Slift. Foto: Rolf Meldgaard
Fransk fatalisme
I den franske film noir er fatalismen fastslået fra begyndelsen: Vi ved, det ender galt. Selvom de er optaget i sort-hvid, kan beskueren være beredt på at se blod. Derfor var hjertet hoppet op i halsen allerede inden, det franske rockband fra Toulouse, Slift, gik på scenen. Derudover bestod deres baggrundsshow primært af monokrome abstraktioner over organiske strukturers monotone bevægelsesmønstre. Det øgede udelukkende følelsen af at have sat sig i biografsædet til en absurd og særdeles fransk film noir. Man fik helt lyst til en dobbeltespresso med gennemsigtighed og viskositet som tjære. Spørgsmålet er, om Slifts musik kunne levere det mørke og den mystik, som deres æstetiske udtryk skabte.
Tak for tak
Snørklede rytmer gled op og ned ad skalaerne og snoede sig som efeu om rytmernes træstammer. Det var et indviklet virvar af akkorder, der til tider forstokkede i monotoni. Efter at have ramt en af disse stilstands-knaster og være groet fast en stund, bevægede sangene sig dog altid videre og satte friske skud mod trækronens krans. Således var Slift en særpræget plante, der voksede rykvist. Nogle af dens grene var frodige med fin fremdrift og rytmer, der ramte plet og holdt koncentrationen stangen med velplacerede, minimalistiske temposkift. Andre af dens grene forekom tørre og visne uden saft og kraft, når energien styrtdykkede, og melodierne blev udhugget til musikalske brændeknuder. Til dels fremragende, til dels jammerligt kedsommeligt: Slifts koncertpræstation var svær at placere. Der var dog flest grønne grene på deres ranker, hvor energien var frodig og frisk med fuld fart over feltet. Bas, trommer og guitar var ligeledes alle veludførte. Særligt gjorde bassist Rémi Fossat og trommeslager Canek Flores det særdeles glimrende. Selvom hans guitars riff satte fine forgreninger i lydbilledets skovbryn, var forsanger og guitarist Jean Fossats vokal en anelse underlødig i forhold til kvaliteten af de resterende instrumentale bestanddele. Nok ramte han tonerne, men hans stemme besad en tonal fladtromlethed, som punkterede sangene. Der var næsten mere blæst i hans hår end stemmen, og det var en skam, for resten af hans fremtoning på scenen besad en god og fængslende energi. Især var hans “tak tak tak” lige dele bizar og bedårende, og man kunne ikke rigtigt andet end at holde af franskmanden med det flyvske hår.
Et toxic forhold, men en god koncert
Tiden flyver, når man har det sjovt, og Slifts koncert virkede til tider uendelig. Men først, som man havde opgivet ævred, vågnede de til dåd og satte kedsommeligheden til skamme med flyvende fremdrift og velkomponerede temposkift. Således var koncerten lidt som et situationship: En anelse rodet med lange pauser - men når det fungerede, forelskede publikum sig hovedkulds i dem. Den franske fatalisme fik således ikke helt ret: For aftenens forestilling endte hverken i blod eller tårer. Faktisk måtte der gerne have været en anelse mere blod og tårer. Hvad stiller man op med så kompliceret og svingende en koncertoplevelse? Efter at have sovet på det er jeg kommet frem til dette: Slifts energipræstation var ikke helt på toppen denne aften, sandt. Alligevel vil jeg give et råd, som aldrig ville gå for forhold: Spring ud i det og tag det som en oplevelse, for det er det værd for deres momentvise fremragethed. Når det er godt, er det storartet, og hvis de havde holdt fremdriften konsekvent aftenen igennem, ville de have scoret endnu højere på kranieskalaen.
