Nævn ikke krigen
Jeg har førhen udtalt mig om Anaal Nathrakh i anmelderregi og har, siden min første anmeldelse af Dave Hunt og Mick Kenneys vanvittige univers, været glad for deres bud på, hvordan metal kan formidles. Jeg har rost dem for deres fremstilling af livet set fra en skyttegrav og skullet acceptere, at thunderdome endnu ikke er helt død.
Men uanset hvad der end måtte have været af kurrer på tråden mellem os, vil jeg gerne deklarere højlydt, at deres koncert på Copenhell har redt dem ud. Der blev ikke taget gidsler, i stedet blev det ene hæsblæsende, tænderskærende og hyperaggressive blandingsblack efter det andet kylet efter os, som var det en fuldautomatisk pansernæveboldmaskine med smileyklistermærker på.
Slåsbil og skudsalver
Vildskaben fra deres ondsindede hybridkrigsmetal lod sig snildt oversætte fra studie til scene, og udover at jeg selvfølgelig godt kan lide, når der bliver skruet helt op for galskaben, så fik jeg en ekstra en på opleveren. Som en dygtig demagog ledte Hunt sine henførte tilhørere ud, hvor de ikke længere kunne sige nej, men charmen viste sig at være ganske ufarlig. Hvem helvede havde regnet med, at Dave Hunt var så stor en hyggeonkel? Nok er deres musik krigsgal, misantropisk og hadefuld, men derfor kan man godt have det rart i en skyttegrav.
Jeg skal ikke spilde for meget spalteplads på, hvad der blev sagt fra scenen, men lad mig bare sige, at dig med benprotesedrikkehornet, dig glemmer Hunt nok ikke lige foreløbig. “Sig noget, hvis du ser noget. Jeg siger noget nu, for hvad fanden ser jeg på?”. Lydmanden, der vist nok hedder Erik, blev udsat for lidt kærligt drilleri, da mikrofonen svigtede kortvarigt, og publikum fik ordren: “Stram jer an, røvhuller!”.
Forholdsvis tidligt gik lyden fløjten, og det gjorde ikke Hunts hysteriske King Diamond-falset nogen tjeneste. Efter lidt venlig frem-og-tilbage med manden bag knapperne var det egentlig Hunts egen skyld, når den ikke lige sad i skabet, som på “Idol”. Det skal ikke hedde sig, at der ikke gælder de samme regler for forsangeres stemmeføring. Men for min skyld kunne Hunts stemme været gået i overgang på scenen, og det havde stadig ikke taget spor af min begejstring over endelig at opleve “Forward” live. Deres tidligere numre kan være det, man kalder en tilegnet smag, men når man står midt på slagmarken, er man sgu ligeglad med, hvad man bliver skudt med, så længe de rammer rigtigt.
Det giver naturligvis sig selv, at jeg ikke var den eneste, der var glad for at stå inden for skudafstand. Selvom folk vadede ud og ind og frem og tilbage, var der alligevel en konstant malstrøm af kamplystne fodfolk, der alle kastede sig ind i den ene circlepit efter den anden. Der var naturligvis også enkelte optimistiske forsøg på crowdsurfing, men den slags er unægtelig lidt svært, når pitten er i konstant bevægelse.
Krigskorrespondent, live fra fronten
Helt uden at skulle gemme mig bag min anmelderkasket erklærer jeg uden skam, at Anaal Nathrakh var den primære årsag til, at jeg meldte mig frivilligt til ikke at sove i fire dage, nøjes med at hilse på folk i forbifarten og kun se de koncerter, jeg skulle anmelde. Og de skuffede ikke. For mit vedkommende var det festivalens sidste job og en perfekt afslutning på en Copenhell, der blev set gennem en notesbog.
At de ikke nåede at spille koncerten færdig, kan måske tilskrives Hunts snakkesalighed. Det kan også skyldes, at Slipknot krævede lydrummet til sit (b)åndede introgejl ovre på en af de store scener. Uanset hvad så forlod jeg slagmarken klar til den næste store krig og i sikker forvisning om, at svigtende lyd ikke nødvendigvis ødelægger en koncert.
Sætliste:
Acheronta Movebimus / Unleash
More of Fire Than Blood
The One Thing Needful
Forward!
Hold Your Children Close and Pray for Oblivion
The Age of Starlight Ends
The Road to... / Obscene as Cancer
Idol
In the Constellation of the Black Widow
Bellum Omnium Contra Omnes
Between Shit and Piss We Are Born
Endarkenment
