Ujævnt og alt for meget, men ærligt, modigt og mindeværdigt

Post-alt med blæs og bue
Respire trådte ind på scenen med seks medlemmer og en ambition om at vælte salen med følelser, kaos og et instrumentalt arsenal, man sjældent ser i rock- og metalverdenen. Der var selvfølgelig de obligatoriske trommer, bas og guitarer – hele tre styk indimellem, hvor to af musikerne også var forsangere/-råbere. Dertil en violinist samt en trompetist. Forvirret? Vi er kun lige startet. For fra første sekund blev publikum kastet ind i et virvar af lyd, hvor black metal-lignende passager smeltede sammen med skrøbelige violinstykker. Det var voldsomt og følsomt på én gang, men også dybt forvirrende.

Et miskmask af modsætninger
Bandet spiller det, man bedst kan beskrive som post-alting: post-hardcore, post-metal, post-forståeligt sågar. Musikken er kompromisløs og emotionel, men også ujævn og til tider direkte ubehagelig. Clean-vokalerne mindede mere om en drukvise end noget, der burde komme fra en scene. De mere desperate skrig og råb klædte faktisk de to herrer i fronts stemmer bedre. Der var dog også smukke momenter, især når violinens fine toner fik plads oven på, eller efter, den ellers støjende lydmur.

Bandets tilstedeværelse var mindst lige så skæv som deres musik. De to frontfigurer svedte og hamrede sig på brystet, som om de ville overbevise både dem selv og publikum om koncertens nødvendighed. Resten af bandet stod placeret i en form for halvcirkel omkring dem, med mere eller mindre synlig entusiasme. Især violinisten skilte sig ud og var fysisk til stede, men virkede mentalt fraværende.

Hvad der ikke hjalp bandet, var, at teknikken drillede: Mikrofonen faldt ud af holderen, og lyden i monitoren røg. Alt sammen noget, der syntes at forstærke fornemmelsen af et band i frit fald. Publikum virkede til at være delte. Nogle dansede, hujede og råbte ’Amazing!’, mens andre gik og efterlod salen halvtom. Alt i alt en oplevelse, ikke alle var klar til at købe ind på.

Det var først til allersidst, efter nummeret ”To Our Dead Friends”, at bandet for alvor landede en følelsesmæssig fuldtræffer. Efter seks numre i kaos og uforløst energi samlede de sig i en takketale til publikum. Hvor de med varme og oprigtighed fortalte om deres 13 år lange kamp som band, at denne koncert var højdepunktet på deres tour og om forskellighederne i gruppen. Der var både brune, hvide, homoseksuelle, queers og flere andre diversiteter til stede blandt dem. En lang beskrivelse, som mundede ud i en vigtig pointe om at holde sammen i stedet for at splitte grupper grundet forskellighed. Især som verden ser ud lige nu, er dét et tema, som føltes ekstra vigtigt. Det var koncertens klart smukkeste øjeblik, og medlemmerne vandt lidt på charmen til sidst. Hele seancen på scenen blev pludselig bundet sammen. Kaosset blev afløst af en oprigtighed og et nærvær, der for en stund bandt en rød tråd i bandets univers. Folk hujede, ikke fordi det var slut, men fordi Respire endelig viste, hvem de var.

En aparte oplevelse
Canadierne leverede ikke en koncert, man gik opløftet fra. Måske nærmere den slags, man ikke lige glemmer. Det var mærkeligt, frustrerende og til tider direkte jammerligt, men også ærligt, modigt og fyldt med nerve. En koncert som denne kan få dig til at stille spørgsmål om musik, om udtryk, om dine egne grænser for, hvad der er godt eller dårligt. Men det er netop dér, kunsten lever i bedste velgående. I det ubehagelige, i det uperfekte og i det, der ikke nødvendigvis vil nydes, men mærkes. Gruppen er ikke designet til at please, men til at ruske. Som et maleri, du ikke helt forstår, men ikke kan lade være med at kigge på. Eller en film, du faktisk ikke kunne lide, men ikke kan lade være med at tænke på bagefter. Respire vil ikke bare underholde, de vil ud med et budskab. Og selvom det ikke nødvendigvis lander elegant, så lander det med fuld kraft.

5/10