Inden hvad der må betegnes som en velfortjent tour-pause for Amaranthe, skulle Helix-albummet på gaden. Og der skulle spilles for fulde gardiner for en flok mennesker, der havde ventet i mange år på, at Amaranthe ville komme til hovedstaden og levere en gedigen fest.
Warkings
Warkings er lidt en spøjs forestilling, når man lige ser dem træde ind på scenen i første omgang: i fuld udklædning, som den karakter de nu skal forestille at være. En spartan på trommer, en viking på bas, en korsfarer på guitar og en romersk officer på vokal. Og hvilken vokal det skulle vise sig at være. Med virkelighedstro brystrustning og kappe på, drog forsangeren ud på den ene rejse efter den anden, i hvad der skulle være fortællinger om alt fra Hephaistos til genfortællingen om gladiatoren, der rejste sig i Colosseum og blev kongen af det brændende sand.
Frem til dette tidspunkt, var jeg ganske tæt på at smide et vaskeægte 10-tal efter Warkings, som med deres levende forestilling holdt den samlede flok af publikum fanget i både virtuose guitarriffs såvel som trommer, der fik tæsk af en anden verden. Og alligevel var det vokalen, som tryllebandt os alle. Desværre blev det samlede indtryk ødelagt af den kvinde, der kom ind og skulle forsøge på at growle på et par numre. Det hang slet ikke sammen med resten af den forestilling, vi havde været igennem, og det trækker koncerten ned på otte kranier.
Follow the Cipher
Hvor den kvindelige stemme hos Warkings kom som en overraskelse, lagde Follow the Cipher ikke skjul på, at deres force var en kvindelig vokal. Vi havde lige set et band med kostumer, der passede til deres brand, men nu er vi ude i en finurlig anretning af kostumer, der angivelig skulle forestille sig at være post-apokalyptisk blandet med steampunk-elementer, men i sidste ende lignede en budget Mad Max-forestilling.
Det var musikken, vi kom for, og der må jeg da godt nok indrømme, at vi gik fra et højdepunkt til et lavpunkt. Hvor Warkings havde et sammenspil og en koordination, som mange kunne lære af, kunne Follow the Cipher slet ikke finde ud af, hvor de skulle være. Der var en konstant rykken rundt, indtil den ene guitarist lige pludselig fandt ud af, han skulle synge og skyndte sig hen til sin mikrofon, for så at massakrere sangen med en form for uartikuleret brølen.
Det kunne man måske leve med i en backup-vokal, men det var slet ikke det værste. Den kvindelige vokal fungerede slet ikke. Der var ikke synkronisering med musikken, stemmen var flere steder for skinger og andre steder direkte falsk, og så virkede hun til at kede sig bravt. Hun forsøgte at overbevise publikum om, at det ikke var tilfældet med mærkelige dansetrin, der hørte sig til i en omgang ”Så tager vi højre fod frem og så ryster vi den lidt”.
Jeg er ikke engang ked af at skulle give dem fem kranier for den optræden, for der var så mange ting i vejen, at fem kranier er at sætte barren højt for dem. De bør helt klart tage hjem til Sverige og bruge noget tid på at øve koordination og sammenspil på en scene i stedet for bare at kaste sig ud i det og se hvad der sker.
Amaranthe
Aftenens pièce de résistance var de længe ventede Amaranthe og dermed den sidste kvindelige vokal. Og det er noget af en vokal og profil, der entrerer scenen i Elize Ryd, for ikke at snakke om de to mandlige vokaler Nils Molin og Henrik Wilhelmsson. Netop disse tre personager er den centrale del af Amaranthes opbygning på i alt seks mand. Det er de tre, der er i front, og dem man lægger mærke til konstant - hvadend der måtte være growl, clean mandlig eller clean kvindelig vokal - så ved man præcis, hvor man skal rette sin opmærksom hen.
Vi kom heldigvis hele vejen rundt i deres repertoire. Selvfølgelig er der tale om en Helix-tour, men det er ikke ensbetydende med, at dét album skal spilles fra ende til anden. Faktisk fik vi meget tidligt en kvart ballade i ”Amaranthine” fra Amaranthe. Derefter blev det ene hit efter den andet serveret for publikum, indtil vi sørme også blev trakteret med noget så sjældent som en trommesolo fra vores egen Morten Løwe Sørensen. Det er længe siden, jeg har været til en koncert, hvor man har brugt tid på at lade en musiker lege og vise sine talenter frem.
Alt i alt kunne det have været en perfekt aften, hvis ikke det havde været for et par småting. Der var lidt knas med lyden her og der, og til tider faldt musikerne lidt for meget i baggrunden. Den balance, synes jeg, svipsede lidt for tit, selv når man tænker på, at det er tre vokaler, der skal være i front. De kunne godt have skabt mere plads til den musikalske del af bandet. Med det in mente ender vi på otte kranier i alt.
Det hele bunder ultimativt i om vi, publikum, var underholdt eller ej. Så kan man bagefter gå ned i de små detaljer og komme med kritik. Bevares, det var selvfølgelig live-musik, så der vil altid være et par små fejl her og der, men grundlæggende kan jeg ikke tillade mig at være skuffet. Som anmelder og fan fik jeg endelig den Amaranthe-koncert, jeg har hungret så meget efter, og jeg er tilfreds.