Nymodens deathcore fra kolde Canada
Brand of Sacrifice fra Canada er et af de der uundgåelige up-and-coming bands på den moderne deathcore-scene lige nu. De har eksisteret siden 2018 og har på de seks år allerede udskiftet fire medlemmer og udgivet to albummer samt to EP’er. De har baseret hele deres univers på mangakunstneren Kentaro Miuras serie Berserk og er nu endelig klar til at indtage Danmark.
En fortrinlig opstart på Copenhells andendag
Efter Pokémon-temasangen sluttede i højtalerne, kom Brand of Sacrifice på scenen, og uden så mange dikkedarer skubbede de til publikum med det samme. ”Dawn” blæste ud over scenen og rev publikum ud af deres træthed og i gang med en rasende pit. ”Demon King” levede efterfølgende op til sit navn med et brutalt udtryk, aggressive growls og højpitchede skrig. Pitten stod herfra ikke stille i resten af bandets desværre alt for korte sæt.
Kyle Anderson i front gjorde en fantastisk figur, både som leverandør af umenneskeligt dybe vokale udgydelser og som publikumsoppisker. For han så sig aldrig tilfreds på trods af den voksende støvsky og den frådende masse foran sig. Der var samtidig masser af dybde og tekstur i musikken – så selv hvis Anderson ikke havde en så forrygende vokal, så havde numrene stadig fungeret instrumentalt. Et par numre, der virkelig stod ud i det forrygende sæt, var ”Altered Eyes”, ”Exodus” og ikke mindst ”Eclipse”, der fik lov at sætte punktum for et helt fantastisk sæt.
Chason Westmoreland havde travlt nok med at smadre tønder, men lagde også en god backing-vokal på som kontrast til Andersons afgrundsdybe stemme. Samtidig fik Andrew Kim på bassen masser af plads til at save os alle midtover, som var vi træ på vej igennem djævelens tømmerhandel. Bandet som helhed havde både en rå intensitet og smittende energi, og den soniske lydmur ramte os, så øllen skvulpede i glasset.
Hoppeborgen fra helvede
Brand of Sacrifice gjorde en formidabel indsats for, at vi alle fik en god start på torsdagen. Og det lykkedes i den grad. De holdt gryden i kog på bristepunktet, og lige da man troede, det ikke kunne blive vildere, så trak de tempoet helt ud og flækkede os alle med et fabelagtigt break. Det var satme tungt og dystert. Præcis som vi kan lide det, og det var svært at se, hvem der havde det fedest: publikum eller band.
