Er dette det virkelige liv, er det blot en fantasi? Det er et spørgsmål, jeg måtte stille mig selv på vej til den første koncert siden midten af februar 2020 – og så endda i min egen hjemby! Elværket i Holbæk er dog ikke et sted, jeg har besøgt, siden jeg blev tvunget med til en koncert med Jokeren for 12-13 år siden. Men når nu Katla og Baest spiller op til dans og derved leverer det første heavy-show i Holbæk, siden vi selv afholdt Pest over Provinsen tilbage i marts 2019, så var det jo bare om at komme afsted!
Katla
Det selvudnævnte jydeband Katla er faktisk et band, jeg kun har hørt om. Jeg har aldrig set dem optræde, og mit eneste kendskab til deres musik var få timer før koncerten, hvor jeg lige tonsede igennem deres mest spillede numre på Spotify. Flere bekendte havde dog svoret, at den muntre og tonstunge trio leverer et fremragende liveshow, så forventningerne var da absolut til stede.
Når nu det her er det første heavy-arrangement i byen i årevis, skulle man tro, at alle med trang til tung muzak ville være at finde på Elværket. Det var dog langt fra tilfældet! Selve salen var blevet halveret via et sort klæde, der hang fra loftet, og manden i døren spurgte mig, hvorfor der ikke var solgt flere billetter – jeg skal ikke kunne svare på, hvorfor det var mit ansvar da jeg ikke erindrer at have stået for at promovere netop denne koncert, men pyt! Han havde dog en pointe, for trods den formindskede sal blev koncerten på intet tidspunkt en intim en af slagsen.
Det ændrede dog ikke på, at Katla spillede, som var hele kommunen mødt op. De tre herrer leverede en yderst charmerende koncert, komplet med anekdoter om hvor herlig byen nu var – især det lokale værtshus Landgreven (som må siges at være ordbogsdefinitionen af et brunt værtshus) fik et par rosende ord med på vejen. Katlas tunge og monotone sange bragede ud i salen, og lyden var fremragende – bortset fra at Rasmus Bangs vokal, der ellers var tydelig imellem numrene, totalt druknede i trioens enorme lydbillede.
Setlisten bestod af en god blanding af numre fra bandets udgivelser med klassikere som ”Satan” og ”Dragonlord”, men også et nyt nummer som ”Warcries” fik lov at gjalde udover den vestsjællandske provinsby. Desværre virkede publikum ikke helt solgt på ideen om ”doom metal”, så det blev sjældent til meget mere end et par anerkendende nik og sagte klapsalver i ny og næ, hvilket var en sløj omgang, da bandet absolut fortjente mere applaus, men ak. Dog skal der være stor ros til de syv-otte publikummer, der, under bandets bøn om noget crowdsurfing, samlede den mindste person, de kunne finde, op, for efterfølgende at slæbe ham rundt i en form for kongestol.
Katla gjorde det fremragende og fortjente mere end tre ludere og en lommetyv, men det er jo den risiko der er, når man er opvarmning for et utrolig populært navn.
Baest
Baest er jo en institution i dansk musik efterhånden. Takket være voldsom eksponering fra diverse medier og pålægsproducenter, så kender selv din demente mormor de muntre drenge fra Aarhus. Jeg tror dog, at jeg er den eneste heavy-entusiast i Danmark, der aldrig har været til en koncert med Baest.
Det er som sådan ikke et bevidst fravalg, mere blot et tilfælde. Det, og så det faktum, at deres musik aldrig har vækket et bæst i mig. Misforstå mig ikke, jeg har da set dem, hver gang de har været i Go’ morgen/Go’ aften Danmark, og jeg så da også deres minidok på DR, for jeg kan utroligt godt lide Baest som band og som individer, og de fortjener alt den succes og anerkendelse, de har fået. Men med undtagelse af ganske få numre, ja så har deres variant af dødsmetal aldrig sagt mig det store.
Jeg antog, fejlagtigt, at når Baest gik på, ville salen være fyldt – det var dog absolut ikke tilfældet, der var måske kommet en håndfuld mere ind i lokalet, men der var stadig god plads. Men ligesom Katla ikke lod sig slå ud af det manglende publikum, så gav Baest ikke en fis for det slatne fremmøde.
Det var som nævnt min Baestdebut, så jeg var spændt på at se, om bandet nu også var det fænomenale liveband, som ALLE siger, de er. Og det må jeg jo erkende, at de er, og så lidt til!
Baest er en naturkraft af et liveband, de er sande artister, der leverer et sprudlende show fyldt med charme, selvtillid og lækkert hår. Det var en fornøjelse at se dem optræde, for de sprudlede af faglig stolthed, men også af kærlighed til musikken og det at optræde.
Det var en ekstraordinært professionel performance, Holbæk var vidne til denne fredag aften, og alle bands burde nærstuderede det samspil og den glæde ved at spille, som Baest udviser, når de indtager en scene. Jeg glemte igen og igen, at musikken egentligt ikke sagde mig noget, for den blev uvæsentlig i forhold til den underholdningsværdi, bandet leverede. Især er den gode Svend Karlsson jo decideret hypnotiserende at beskue – det er ikke et tilfælde, at der findes så mange gode koncertfotos af den mand!
I takt med at bandet høvlede derudad, vågnede publikum da også mere og mere op, og det blev til da også til et enkelt mosh pit eller to (noget, jeg slet ikke har savnet), og måske verdens mindste wall of death. Men selvom landets mest hypede dødsmetal band stod på scenen foran dem, så var entusiasmen langt fra kogepunktet. Som da vokalist-Simon spørger, om folk har købt den nye plade og bliver mødt med et meget lunkent ”Tjoo… Njaah…” – hvilket bandet tog med løftet pande og smil på læben. Setlisten bestod af gamle travere som ”Marie Magdalene”, klassikere som ”Crosswhore” og spritnyt materiale som ”Necro Sapiens”, så dermed var der til både de gamle og de nye fans – hvilket jo er optimalt.
Mit første møde med live-Baest bliver bestemt ikke mit sidste møde med live-Baest, da deres professionalisme og showmanship simpelthen er sådan en fryd at opleve, og så skide være med, om man har bandets logo tatoveret på ballerne, eller om man synes, det er dødsmetal til Hr. og Fru Kakkelbord: Baest er Baest, og sådan er det!