Interview med Maja Shining fra Forever Still

Danske Forever Still har for nylig udgivet deres andet album, Breathe In Colours, og her på heavymetal.dk kvitterede vi med ni flotte kranier. Et par dage inden udgivelsen fangede vi frontkvinde Maja Shining – det blev til en aldeles hyggelig samtale med en veloplagt og glad forsanger.

Tillykke med jeres nye plade, den er rigtig fed! Det er også nogle rigtig fine anmeldelser, man kan læse rundtomkring.

Mange tak. Jo, det ser rimelig lovende ud indtil videre. Det er overvejende positivt. Vi synes jo også selv, vi havde gang i noget godt. Men det er selvfølgelig én ting, hvad man selv synes, og så noget helt andet, når det kommer ud til massernes bedømmelse. Men vi fornemmer da i hvert fald, at de tre singler er blevet taget godt imod, så mon ikke også det gælder resten af albummet?

Da vi havde færdiggjort albummet, havde vi en rigtig god fornemmelse. Det var gennemarbejdet, der var lagt en masse god energi og kærlighed i det, så vi gik ud med et færdigt album og tænkte, at uanset hvad folk kommer til at synes, så har vi lavet et album, vi er tilfredse med.

Den nye plade hedder Breathe In Colours. Kan du fortælle kort om den?

Selvfølgelig. Vores første plade, Tied Down, udkom i 2016, og efter vi havde turneret en masse med den plade, satte vi os og tænkte: ”Hvad skal der nu ske?”. Vi syntes, vi allerede var kommet et stykke videre, og der var en del mere, vi gerne ville udforske og udfolde. Jeg synes, det er lykkedes med den nye plade – Breathe In Colours dykker dybere ned i det, der er vores lyd, og er endnu mere udviklet, så at sige, end Tied Down.

Var det en naturlig udvikling?

Absolut. Det var ikke nødvendigt at sidde og klø os i hovederne og tænke: ”Hvad skal komme efter det her?”. Det hele er kommet af, at vi har været ude at spille en masse og dermed er vokset som mennesker og musikere. Breathe In Colours har også fået lov at udforske lidt. Det er bestemt ikke ti af de samme sange. Vi har leget lidt, men det hele passer sammen, selvom der er noget variation.

Er der noget, I har fokuseret ekstra meget på denne gang eller gjort anderledes i forhold til den sidste plade?

Ja, på Tied Down var det meget indie det hele og DIY, så sangene blev lavet over en lang periode og udgivet på EP’er osv. Så skulle vi ud at spille og derefter lave musikvideoer, så da det skulle samles på et album, skulle man til at genopfinde nogle af de ting, vi havde lavet helt i starten. Tingene var blevet meget spredt og skulle nu passe sammen og helst ikke fremstå som en masse forskellige småting.

På Breathe In Colours lavede vi så en mere koncentreret skriveperiode. Det var fedt, for så skulle det hele ikke gentænkes og genbearbejdes.

En af pladens store styrker er din vokal. Selvom din rene vokal og dit skrig umiddelbart kan virke som to modsatrettede størrelser, så hører jeg både håb og frustration i begge dele. Kan det passe?

Haha, nu har jeg jo ikke selv siddet og analyseret det, men min hovedvokal er min clean-vokal. Men når der har været brug for det, er jeg gået over i de her skrig, eller growls om man vil, og det er helt klart for at udtrykke en pointe lidt kraftigere.

Men jo, det kan både være positivt og negativt, men hovedsageligt skal det være kraftfuldt. Og vi bruger det heller ikke hele tiden, så når det kommer, er det af betydning – så mener jeg noget med det. Vi er ikke et scream-band på nogen måde, men det er et fedt krydderi, når man lige vil sætte udråbstegn.

Er der smerte i skriget?

Ja, det er der også. Noget af det er power, kraft og styrke, og noget af det er desperation. Det er aldrig kun én ting, det afhænger af kontekst. Det kommer an på, hvor det placeres og i hvilken sang. Det er helt klart noget, der er nuanceret.

Tilbage i 2016, da I deltog i WOA Battles, havde I – formoder jeg – en drøm. I vandt ikke, men til gengæld blev I signet af Nuclear Blast kort efter. Har drømmen ændret sig?

Jeg husker, at vi dengang tænkte – og det skal man jo passe på med at sige, især som dansker – “vi er sgu gode, og det her kan vi godt vinde”. Men meget af den kritik, vi fik af dommerne efterfølgende, gik på, at vi sagtens kunne klare os selv. Vi havde meget kørende for os og havde ikke brug for konkurrencen eller det her push. Og det er jo fedt nok. Men hvis alle siger sådan, og man aldrig får et push, så kommer man sgu ingen vegne. Men det fik jo så besvaret sig selv, at vi blev signet af Nuclear Blast kort tid efter. Og så tænker man sådan lidt: “Haha – in your face!”.

Man kan jo ikke regne med, at nogen kommer og samler en op. Alting er frugten af en masse hårdt arbejde, og vi kunne sgu godt have brugt det push, det ville være at komme ned at spille på Wacken. Men det skete jo så heldigvis på anden vis.

Det her med genrer er jo noget underligt noget, men hvordan vil du beskrive jeres genre?

Haha! Der er jo ikke nogen af os, der har lyst til at sætte os ned i en lille kasse og så bare blive der. Men jeg kan nu sagtens forstå, at vi som mennesker har brug for genrer for at kunne definere ting. Af de ting, der bliver sagt om os, og som jeg kan identificere mig med, så er det noget moderne rock, noget hård melodisk rock og noget alternativ metal. De tre har jeg det egentlig godt med, da de rummer lidt af det hele. Vores nye album er ikke den samme sang ti gange. Der er nuancer, noget elektronisk, nogle djent-inspirerede riffs, og så har vi også været helt ovre i noget post-rock, som Mikkel, jeg skriver sammen med, og jeg har hørt rigtig meget, men aldrig bragt ind i vores egen musik. Så der er mange inspirationer, og derfor må man gerne forbinde os med mange genrer. Det er fedt at brede sig ud over noget forskelligt, og det næste, der kommer, bliver sikkert igen noget nyt og anderledes.

Har du nogen personlige forbilleder?

Jeg tror faktisk også, da jeg var yngre, så har jeg egentlig aldrig været en idol- og forbillede-type. Misforstå mig ikke, jeg har masser af ting, jeg altid har holdt af, elsket, nydt og sat pris på. Men folk, der virkelig kan projicere følelser ud i deres instrument eller deres sang, ikke bare synge eller spille en akkord, men virkelig få nakkehårene til at rejse sig, det er dem, jeg vender tilbage til.

Der er ingen specifikke, du kan nævne?

Jeg holder rigtig meget af Julie Christmas. Hun har lavet en collaboration med Cult Of Luna for nylig. Hendes vokal kan altid gøre det for mig, uanset hvilken setting hun er i, men min favorit er helt klart det album, hun lavede med Battle Of Mice. Så hvis folk kan lide en grov og følelsesladet kvindevokal på god melodisk tung rock, så skal man give det et lyt. Det er noget, jeg har hørt meget.

Nu udkommer jeres plade jo her den 29. marts. Hvad skal der så ske?

Ja, vi havde jo satset på at have noget tour linet op lidt tættere på, men det bliver til efteråret i stedet. Der er ikke noget specifikt endnu, men jeg tror godt, jeg kan sige, at vi kommer til at besøge en stor del af Europa i 2019 og noget af 2020. Vi ville gerne have været ude lidt før. Nuclear Blast ville også gerne have haft os ud på noget support-tour, men det var svært at finde noget, vi kunne komme med på her i foråret, og så blev vi enige om efteråret, hvor der helt sikkert er muligheder. Men vi har en masse planer, blandt andet nogle nye musikvideoer og måske endda også noget ny musik – det kunne vi godt finde på.

Til sidst vil jeg gerne spørge dig: Alle dem, der ikke kender jer så godt – hvorfor skal de høre Forever Still?

Jamen, de skal da bare læse jeres anmeldelse, for hvis de ikke er solgt efter at have læst den, så kan vi ikke sige meget mere til dem, haha!

Vi kan jo allesammen godt lide en god og stærk melodi bakket op af noget lækker, kraftfuld metal/rock. Det er det hele. Og jeg synes, Breathe In Colours er et nuanceret album, hvor man får lov at høre ti helt forskellige sange, så selv hvis noget af det ikke falder i hak, gør noget af det andet nok. Så giv det et par lyt, og tjek i hvert fald vores første tre singler – der får vi i hvert fald vist noget variation, og hvilke ting vi kan.

Du skal have tusind tak for din tid. Det var en fornøjelse at snakke med dig.

Selv tak, det var rigtig hyggeligt.