Overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen

At ekstreme bandnavne som Placenta Powerfist og Torsofuck ofte er så overdrevne, at chokværdien af navnet har samme effekt som regeringens stramninger af straffen for hashsalg, er ingen nyhed. Men hvor går grænsen for fjol? Black Sabbath har aldrig lydt farligt, Death er stadig en anelse tamt, og selvom Cannibal Corpse er ved at være der, så er det nok 50 år siden, at zombier var farlige. Dying Fetus derimod er mere eller mindre perfekt med kombinationen af tabu, voldsomhed og den realisme, der trods alt er i dødfødsler. Og skulle døende fostre ikke være nok, så er trioen netop aktuelle med yderst sobert titulerede plade Make Them Beg For Death.

Tænk, hvis man faktisk var udhvilet efter en ferie

Som det har været tilfældet siden 1991, så er Make Them Beg For Death teknisk brutal død, der har fået et klask i røven af en gang hæsblæsende grindcore og som slutteligt er pakket ind i grooves, der ikke findes federe på den her side af Bolt Thrower.

Og netop grooves så hårdtslående som stump vold med et koben er, hvad der er at finde i læssevis hos Dying Fetus anno 2023. Hvor Reign Supreme var topmålet af morderiske blodsudgydelser, og Wrong One to Fuck With nærmest brændte ud i sin higen efter teknisk maltraktering, så viser numre som "Feast of Ashes", "Unbridled Fury" og "Raised in Victory / Razed in Defeat" en bøddel, der igen har fundet glæden ved de simplere ting i jobbet. Solide grooves, der falder med samme tyngde og præcision som guillotinen over det franske aristokrati, dækker pladen som et blodvædet væg-til-væg-tæppe. Men selvom man nyder lyden af kontaktfladen mellem stålblad og nakkehvirvel, så kan man stadig være særdeles kreativ. Den sindssyge bredside af kreative fills, som trommeslager Trey Williams baldrer afsted før, under og efter groovesne, er et sandt festfyrværkeri. Specielt når man ved, at der i enden af det ligger et halsbrækkende temposkift, som varsler, at der bliver trukket i grind-tøjet, og John Gallagher viser, hvordan den brutale tech-guitar kan mishandle en øregang. Det er den kombination af nådesløs teknik og dominerende rytmik, som har gjort Dying Fetus til det fyrtårn inden for brutal død, som de er i dag. Faktisk skal man ikke længere end 20 sekunder ind i åbneren "Enlighten Through Agony", før trioen stikker dig en ny kropsåbning eller 23 med deres tekniske og brutale dødsgrindede helvede.

Make Them Beg For Death har dog et enkelt nummer, som lige bør slibe kniven en smule, inden hævntogtet kan begynde. "When The Trend Ends" er domineret af en utrolig ligegyldig rytme, som alle deathcore bands, der føler, de lige skal have et sejt dobbeltpedals-groove, har spillet mindst seksten gange. Der kan selv 30 sekunders guitarlir og fills ikke redde Dying Fetus fra den pøl af uopfindsomhed, som bands a la Distant og Brand of Sacrifice driver rundt i.

Faglig stolthed er en dyd

Sælger man dog "When The Trend Ends" til lavestbydende ligegyldige deathcore band, så er Make Them Beg For Death en plade, som endnu en gang cementerer, hvor overlegent et band Dying Fetus er på den internationale dødsmetal-scene. Groovesne flyder ubesværet som blodet fra en overskåret pulsåre, teknikken er som taget ud af Hannibal Lecters lærebøger, og i stedet for at tigge om døden, så tigger jeg langt hellere efter mere Dying Fetus.