Iotunn - Copenhagen Metal Fest 2024 -  Amager Bio - Foto: Rolf Meldgaard
Foto: Rolf Meldgaard · Se flere billeder i galleriet

Copenhagen Metal Fest - Iotunn

Amager Bio, København S

-

Officiel vurdering: 7/10

Når hype giver mening

Lige siden deres debut-EP, The Wizard Falls fra 2016, og ikke mindst deres deltagelse på Wacken Metal Battle samme år har der været en solid omgang hype omkring københavnerne i Iotunn. Med bare et enkelt fuldlængdealbum siden, den imponerende, udanske Access All Worlds fra 2021, kan man ikke just beskylde gruppen for at have travlt med at udnytte hypen. Her i 2024, nærmere bestemt den 25. oktober, udkommer album nummer to, Kinship, omsider. Og mon ikke vi ville få et par nye skæringer her på CMF, hvor Iotunn skulle lukke fredagen på Amager Bios store scene?

Hvad kunne dog gå galt?

For at være knusende ærlig er den episke og progressive dødsmetal, som Iotunn gør sig i, ikke et sted, jeg personligt opholder mig ret meget. Men deres optræden på BETA under CMF i 2021 imponerede så meget, at jeg fluks strøg ned i merchboden efter koncerten og investerede i Access All Worlds. Det er en beslutning, jeg aldrig har fortrudt, og når nu københavnerne sidenhen har optrådt på både 70.000 Tons of Metal og på Copenhell, kunne deres show i Amager Bio selvfølgelig heller ikke skuffe, vel? De ultradygtige københavnere åbnede med ”Mistland”, en af singlerne fra det kommende album. Det virkede i første omgang som en god beslutning, for den er utrolig vellykket og vidner om, at gruppen har udviklet sig markant. Desværre nåede den ikke helt udover scenekanten til en sal, der ikke ligefrem var fyldt med energi. Det tema vender vi tilbage til, også selvom ”Mistland” blev fulgt op af den mægtige ”Voyage of the Garganey I”. Det er bare et fremragende nummer med et knejsende omkvæd, der blev leveret til perfektion af Jón Aldará.

Men et perfekt spillende band og storladne, komplekse sange er ikke altid nok. Iotunn havde ikke rigtig fat i salen, der, som koncerten skred frem, efterhånden kun var halvt fyldt op. Synd, for det satte en dæmper på stemningen, også selvom bandet tilsyneladende ikke lod sig gå på af det. Der var ikke en finger at sætte på noget som helst, men der manglede måske alligevel noget catchiness, der kunne få folk i gang. Mere direkte kommunikation til salen ville absolut også klæde det samlede udtryk. Men hold nu kæft, hvor kan Iotunn bare spille, og Aldará er kun blevet en endnu bedre vokalist, siden sidst jeg så dem på BETA i 2021. På trods af disse mislyde, så var der altså utroligt smukke momenter denne aften, og stærkest stod "Tower of Cosmic Nihility". Den sang er bygget op om, hvad der må være metalhistoriens langsomst udviklende riff, men det holder bare et hundrede procent og er mageløst godt skrevet. Når omkvædet med sit 'I believe in ... solace' satte ind første gang, blev det akkompagneret af ren gåsehud på denne gamle kyniker. Så smukt kan metal også være.

En enlig svale?

Iotunn sluttede af, som de begyndte, med en ny sang, ”Twilight”. Men det ændrede ikke på, at stærkest stod de to bedste skæringer fra Access All Worlds, førnævnte ”Garganey” og ”Tower”. Det er ikke nemt at lave en samlet bedømmelse af en koncert som denne, der på den ene side blev fremført til perfektion, men som på den anden ikke skabte den energi og synergi, man kunne have forventet. Forhåbentlig var det en enlig svale foran et træt festivalpublikum, der måske mere trængte til noget oldschool død at gå hjem på. For det ville være umådelig trist, hvis de dygtige københavnere begyndte at tvivle på deres koncept.

Sætliste

”Mistland”

Voyage of the Garganey I” 

”I Feel the Night”

”Wales Below”

"Tower of Cosmic Nihility"

”Access All Worlds”

”Twilight”