Fuzzmonstre vs. lastbiler
Med mere fuzz end bjørnen Fozzie fra Muppets sprang de selvproklamerede fuzzmonstre i Truckfighters ud på scenen. De svenske lastbilsbekæmpere har spillet støjet stonerrock siden 2001. Bandet er ret beset en duo bestående af bassist samt vokalist Oskar Cedermalm og Niklas Källgren på guitar, mens trommernes kedler varetages af vikarierende trommeslagere. Stonerrock kan være ret stenet, hvis det ikke er veleksekveret. Jeg var således spændt på, om Truckfighters kunne levere den levende, fuzzbefængte stonerrock, som fungerer så godt i de kontrollerede studieversioner. Ville de sejre i kampen mod lastbilerne eller blive mejet ned på middelmådighedens motorvej? Vi satte alle forventningerne i gear og ventede på, at Truckfighters slap koblingen.
Et lillebitte hop
Källgren må have snøret sine sneakers ekstra stramt, for han stod sjældent stille på scenen. Nok var knæet indpakket i skånende tape, men det forhindrede ham ikke i at løfte det så højt, som han kunne. Okay, det var måske ikke særligt højt, og hans knæspark havde mere karakter af gadedrengehop. Det vigtigste var dog den ærlige energi, som han eksekverede disse gadedrengehop med, og hans spilleglæde var ikke til at tage fejl af. Guitaren fik regulært smæk med palm muting, men der var også plads til mere melodiøs strengeleg. Han solgte en stor del af koncerten og sørgede ligeledes for nærkontakt med publikum, da han småvraltende indtog masserne med sin guitar. Cedermalms vokal var velklingende med en blød, melodiøs klang, som passede godt til kompositionernes distortionprægede riffs. Dog kunne jeg have ønsket mig en større variation i sætlisten med flere numre, der i højere grad adskilte sig fra deres klassiske opskrift på stonerrock. Gennem koncerten erfarede man to ting: For det første, at Truckfighters efter mange år i det musikalske køkken har perfektioneret opskriften på støjet, svensk stonerrock, som tilfredsstiller hele smagspaletten. For det andet, at de ikke afviger synderligt fra denne opskrift, men højst tilføjer et par krydderier eller rører i den anden retning.
Når Truckfighters en gang imellem overrasker ved at afvige fra denne opskrift, rammer de lige så meget plet, som når de følger den. Det viser, at de særdeles habile musikere sagtens kan afvige fra deres habitus og kokkerere kreative kompositioner. Jeg ville blot ønske, at de turde gøre dette i højere grad og smide deres stonerrockede Frøken Jensen-kogebog ud ad vinduet. Min sidste anke går på lysteknikken og er muligvis et personligt problem: For så fotosensitive øjne som mine føltes stroboskoplyset som syle, der perforerede hornhinden med sine stikvise stråler. Det plejer at være tåleligt i små mængder, men her blev det ved så længe, at det drev mig til tårer. Og det var ikke, fordi jeg blev rørt over musikken. Desværre.
Flere snublesten i min stonerrock
Lastbilerne vandt ikke denne gang, og Truckfighters sejrede igen over bilisterne bevæbnet med fuzz og semiflyvende sneakers. Man var fint underholdt, og de genskabte fint en moderniseret version af 70’ernes stenede rock. Både musikken og bandets sceneoptræden var charmerende ærlig og veleksekveret. Alligevel manglede jeg noget mere: en hårdhed, en skurren (ud over den klassiske distortion), en kant at slå sig til blods mod. Hvis Truckfighters tør skabe flere snublesten for dem, som tror sig sikre i deres forventninger til, hvordan stonerrock skal lyde, ville det således have resulteret i en mere interessant koncert. Og måske lidt hudafskrabninger på knæene, men det tager vi med.
