Hvilke hug vil du have?
Hvordan vil du helst hugges ned? Med slagterkniv, machete eller slagsværd? Det amerikanske heavy metal-band Axemaster har valgt øksen. På deres seneste fuldlængdealbum, Of Beats And Plagues, går de på et ørkesløst økse-togt gennem øregangene. Bandet har været gennem en del udskiftninger, og det eneste originale medlem er ifølge Metal Archives guitaristen, Joe Sims. Det er ofte et advarselstegn, når et band forvandler sig til en svingdør for skiftende artister, der blot passerer igennem på vej videre mod grønnere græsgange. Bandet er som en anden Lazarus også gået i graven og genopstået en del gange, hvilket heller ikke tegner godt. Mange bands klarer sig dog glimrende gennem skærene på trods af en skiftende besætning. Nu bliver det således spændende, om Axemaster trods skiftende hænder på økseskaftet alligevel med Of Beasts And Plagues har skabt en skarp skæring.
En beige regnbue
Ved albummets åbning kryber rytmen ind på os som et snigende kæmpe kattedyr efter sit bytte. Netop som vi venter den sviende smerte, når rovdyrets halvmånekløer synker ned i kødet og sønderflænger vores korpus med brutal smadder, bryder nogle langt grusommere monstre ind på scenen: børn.
“Murder Of Crows” indledes med den alt for ofte anvendte vuggevise “Ring a Ring o’ Roses". Denne gamle folkevises historie er muligvis befængt med byldepest, og det lader den egentlig velskrevne lyrik også til at centrere sig om. Det kan være et interessant greb at anvende klassiske vuggeviser og børnesang som en lys kontrast, der fremhæver musikkens mørke. Lydens landskabsmaleri males således med claire obscurens lyssætning mellem overfladens tilsyneladende lyse uskylds dur-melodier og den bagvedliggende histories mørke mol. Problemet for Axemaster er, at deres klassiske heavy metal aldrig når langt nok ned i afgrunden. Den besidder hverken tyngde eller tusmørke, men fremstår tonalt flad og som en død humlebi uden nogen form for brod. Derfor skaber børnesangens patetiske kvad om byldepest ingen kontrast, men indlejrer sig blot som endnu et ligegyldigt element i det intetsigende lydbillede. Ingen af dette lydlandskabs komponenter træder særligt i karakter. Det bliver således et konturløst musikalsk maleri udelukkende malet med nuancer af beige. Sangene afløser hinanden, ligesom leverpostejsfarvede sekretærer ved navn Lone eller Marianne, der har vagtskifte ved kommunekontoret. Nok er de forskellige, men har ikke nok personlighed til at efterlade et varigt minde. Det skyldes til dels vokalen, der har lige så meget karakter og ambitus som en våd skive toastbrød. Forsanger Geoff McGraws stemme ville have været acceptabel, hvis den blev understøttet af en bedre instrumental lydside. For den har alligevel en episk klang – men desværre ikke nok til at udfolde dens flade toner, når den står alene. Bassisten kunne lige så godt være bortrejst på ferie, for albummet forekommer bundløst uden den tyngde, som en god, ond bas bidrager med. På sangen med den utroligt kreative og aldrig før anvendte titel “Danse Macabre” træder vokalen og guitarens rytmer helt ved siden af hinanden og snubler halvt i deres kejtede forsøg på en dødsvals. Trommen fejler som sådan ikke noget, men står heller ikke markant ud fra resten. Bevares, guitaren har da en fin solo ind imellem, og det højner det samlede hele på sange som netop “Danse Macabre”. Desværre fylder den ikke nok på albummet som helhed. Eftersom Axemaster har eksisteret siden 1985, skulle man tro, at de efterhånden havde en del erfaring under nittebæltet, men de akavede melodisammensætninger og det flade toneleje får hele projektet til at fremstå amatøragtigt. En del af det har vi hørt før, og resten behøver man ikke at høre igen. Der er enkelte acceptable passager på sange som “Machine”, men disse er desværre kortvarige. Kattedyret fra albummets intro viste sig således ikke at være en brutal bengalsk tiger, men blot en tam bengalkat.
Denne døgnflue er sejlivet
Alder kan være et adelsmærke, men er det ikke altid. Axemaster skal roses for deres kompromisløshed, for de skaber stadig klassisk heavy metal som i 1985. Der er dog en årsag til, at de trods de mange år på læderbagen ikke har flere lyttere på eksempelvis Spotify. Trods ancienniteten på metalscenen lyder de stadig som et band frisk ud af mors garage. Deres lyrik er til tider velskrevet, men det musikalske sidestykke kan desværre ikke følge med.
Denne døgnflue har kæmpet særdeles bravt for at overleve alle de år. Men modsat sommerfugle findes metamorfosens mulighed ikke for døgnfluer, og Axemaster er således vedblevet at være et summende insekt, der med albummet Of Beasts And Plagues endnu engang flyver mod det glaslofts rude, som de aldrig formår at gennembryde.