Det hele var selvfølgelig inspireret af DR’s tilsvarende liste, for vi vidste jo godt, at hmdk’s redaktion i fællesskab ikke kunne undgå at levere en top-100 liste, der var meget sejere end DR’s.

Men gjorde vi så egentlig også det, og var det overhovedet et projekt, der gav mening? I et forsøg på at finde svar på disse spørgsmål har vi rakt ud til en lille håndfuld kloge hoveder i og omkring den danske metalscene. Her følger feedback fra Peter Béliath, der i en menneskealder eller tre har været en af Danmarks førende metalformidlere i mange sammenhænge: Metalized, Gaffa, Hot Rockin’ og i dag på Facebook via Peter Béliaths Rifferama. Sidste år sprang Peter endda ud som romanforfatter med den forrygende, Ved dette spyd skal jeg herske. Men nu skal det handle om vores top-100, og Hr. Béliath havde som altid meget på hjerte. Så er du advaret.

Hvad synes du egentlig om vores top-100 initiativ? Giver det overhovedet mening at udvælge 100 danske metalsange på den måde?

Jeres top-100 er dybt åndssvag. Og sådan skal det være. Vi heavy-folk vælter os jo i den slags tidsspilde. Faktisk startede verdens vel nok første heavy metal-magasin, Kerrang!, med en sådan liste, The Heavy Hundred. Der i 1981 styrtede vi ud i kioskerne for at finde ud af dét, som vi allerede vidste, nemlig at AC/DC var nr. 1 med ”Whole Lotta Rosie”. Det var måske ikke pisseklogt, men det var skidesjovt.

Bare vi ikke glemmer, at musik er lydbølger, som vi tolker mening og betydning ind i. Ingen af os har adgang til en objektiv virkelighed. Ingen af os kommer nogensinde til at høre musikken, ”som den er.” Det, vi hører, er filtreret gennem vores sanseapparat og vores medfødte kategorier i hjernen. Læg dertil de standarder og kriterier, som vores såkaldte kultur har morset ind i pandebrasken på os. Hvis du tog en person fra Amazonas, som aldrig har været i kontakt med moderne civilisation, og spillede Illdisposed for vedkommende, ville han/hun ikke høre andet end støj. Rockmusik er generelt noget, der kræver en vis tilvænning. Da jeg var barn og ung, var der nul forældre, der kunne holde ud at høre på ”pigtrådsmusik”. Sådan er det ikke længere, fordi alle nulevende mennesker har været igennem tilvænningen.

Musik er altså noget subjektivt. Når nogen af os er enige om, at King Diamond er pissefed, så er det, fordi vi har skabt en konsensus. Men konsensus er aldrig sandhed. Konsensus er bare det, vi er enige om, og enighed er noget, som styrende personer skaber for medløberne. Blandt mennesker er der altid nogen, der dominerer. Og det er tydeligt, at det er en anden mennesketype, der dominerer nutidens danske metalscene, end de working class heroes, der stormede frem med dansk heavy i 1980.

Hvad siger listen om den danske metalscene både i dag og historisk? Sange fra 2020’erne udgør fx lige knap halvdelen af listen.  

Jeres liste bærer præg af, at I har vendt kikkerten om, så I er blevet nærsynede. Det er en ærlig sag at være forelsket i sin samtid. Sådan er det at være ung.

Men listen siger i hvert fald noget om dansk hårdrocks udvikling. Danmark var en sen starter. Det gik først for alvor i gang omkring 1980 med Brats. Taget i betragtning, at Danmark på den tid var et rockmusikalsk uland, var den tidlige danske heavy metal-scene fantastisk! Den bar tydelige præg af inspiration fra fx Judas Priest og Iron Maiden, men de fleste danske grupper havde deres eget særpræg. Danske bands havde en originalitet, som de svenske grupper generelt manglede. Vi var langt foran Norge, og vel også foran Finland.

Det var ikke bare Mercyful Fate, som var banebrydende, men en gruppe som Artillery spillede også uhyre grumt og aggressivt uden nogensinde at komme til at lyde som tysker-thrash eller amerikansk boptibopti-moshpit-metal. Artillery havde den skumle undergrundslyd, men samtidig havde de også finesserne, riffs med et twist af noget sygt anti-normativt.

Der var mange andre danske bands, som havde en skarp profil. Pretty Maids og King Diamond havde klart internationalt format, men Witch Cross, Maltese Falcon, Evil, Hero, Geisha, Prophets Of Doom, =Y= etc. var også respekteret i udlandet.

Den danske styrke fortsatte op gennem 1980’erne, og den sluttede i mine øren med Invocator, som var det sidste danske band, som scorede international anerkendelse. Invocators ”Alterations” fra 1989 lå helt oppe i toppen på magasinet Metal Forces’ liste over årets demos. Noget tilsvarende har jeg ikke set siden, beklager.

Red.: Her kan man indvende at grupper som HateSphere, Mnemic og Raunchy havde gang i ret solide internationale karrierer, og at ikke bare Volbeat, som er i en liga for sig, men også så forskellige artister som Myrkur, Baest, Iotunn, MØL og Afsky høster stor international anerkendelse disse år.   

Ved indgangen til 1990’erne blev dansk metal indhyllet i en zombie-tåge. Danske bands begyndte at kopiere internationale trends bevidstløst. Det startede med grunge- og death metal-moderne, og det fortsatte med power, groove og nu-metal og alt det der stads. Mens først Norge og senere Sverige tog helt over, forsvandt Danmark på det internationale landkort over hård rock.

Jo, der var undtagelser (her bør vi måske nævne Iniquity?), men Danmark blev et trend-helvede i 1990’erne, og jeg har for længst opgivet den danske scene, som jeg opfatter som en omgang tonekunstnerisk indavl. Alt skal være på dansk. Jeg bliver sindssyg! Alle danske metalbands hedder noget, der ville have gjort Jeppe Aakjær stolt. Lad os kalde det Jenle-metal.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, men der er altså en grund til, at Strychnos har så let spil. Hvor er konkurrencen? Kun en promille af danske metalbands forbinder hård rock med noget mytisk. Strychnos gør heavy metal til et Gesamtkunstwerk, til en total kunstoplevelse for alle sanser. Akkurat ligesom Mercyful Fate, som i starten brændte kors af på scenen og havde en nonne tøjret til scenen. Dét var farligt og vidunderligt forbudt. Det var musik, som saboterede vores normalbevidsthed, det var ikke bare lydsporet til bælning af dyre fadøl under Live Nations tag.

Jeg husker de første fotos, jeg så af Hank Shermann; han lignede en gud i læder og nitter. Næsten hver gang jeg ser billeder af et af nutidens metalbands, ser jeg pædagogmedhjælpere i tøj med udvaskede farver og dårlig pasform. Her er ingen myte! Til gengæld kan jeg være sikker på, at de ikke mener noget, de ikke kan være bekendt. Moderne metal er udstoppet med bløde værdier. Det er bare ikke min scene. Jeg vil chokeres!

 

Hvad synes du om top-10 placeringerne, og hvordan ser din top-10 ud?

Jeg tænker, at I skal skynde jer på apoteket, når I sådan placerer Møl over King Diamond. Min top-10 kunne se sådan ud:

1. Mercyful Fate – Satan’s Fall

2. King Diamond – Charon

3. Artillery – Deeds of Darkness

4. Pretty Maids – Cold Killer

5. Brats – Heavy Rocker

6. Denner/Shermann – Son of Satan

7. Evil – Evil’s Message/Evil

8. Witch Cross – Light of a Torch

9. Zoser Mez – Desert of Deception

10. Geisha – You Got What It Takes

 

Er der nogle helt åbenlyse sange og/eller bands, vi har overset, og i så fald hvilke?

Det er sødt, at I har sådan noget Dirch Passer-rock som D-A-D på jeres liste, men jeg savner Stalin Staccato og Free Cloud Nine, når vi nu skal over i det hardrockede. Og så kunne I lige have sluppet Pinocchio løs, når I absolut skulle have Sort Sol på jeres liste.

Helt kriminelt er det dog, at I ikke har Denner/Shermann på jeres top-100. Her er sangskrivningen på højde med 1980’er-Mercyful Fate, og at ignorere gruppen, bare fordi King ikke synger, er for magert. Jeg savner også Sea, Taphos, Maceration, Encyrcle, Demon Head, Hadron, Crucible, Archangel, Steel Inferno, Speedslut, Nortt … Jeg kunne blive ved. Men Crocell og Undergang når I da lige at få med blandt de allernederste på listen.

 

Har du andre kommentarer eller indtryk, du vil dele med os?

Jeg synes, at det, I kalder metal i dagens Danmark, lider af en mangelsygdom. Dansk metal mangler det internationale udsyn. Jeg savner udlængslen. Lars Ulrich, Mike Tramp og King Diamond drog udenlands, helt til USA, mens Yenz Cheyenne flyttede til Sverige, hvor han trak vordende stjerner som Mikkey Dee og Pete Blakk op af undergrunden. For de musikere lå fremtiden i det store udland, Danmark var et rockmusikalsk uland.

Mercyful Fate indspillede deres første plade i England og Holland, og grupper som Maltese Falcon og Artillery skrev kontrakter med udenlandske selskaber. Heavy metal var noget internationalt, og live speakede danske bands til deres danske publikum på engelsk – også når de spillede i Døllefjelde-Musse.

I dag er metalfolket forsvundet op i røven på nationalromantikken. Næsten alle bands synger på dansk, og grupperne hedder noget dansk. Verdens centrum ligger på Refshaleøen, det er karrierens højdepunkt at spille på Copenhell eller at vinde en pris i Gaffa. Jeg forstår simpelthen ikke det ambitionsniveau. Når jeg hører rock, vil jeg transporteres ud af det her provinshul.

 

Således belært siger vi tak til Peter for de mange indsigtsfulde ord!