleøen sover for nuværende, men et stenkast fra den slumrende kæmpe fik drømmene denne aften frit spil. Bravo, Dream Theater, vi ses til sommer.
Sætliste:
Akt 1:
Metropolis Pt. 1: The Miracle and the Sleeper
Act I: Scene Two: I. Overture 1928
Act I: Scene Two: II. Strange Déjà Vu
The Mirror
Panic Attack
Barstool Warrior
Hollow Years
Constant Motion
As I Am
Akt 2:
Night Terror
This Is the Life
Under a Glass Moon
Vacant
Stream of Consciousness
Octavarium
Encore:
Act II: Scene Six: Home
Act II: Scene Eight: The Spirit Carries On
Pull Me Under
