Dying Fetus af Sebastian Dammark
Klar til kollision
Jeg ankom på pladsen efter en lang arbejdsdag og havde brug for at blive vækket til live igen. Med en fadøl i hånden bevægede jeg mig mod Pandæmonium. Mine sko var dækket af støv, og festivalgængerne omkring mig var i godt humør. Alt var, som det skulle være, og forventningen om en intens oplevelse steg. Det var tid til en af dagens mest ventede optrædener – Dying Fetus. Bandet, der er kendt for sit komplekse guitarspil, intense trommespil og aggressive vokaler, har etableret sig som et af de mest indflydelsesrige bands inden for moderne dødsmetal. De har et ry for højenergiske koncerter, så det kunne kun blive godt!
The boys are back in town!
Det er 11 år siden, Dying Fetus sidst spillede på Copenhell, så det var mere end oplagt, da trioen trådte frem på scenen til lyden af “The Boys Are Back in Town”. For ja, the boys were back in town, og nu gik det løs. Ballet blev åbnet med det brutale nummer “Wrong One to Fuck With”, og støvet nåede hurtigt at sprede sig over pladsen. Publikum boppede med hovederne. Musikken var hurtig og tung, og frontmand John Gallagher leverede det ene skarpe riff efter det andet. Der var faktisk ikke noget at sætte en finger på, når det kom til deres tekniske snilde. De leverede fejlfrit og skarpt. Sætlisten var godt sammensat, så hver sang føltes mere intens og gennemtrængende end den forrige. Og lige så vel som bandet smadrede sine riffs, var publikum også allerede i gang med at smadre hinanden, efter der blev taget hul på den første moshpit. En fyr med næseblod og et stykke toiletpapir i hvert næsebor stavrede rundt inde i pitten, mens en anden måtte bæres ud med et stort blødende hul i baghovedet.
Omend det maler et energisk billede på nethinden, stod brutaliteten og musikkens vildskab i kontrast til de stationære skikkelser på scenen. Desværre blev det hurtigt monotont i længden, og jeg savnede en større tilstedeværelse fra trioen. Foruden den obligatoriske præsentation af numrene og korte bemærkninger indimellem var der ikke den største interaktion med publikum fra et band, der stod uhyggeligt stille. På trods af trioens stilstand var publikum på, og det var da også dem, der formåede at løfte stemningen, når nu Dying Fetus havde outsourcet sceneshowet til de forreste rækker af publikum. Dying Fetus kom aldrig ud over scenekanten, så hvis ikke det havde været for publikums engagement, havde det været en kedelig koncert.
Overlod sceneshowet til publikum
Dying Fetus leverede en teknisk imponerende koncert, hvor hvert riff og trommeslag var præcist og kraftfuldt. Selvom bandet fremstod stationært og manglede en større tilstedeværelse, løftede publikums entusiasme oplevelsen markant. De formåede at holde energien høj trods bandets begrænsede interaktion med publikum. Alt i alt blev det en koncert, hvor musikkens brutalitet og publikums engagement skabte en intens oplevelse, selvom der var plads til mere dynamik fra trioen.
