Vinylbanner
Artillery

Artillery, Dead Witch, Kill Trip, Arsenic Addict, Epofish m.fl.

Kansas City, Odense M

Fem vidt forskellige bands havde sat hinanden stævne denne aften på Kansas City i Odense. Næsten hele metalspektret var repræsenteret: Der var alt fra nu-metal og thrash til stoner, hardcore og dødsmetal. Det var dog Dead Witch, der, efter jeg havde anmeldt deres seneste EP, havde smidt en åben invitation til mig, for at de kunne vise, hvad de var lavet af. En sådan ”udfordring” siger man selvfølgelig ikke nej til. For hvad skulle man ellers få sin lørdag aften til at gå med?

Epofish

Den ofte trælse opgave at være første band var denne aften tilfaldet lokale Epofish. Et komplet nyt bekendtskab for mig. Men der skulle ikke spilles mange sekunder, før ingen i lokalet var i tvivl om, at Epofish spillede rap/nu-metal. Et lille praj om dette kunne have været bassistens maske, der ledte tankerne hen mod Slipknot. Der var dog intet Slipknot at høre i bandets lyd; tankerne blev i stedet ledt hen mod Rage Against the Machine og Limp Bizkit tilsat en skovlfuld hardcore, tydeligst hørt ved trommeslager Kenneths råb. De tre første numre bar dog tydeligt præg af, at Epofish var et nyt band og ikke så erfarne sangskrivere. Numrenes enkelte dele lød udmærket, men overgangene mellem disse dele mindede lidt om ikke at ramme et gearskifte i første omgang. Det var lidt kluntet, og selvom de kom videre, havde man følelsen af, at det ikke gik helt godt. At mikrofonen gav lidt bøvl efter tredje nummer, gjorde heller ikke indtrykket bedre.

Ved fjerde nummer ”All Rise” fik musikken dog et mærkbart løft. Dette var også et nummer fra deres snarligt kommende EP, så det kan tænkes, Epofish havde lagt sig lidt i selen, da de skrev dette nummer. Rapper Alexanders flow blev leveret ganske imponerende, og som lytter glemte man et øjeblik, at man egentlig var til et metalarrangement og ikke rap-battle. Overgangene til omkvæd og c-stykker fungerede også langt bedre, og nu spillede bandet reelt set nu-metal med hardcore-elementer i stedet for nu-metal med et hardcore-omkvæd. Det tog desværre halvdelen af koncerten, inden bandet ramte dette niveau, men engang når EP’en er færdig, og de tidlige numre er blevet luget ud af sætlisten, kan Epofish godt ramme et ganske fornuftigt niveau.

5/10

Arsenic Addict

Nu til noget ganske andet. Til lyden af Alfred Hitchcocks ”Music to Be Murdered By” gik Arsenic Addict på scenen. Ganske passende, når det var dødsmetal, der stod på programmet, og bandets numre omhandler diverse former for tortur, lidelse og andet, der i sidste ende medfører død. Dødsmetal var tydeligvis også noget, publikum var med på, for der gik ikke mange sekunder, før de korslagte arme røg i vejret med et par horn. Dette kunne til dels skyldes, at Arsenic Addict også er lokale, men faktum var, at aftenen for alvor blev sparket i gang. Umiddelbart var der ikke noget, man ikke havde hørt før i Arsenic Addicts fortolkning af dødsmetallen, men den blev leveret overbevisende og med masser af overskud. Specielt vokalist Sonja Rosenlund levede sig helt ind i rollen som massemorder og proklamerede adskillige gange, at vi ville blive slået ihjel.

Koncerten fik dog et lidt kedeligt knæk, da der var problemer med bassen. Dette blev dog taget ganske roligt af bandet, og i mellemtiden fik vi en dejlig historie omhandlende en yderst flink belgier, og hvad der skete i hans kælder. Da problemet trak yderligere ud, blev det også lige testet, hvor hurtigt Lasse Hansen egentlig kunne spille trommer. Kort fortalt: Det var ret hurtigt. En ny bas blev endelig hentet ind, og vi kunne komme i gang med nummeret om førnævnte belgier. Dette afbræk, trods sin længde, formåede ikke at trække voldsomt meget moment ud af koncerten, så publikum var klar til endnu en svingom. Koncerten blev rundet af med den mere melodiske ”Siren”, og trods problemer med bassen var det en godkendt præstation af Arsenic Addict.

6/10

Kill Trip

Endnu et ubeskrevet blad for mig denne aften var sludge-rockerne i Kill Trip. De brugte ikke længe på at introducere sig selv; det blev til to gange ”godaften, Odense” fra guitarist Thomas Gajhede og så ellers i gang med et tungt sludgy riff. Inspireret af bands som Down, Alice in Chains og Mastodon var det den tilbagelænede, afslappede og tunge stil, der blev leveret denne aften. En stil, der fik bandet til at fremstå rimeligt sikre i det, de havde gang i. Hvilket er ganske imponerende, når det ikke engang er et år siden, Kill Trip havde deres livedebut, også på Kansas City. Dog virkede vokalist Rasmus Justesen til at være lidt i tvivl om, hvad han skulle gøre af sig selv, når han ikke leverede sin sørgmodige grunge-mumlen og sine hardcore-råb. Det blev til lidt tilfældig vandren rundt på scenen, nu han ikke havde et instrument at ”læne sig op ad”. Dette tog dog intet fra bandets lydbillede, der fik røgen på scenen til at fremstå som støv efter en motorcykel på landevejen under Alabamas bagende sol. Trommeslager Karsten Gøeg lignede da også på en prik et medlem af en motorcykelklub.

Det var heller ikke et band, der manglede humor; numrene blev introduceret som tid til at tænde duftlys og være lumre, tid til at danse, og med en historie om, hvor ondt i ryggen hr. Gajhede ville have dagen efter. En humor, der også smittede af på publikum, som ikke var vanvittigt aktive, men mest af alt bare stod og nød, hvad de hørte. Med to numre tilbage erklærede bandet, at der skulle gives gas: ”Vi gider ikke alt det langsomme noget”. Genren taget i betragtning røg tempoet da også i vejret, men efter Arsenic Addicts voldsorgie føltes det mere som at cruise derudad. Hvilket er meget sigende om Kill Trips optræden: Der var ikke det store ståhej; det var musik, man kunne cruise afsted til.

7/10

Dead Witch

Nu til bandet, der, for mit vedkommende, var årsag til at tage en tur til Odense denne aften: Dead Witch. Ville deres numre fungere bedre live end på plade? Det var det store spørgsmål. Bandet startede i hvert fald ikke stille ud; klampen røg i kælderen fra første sekund. I ”Bringer of Death”, som fungerer langt bedre live end på pladen, fik tyngden endnu et hak opad, hvilket blev startskuddet til en voldsomt energisk og lettere kaotisk koncert. Attituden hos Dead Witch er bestemt heller ikke til at tage fejl af. De ejer scenen, og alt, hvad der sker i lokalet, er på deres præmisser. Som for at sparke gang i publikum kastede vokalist Kenneth Sjølund sig ud i en crowdsurf, hvilket er ganske imponerende grundet Kansas Citys beskedne frihøjde. Men publikum forstår tydeligvis hentydningen og får i den grad gang i lemmerne. Ellers skulle hr. Sjølund gerne være yderligere behjælpelig med at få folk i bevægelse; manden brugte langt størstedelen af koncerten ude blandt eller oven på publikum. De få øjeblikke, han tilbragte på scenen, blev brugt balancerende på monitorer eller ved at binde mikrofonen fast i loftet og om sin hals som en løkke. Et fint vink med en vognstang om, at Dead Witch bestemt ikke spiller glad musik. Jeg ville dog ønske, han droppede sine pig squeals, da de virkede ret malplacerede i bandets sludgy hardcore-drevne lydbillede.

Under numrenes breakdowns holdt Nicolai Walther sin guitar ud til publikum, så de kunne slå den an. Dette gjorde han dog med et ondt og stålsat blik, så man på intet tidspunkt var i tvivl om, alt var kontrolleret ned til mindste detalje, og publikum ikke gjorde noget, bandet ikke styrede. ”The Hours is Upon You” var endnu et nummer fra EP’en, der også gjorde sig markant bedre live end på pladen. Guitar og vokal fik den fylde, de fortjente, og gav Dead Witch den lyd, EP’en burde have haft. Efter denne koncert var der bestemt ingen tvivl om, at Dead Witch er et glimrende liveband; musikken fik den vrede og aggression, man savnede på pladen. Næste spørgsmål er så, om de på næste udgivelse kan få denne lyd ned på plade.

8/10

Artillery

Klokken havde rundet midnat, og det var tid til, i hvert fald for hovedparten af de fremmødte, aftenens hovednavn, de gamle thrashere i Artillery. Efter en kort intro blev der lagt ud med titelnummeret fra deres seneste plade, The Face of Fear. Et nummer, der ikke har opnået klassikerstatus endnu, men det lod publikum sig ikke røre af – de var fanget fra første anslag. Efterfølgeren ”Beneath the Clay (R.I.P.)” gjorde godt brug af publikums ”fangenskab” og bød på både klap og fællessang. Dog ikke i imponerende grad, da der ikke ligefrem var fuldt hus denne aften på Kansas City, men man måtte tage, hvad man kunne få. Publikums promille var også ved at være i det festlige lag, så meget passende var næste nummer, ”10.000 Devils”, dedikeret til øl. Det var tydeligt, Artillery var klar på at give en fest til dem, der ville have en fest.

Sammenlignet med sidst, jeg så Artillery – til Midwinter Meltdown i februar – virkede bandet en anelse stillestående og stive i det. Det kunne skyldes den mindre scene, men når den tidligere på ingen måde begrænsede Dead Witch, hvorfor skulle den så begrænse Artillery. Dog sørgede vokalist Michael Dahl for at holde humøret højt med jokes om, at sangene er skrevet under Napoleonskrigene eller på en ukulele i sluttresserne. Efter ”By Inheritance” og ”The Eternal War” blev der dog løsnet lidt op hos bandet, tilført en tiltrængt energiindsprøjtning, og pludselig var der store smil over hele linjen. Musikalsk set var der ikke en finger at sætte på leveringen; Michael Stützers soloer blev leveret med samme mængde indlevelse som for 30 år siden. Men alligevel fik man fornemmelsen af, det bare var endnu en koncert i rækken. At Stützer og bassist Peter Thorslund så har adskillige års erfaring gør, at Artillerys bundniveau stadig var ganske højt, hvilket hjalp en hel del på at holde gang i koncerten. Når det så samtidig var et band, der vidste, folk var kommet for at høre noget med fart og tempo, gjorde det en hel del for, at publikum deltog aktivt i koncerten hele vejen igennem. ”Legions” bød i den grad også på fart og fællesråb, og når det samtidig blev dedikeret til publikum, var det en sikker vinder. Man kunne mene, det var lidt laveste fællesnævner, men når klokken samtidig nærmede sig 01:00, var det heller ikke tidspunktet at hive de dybe skæringer frem. Bedst som man troede, ”Khomaniac” havde sat punktum for aftenens koncert, så fik vi ekstranummer med ”Terror Squad”, næsten uden opfordring fra hr. Dahl. For som han selv sagde: ”Ingen Artillery-koncert uden ’Terror Squad’”. Det blev dog ”The Almighty”, der lukkede og slukkede for aftenens Artillery-koncert. Ikke nogen mindeværdig koncert, men publikum fik den række hits, de var kommet for, og alle lod til at gå glade hjem.

7/10

En blandet landhandel, men en positiv af slagsen var, hvad vi fik denne aften på Kansas City. Det var ikke en aften, der bød på de store oplevelser, som man vil tage med sig resten af livet, men mindre kan bestemt også gøre det. Alle fem bands leverede en godkendt præstation, så hvis nogen af de fremmødte gik sure eller skuffede hjem, var det deres egen skyld.

Tilføj kommentar