Dead Sleep

Stilhed buldrer højere end det mest eksplosive brag. Fravær besidder sit eget pressende nærvær, og tomhed kan føles tonstung. Se blot på Sapfo, hvis poesi højnes af alle de steder, hvor tidens eller musens tand har ædt stroferne op og abrupt afbrudt sætningerne. Lige så abrupt blev Dead Sleeps lyd dræbt af en døende mixerpult. Det gik ellers lige så godt … Bandet tonsede derudad med klassisk thrash, fra da far var et glimt i din mormors øjne. Trommeslageren formåede at piske en ordentlig omgang dukka-dukka-tempo op med underholdende fills, og man blev hurtigt revet med af rytmen. Jeg har ellers en indædt aversion mod netop denne rytmes ofte tomme trommetonsning. Her fungerede det dog, da trommeslageren havde så fast et greb om både trommestikkerne og takten. Han formåede således at skabe fornyelse midt i al den klassiske thrash. Derfor var det heldigt, at han netop var den eneste i bandet, hvis lyd ikke satte ud. Mens resten af bandet blev forvandlet til statister i en karikeret metal-stumfilm, trommede han ufortrødent videre som bandet på den synkende Titanic-skude. Den stakkels lydmand havde ifølge bandet ‘never had a sound desk die on him before’, men en gang skal vel være den første, og det er jo som bekendt menneskeligt at fejle. Inden afbrydelsen spillede Dead Sleep med ukuelig energi og stærk fremdrift. Forsangeren lignede Annisette, men lød som en hæs kromutter, og det passede fint ind i den thrashede lydside. Jeg savnede mere dybde og generelt et større stemmeomfang i vokalen samt mere variation i sætlisten. Måske ville det være kommet, hvis bandet havde fået lov til at spille færdigt … men hvis man kan analysere Sapfos ophuggede poesi, så kan man også anmelde denne afbrudte koncert. Guitaristen spillede uden dikkedarer eller særlig udmærkelse. Generelt er det svært at bedømme et band på så kort og afbrudt en spilletid, og alene det hiver karakteren en anelse op, da tvivlen skal komme dem til gode. Ud fra den smagsprøve, vi fik, kommer jeg dog ikke til at sætte Dead Sleep på anlægget derhjemme i nogen nær eller fjern fremtid.

6/10

X Teenage Rebels

Minen var strammet med en skruetvinge på alle i X Teenage Rebels, efter de havde bakset med at få lyden til at fungere. Det havde taget en rum tid, hvor alle til sidst blev sendt ud af salen, og der kort var tale om at aflyse hele affæren og refundere billetterne. Publikum holdt stemningen høj trods de uforudsigelige udsigter og den fremskredne aftentime, men det er forståeligt, at det lagde en dæmper på bandenes spilleglæde. Det kom desværre til at præge hele koncerten. X Teenage Rebels besad ikke den samme umiddelbare, utæmmede energi, som da de spillede under Copenhagen Metal Fest i 2025. Sætlisten havde fået caries, for der var flere sorte huller mellem sangene, idet enkelte numre blev udstreget med sprittusch lige inden koncerten. Vi fik dog stadig alle klassikerne såsom "Reklamernes Magt” og “Hvidt Skidt”, og personligt savnede jeg ikke noget. Forsanger Manons skærebrænderstemme skar skarpt igennem med sin punkede tonløshed. Hendes stemmes stenkast ramte helt forbi kammertonen og smadrede alle ruderne i glashuset som en brosten slynget af en crustpunket bz’er. Det er klassisk punk med et glimt i øjet, og det er altid en fornøjelse at få trommehinderne og den gode smag søndertrampet under X Teenage Rebels’ combat boots. Desværre var dette glimt i øjet en anelse dæmpet, og både spilleglæden og publikumskontakten forekom formindskede. Publikum var ellers klar til at gribe dem og skabte en fest i salen, hvilket henad koncerten lod til at opmuntre bandet, inden de ifølge sig selv ‘skulle hjem og se Barnaby’. Det er netop denne tørre humor, som bandet normalt mestrer så godt. Generelt spillede bandet perfekt punket med ustemte guitarer, hvor strengene strittende ud til alle sider som de lange, krusede knurhår på en velfornøjet baggårdskat. Rytmen var tilpas skæv og alligevel taktfast, og det er generelt svært ikke at have en fest til X Teenage Rebels. De lyder lidt som et punket børneband fra MGP, og mens det kunne være blevet tåkrummende, virkede det mest af alt charmerende. Næste gang håber jeg, at de får en fuld sætliste, bedre lyd og smilene igen.

7/10

Brat

Efter en omgang klassisk punk var vi alle klar til en brat opvågning med Brat. Det er efterhånden noget tid siden, at alle skulle have en ‘brat girl summer’ efter udgivelsen af Charlie XCXs album, Brat. Hun ville få et føl, hvis hun hørte Brat. De to artister har ellers en del tilfælles, da de begge fremtræder med en kompromisløs femininitet, der besidder en særlig råstyrke. Ved koncerten på Copenhell sidste år tilsatte Brat et ordentligt skvæt humor til denne råstyrke med samples og covers af girly-pop-klassikere såsom Shania Twains “Man! I Feel Like A Woman”. Brats seneste single, “Manslayer (Hell Hath No Fury)”,  bevarer humoren, men anlægger samtidig en mere alvorlig tone. Jeg var således spændt på, hvilken retning bandet ville gå denne aften – var det spasens eller alvorens time, der var kommet?

Let’s go (mosh) girls

For som vanligt at citere Paulus: ‘Når en basun giver en utydelig lyd, hvem vil da berede sig til krig?’ Det er et godt spørgsmål, men når Shania Twain siger ‘let’s go girls’, er vi i hvert fald alle beredt til kamp. Modsat min sidste koncert med Brat var der ikke lige så mange samples denne gang. Det var dog ikke svært at opruste energien, for Brat besad et helt særligt nærvær og en spilleglæde. De fik kastet mange ud i frontrækkernes skyttekrig, hvor der udbrød en herligt kaotisk moshpit. Lydproblemerne var (næsten) lagt bag os, publikum var godt beduggede efter den langstrakte ølpause, og humøret var højt i Stengades lavloftede sal. Selvom Brats mange samples og grindcorecovers af eksempelvis “Barracuda” er særdeles underholdende, så var det rart, at bandet nu fremstod mere selvstændigt uden lige så mange lånte fjer fra poppens påfugle, omend de stadig pryder sig med en del af disse. Forsangeren med det drag queen-agtige navn Liz Selfishs stemme er som skabt til grindcore med sin hæse dybde. Det lyder, som om hun har kørt sine stemmebånd gennem en makulator, og selvom hun mangler den sidste dybde, så er hendes vokale præstationer særdeles imponerende. Trommeslager Dustin Eagan holdt et taktfast greb om alle de instrumentale snore i bandet og bandt dem kyndigt sammen med sine velplacerede temposkift. Det er noget, som man i den grad ikke kan tage for givet i grindcore. Bassen måtte gerne have vægtet tungere i lydbilledet, når man stod forrest i salen, men den lød bedre ude i siderne. Det er et gennemgående karakteristika for koncerter på Stengade og en anelse ærgerligt, hvis man som mig kun er to lorte høj og gerne vil stå helt oppe i ansigtet på bandet. Nuvel. Hvis man er træt af kun at blive brølet ind i ørerne af hard- og grindcorens bøffede mænd under sin træning, skaber Brat et godt alternativ. Man kan pludselig løfte den dobbelte vægt med Brat i ørerne, og særligt deres nyeste single, “Manslayer (Hell Hath No Fury)”, opildnede publikum til kamp i pitten. Man kunne mærke, at bandet havde glædet sig til at spille den, for efter at have skiftet til et Matrix-lignende outfit skrålede Selfish med en helt særlig energi. Koncerten havde den perfekte længde, og de korte grindcoresange var den perfekte afslutning på en meget lang aften.

9/10