Vinylbanner
Aphyxion / Pressemateriale
Aphyxion / Pressemateriale

Aphyxion

KulisseLageret, Horsens

Lørdag aften blev Kulisselageret indtaget af rock- og metalfans, der havde glædet sig til at høre Aphyxion. Ikke mange var mødt op til dåd, men de, der var, havde masser af energi og gjorde aftenen til noget særligt.

Herezy

I efteråret spillede Herezy også på Kulisselageret i Horsens, dog under nogle andre foranstaltninger, da guitarist Dennis Rasmussen på det tidspunkt sad i kørestol pga. et flækket skinneben. Dog havde han og resten af bandet heldigvis ladet kørestolen blive hjemme denne aften, og det var nok meget godt, da Kulisselagerets scene ikke er den største.

Herezy var mødt kampklar og oprejst op som aftenens opvarmning for Aphyxion. Bandet hører til genren af klassisk thrash/heavy metal med lækre melodiske rytmer, der udgjorde en dejlig blød opstart inden hovednavnet – i hvert fald, når man kigger på Aphyxions spæde opstart, der var en smule hårdere end det nyeste album, der læner sig mere op ad metalcore-genren.

Forsanger Jacob Hansen (ikke at forveksle med rock-produceren af samme navn) havde det meste af aftenen et lettere udtryksløst/monotont ansigtsudtryk, også i de mere intense passager, som desværre var med til at tage en smule af stemningen på nogle af numrene. Dog på tredje sidste nummer (det var svært for mig at specificere mere, da jeg ikke er Herezy-connaisseur, og bandets sætliste bød på hjemmebaksede navne som "Morten", "Dikke-dikke" og "Tyroleren") kom der virkelig intensitet frem i hr. Hansen, især i de mere growlende passager. Dog virkede vokalen også en smule lav til tider, hvilket var ærgerligt, da Jacob Hansens vokal ellers var ganske fin og med et spændende islæt af Defectos Nicklas Sonne og Greta Van Fleets Josh Kiszka.

Herezy har endnu ikke udgivet et debutalbum, men arbejder efter sigende på sagen. I mellemtiden vil jeg råde dem til at afholde nogle flere livekoncerter for at finpudse showet.

6/10

Aphyxion

På trods af den plads, der er på Kulisselageret – eller manglen på samme – trådte Aphyxion ind på scenen som et kæmpe rockband. Bandet og deres instrumenter først og til slut forsanger Michael Vahl. I løbet af den (korte) time, Aphyxion spillede, blev der gjort flittig brug af scenen, på trods af dens størrelse. Kulisselageret er et hyggeligt og intimt sted, men til et så aktivt band som Aphyxion var der ikke meget plads.

Ser vi på vokalen først, var det desværre et tema for aftenen, at denne var en smule lav hos begge bands. Heldigvis blev jeg som sædvanligt imponeret over, hvor meget lyd der kan komme ud af Vahl. Et tvist på aftenen var dog den unge bassist Jais Jessen, der også agerede backing vokalist. Dette fungerede rigtig godt, da han screamede, men desværre lød stemmen en smule overanstrengt i løbet af sangperioderne. Især på nummeret "Happily Apathetic" var dette tydeligt.

Sætlisten hos bandet var en god blanding af numre, både ældre og nyere i et nærmest perfekt sammensurium. Det spændende ved Aphyxion er deres udvikling fra den hårdere melo-død og mere over i metalcore. Brugen af de ældre numre som “Dark Stains On Ivory”, “Destined To Fail” og “Same Kind Of Different”, alle fra pladen Aftermath fra 2016, fungerede rigtig godt i sammenhæng med de nye fra pladen Void, og på sidstnævnte nummer kom der godt gang i publikum på gulvet. Det kunne også høres blandt publikum, at de nyere sange var mere velkendte, og særligt på “Happily Apathetic” og radiohittet “Sleepwalkers” var der fællessang i bygningen.

På trods af under en times koncert med hovednavnet og mindre plads, end de helt sikkert er vant til, var der ikke en finger at sætte på Aphyxions optræden. De kom, de så, og de gav den alt, de havde, på trods af det mindre antal fremmødte.

8/10

Tilføj kommentar