Noch nicht ganz erloschen

Det skal være mørkere end sort

Det er efterhånden 30 år siden, at tyske Markus B og Arisjel dannede Autumnblaze som et sideprojekt og begyndte at afsøge de mørkere afkroge af metaluniverset. Siden har bandet haft omtrent lige så svært ved at holde sig til én genre, som jeg har ved at holde mig til én øl, når jeg først er kommet i gang. Black metal, doom, goth og dark rock har gennem årene været en del af bandets opskrift, og selvom udtrykket har ændret sig markant, har det melankolske hele tiden udgjort den røde tråd.
Med Glut er Autumnblaze igen kravlet ned i mørket. Denne gang er teksterne udelukkende på tysk, hvilket passer forbandet godt til musikken. Der er noget mere råt og tungt over de tyske vokaler, som giver de i forvejen mørke kompositioner en ekstra tyngde. Og det er egentlig meget sigende for Glut; det er ikke et album, der forsøger at være større, vildere eller mere ekstremt end nødvendigt. Bare det er kulsort.

Melankoli med tænder

Åbneren "Licht Aus" gør det ganske tydeligt, hvad vi har med at gøre. Der er smæk på de hårde vokaler og de sorte guitarer, men som så mange gange før hos Autumnblaze bliver aggressionen hurtigt afløst af rene vokaler og et mere melodisk omkvæd. Det er en simpel formel, men den fungerer. Faktisk fungerer den rigtig godt, og det er lige netop her, man finder både pladens styrke og dens svaghed. Når "Kerkersonne", "Als das Dunkel Feuer fing" og "Polarlichter" følger samme grundidé, er det svært ikke at lade sig rive med. Sidstnævnte er eksempelvis et glimrende eksempel på duoens evne til at skrive noget, der både er mørkt og har stort ørehængerpotentiale. Det er rigtig fedt. Men måske bliver det også lidt ensformigt?

"Die Blüten Satans" skruer op for tempoet og aggressionen, mens "Heilung" viser en anden side af bandet. Her bliver de talte vokalpassager en central del af nummeret, og det er sådan et greb, der på papiret lyder mere interessant, end det egentlig er. Det fungerer til dels, men sangen bliver også unødigt lang og kedelig i forhold til hvor meget, der faktisk sker. "Trümmerlandpoesie" rammer dog noget ganske særligt, hvor black metal blandes med poppede melodier, og selvom kombinationen lyder som noget, der burde være ulovligt, fungerer det overraskende godt. Det samme gælder "Mondmann", som er et af pladens mest tilgængelige numre. På titelnummeret får de mere atmosfæriske elementer lov til at fylde, og guitararbejdet giver nummeret en tiltrængt variation. "Geisteskind" går helt ned i tempo og leverer pladens doom-prægede øjeblik, mens "Schwarzes Gold" igen trækker os tilbage mod den melodiske black metal. Alt sammen super fin lytning. Problemet er bare, at Glut ofte gentager sig selv.

Autumnblaze har fundet en opskrift, der virker. Skiftevis hård og ren vokal, mørke vers og melodisk omkvæd. Det er bestemt ikke en dårlig opskrift, men efter tretten numre begynder man at savne lidt krydderi. Der er ikke nødvendigvis brug for større armbevægelser og helt andre virkemidler, men flere af sangene kunne godt have brug for deres helt egen identitet. For det er de gange, Autumnblaze bryder mønsteret, at resultatet bliver interessant.

Stadig ild i gløderne

Glut er desværre ikke en fejlfri plade, da den bliver lidt for ensformig på den lange bane. Men de bedste numre er stærke, melodierne er gode, og den mørke grundstemning holder hele vejen. Efter 30 år er Autumnblaze måske ikke blevet yngre, men de er bestemt heller ikke færdige.
Produktionen er klar uden at blive steril, guitarerne har den nødvendige tyngde, og vokalerne fungerer fremragende i kontrasten mellem det rå og det rene. Og så hviler bandet guddommeligt smukt i sig selv. Der er ikke nogen nostalgiske forsøg på at genoplive 1990'ernes goth metal. Ej heller nogen desperate forsøg på at følge den seneste trend inden for atmosfærisk black metal. Glut lyder som et band, der har accepteret, hvor de befinder sig, og som har valgt at spille den musik, de selv har lyst til. Det klæder dem.