Interview med Greg Mackintosh fra Paradise Lost

Op til udgivelsen af Paradise Losts nyeste opus, Obsidian, har vi interviewet bandets sangskriver og guitarist, Greg Mackintosh. Det blev til en snak om bandets fortid, nutid og fremtid.

Hvordan ser hverdagen ud i den her tid? Hvad laver Greg Mackintosh i løbet af en lockdown?

Det samme som alle andre, tænker jeg. Jeg ser en masse Netflix og drikker en god portion rødvin. Jeg forsøger selvfølgelig også at være produktiv, selvom det er svært at motivere sig selv.

Netflix? Så er du vel gået fuld Peaky Blinders?

Ja, den er jeg længe færdig med! Nej, jeg tror, at jeg efterhånden har set alt, hvad der er interessant… Jeg er faktisk ved at løbe tør...

Hvor meget, hvis overhovedet, påvirker den slags globale begivenheder jeres sangskrivning?

Overhovedet ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg kæmper med bare at komme ud af nattøjet. Ens entusiasme kan hurtigt ryge, når man ikke har den samme frihed, som man plejer at have. Vi har skrevet om den her slags ting i lang tid, men jeg troede aldrig, at vi skulle opleve det.

Så er der heller ikke andre globale begivenheder, der har påvirket jeres sangskrivning? Er der ikke noget, som har fået jer til at se anderledes på jeres karriere eller jeres musik?

Nej, vi kigger faktisk mere på de mellemmenneskelige forhold – på, hvordan folk behandler hinanden, hvorfor vi har brug for krykker som for eksempel religion, hvorfor vi kigger tilbage på livet, hvorfor vi fortryder ting, hvorfor vi er bange for døden og så videre. Det mere esoteriske; de ting, som stiller spørgsmål ved livet.

Er det en forbandelse eller en velsignelse at blive ældre og mere erfaren med hensyn til sangskrivningen?

Jeg kan godt lide begrebet at blive mere erfaren! Jeg tænker, at sangskrivning er en meget personlig ting, men for mig har det altid været en konstant byrde. Det er en indgroet del af mit liv. Når man tror, at man har fundet ud af, hvordan man gør, så lærer man noget nyt, og det er netop det, jeg altid har været interesseret i. Så jeg lærer konstant nyt af yngre musikere. Jeg bliver inspireret af gamle og unge bands, af alle mulige forskellige ting og af livet generelt.

Hvilke bands kunne det være?

En sang som for eksempel “Ghosts” fra den nye plade er inspireret af min teenagefascination af firsernes britiske postpunk og goth-musik. Men kan jeg ikke forklare, hvor inspirationen til sange som for eksempel “Darker Thoughts” og “Ending Days” kommer fra.

Lad os blive ved “Darker Thoughts” et øjeblik. Normalt kan man genkende et Paradise Lost-nummer straks, men det første minut af “Darker Thoughts” lyder ikke som noget, Paradise Lost har bevæget sig ud i før. Med Nicks (Forsanger Nick Holmes) tone og den akustiske guitar lyder det næsten som Opeth, inden det så udvikler sig til et Paradise Lost-nummer.

Virkelig? Det bliver Mikael Åkerfeldt glad for at høre. Han plejer altid at sige, at jeg har inspireret ham, men nu har han så inspireret mig. For os handler det mest om at prøve forskellige ting. Hele formålet med at fortsætte bandet er, at vi konstant kan udvikle os og udfordre os selv og lave ting, som vi selv synes, er interessante og en smule anderledes. Vi har selvfølgelig alle nogle komfortzoner. Medusa-albummet var et meget komfortabelt album for mig, fordi det var et ligeud-ad-landevejen doom metal-album. Det er meget komfortabelt for mig at spille den musikstil. Da vi så skulle lave Obsidian, var det helt sikkert ideen, at vi skulle sprede vores ideer og afprøve nye ting. Vi ville være mere eklektiske.

Er du alligevel aldrig bange for at kopiere dig selv? Du har de her typiske Greg Mackintosh-guitarsoloer, som altid dukker op mod slutningen af sangene. Er du aldrig bange for at skrive en guitarsolo, der lyder for meget som en solo fra et gammelt nummer?

Nej, det bekymrer jeg mig faktisk ikke om. Jeg tilføjer kun nok guitar til at gøre sangen komplet. Jeg forsøger aldrig at overspille. De guitarister, jeg beundrer, er dem, som forstår at begrænse sig, og som skriver i sangens tjeneste. Jeg tror, at det er uundgåeligt, at når du har en bestemt stil, og du gør bestemte ting på en bestemt måde hen over 30 år, så kommer de af og til til at lyde lidt som hinanden. Det kan sagtens forekomme. Jeg er sikker på, at hvis jeg lyttede vores gamle album igennem, så ville jeg kunne finde ting, som minder om noget fra den nye plade, men det har i så fald ikke været med vilje. Det er simpelthen bare min måde at spille guitar på.

Hver gang jeg lytter til en Paradise Lost-sang, optræder guitarsoloen som en slags håb. Når sangen er allermest deprimerende, kommer soloen og løfter dig op og bringer håb tilbage til sangen. Er det noget, du nogensinde har tænkt over?

Ja, for jeg har aldrig været en guitarist, som har spillet guitarsoloer for deres egen skyld. Jeg har aldrig haft nogen yndlingsguitarist. Jeg kan ikke lide, hvis en guitarist bare vil vise, hvad han kan. For mig skal en guitarsolo være et crescendo. En sang skal bygges op til et bestemt punkt, og så skal der komme en eller anden form for solo. Den bliver således til en slags overgang til et nyt stadie... Så ja, det giver god mening, når du siger håb, men i mit hoved tænker jeg altid på soloen som et crescendo. Det handler om lys og skygge. Der skal være lavpunkter og højdepunkter, og et sådant højdepunkt er en solo, tænker jeg.

Hvis vi vender opmærksomheden mod pladens flow, så lader det til, at I berører alle jeres kreative æraer. Hvad tænker du om det? Var det noget, I besluttede jer for, eller var det en tilfældighed?

Det var faktisk ikke med vilje. Jeg har hørt det fra flere steder nu, og det giver god mening. Når jeg hører pladen, kan jeg høre mere eller mindre noget fra alle vores perioder. Da vi skrev pladen, tog vi bare en sang ad gangen. Nick og jeg har den her nye måde at skrive sange på, hvor vi har fem eller seks forskellige versioner af sangene, og så vælger vi en bestemt vej at gå. Pladen kunne altså have lydt meget anderledes. Det viser, at alle de her stilarter stadig er en del af bandet. Vi skifter ikke bare stil bare for at gøre det.

Hvordan ser sangskrivningsprocessen ud? Sidder du og Nick sammen og skriver, eller har du en masse ideer, som du så præsenterer for ham?

Vi sidder aldrig sammen heldigvis! Så ville vi aldrig få lavet noget! For mange år siden skrev jeg en hel sang, som jeg så gav til Nick, og så ville han lægge vokaler på, og så ville den sang være færdig. Jeg tror måske nok, at det er sådan, de fleste metalbands skriver sange. De seneste år har denne fremgangsmåde dog faktisk været begrænsende for os. Man bliver for beskyttende over for visse dele. Alt bliver for fastlagt for tidligt i processen. For tre eller fire år siden fik jeg så ideen til den her nye måde at skrive sange på, hvor jeg skriver meget korte musikstykker og får Nick til at lægge fem eller seks forskellige vokalstile henover. For eksempel growl, falset eller klar vokal. Bagefter fjerner jeg så al musikken igen, for endelig at samle alle delene på en ny måde. Det er lidt ligesom at samle et puslespil uden at have et billede at forholde sig til. På den måde dukker der meget mere overraskende og interessante resultater op, som vi ellers ikke ville have fået. Det hele bliver ikke så fastlagt på forhånd. Og ved at vi har mange forskellige versioner af hans vokal, bliver det meget mere intuitivt, hvordan vi sætter tingene sammen. Det er tilmed en hurtigere måde at skrive sange på. De sidste to plader har vi skrevet på et halvt år, hvor vi normalt tager et helt år om at skrive en plade. Det sværeste er at samle sangene til sidst og få overgangene til at fungere, men samtidig er det bare tilfredsstillende, når det så sker.

For et par år siden fik I en ny trommeslager, Waltteri Väyrynen. Har det givet jer ny energi pludselig at have et ungt menneske i bandet?

Nej, ikke rigtigt faktisk! Han opfører sig, som var han ældre end os! Vi har bibeholdt vores barnlighed ved at skulle leve af musikken... Nej, jeg vil ikke sige, at det har givet os ny energi. Til gengæld er han en meget dygtig trommeslager, som kan spille mange forskellige stilarter. Det giver os muligheden for at prøve mange forskellige ting. For eksempel er der dele af den nye plade, der ikke lyder som noget, vi har prøvet før, fordi vi måske ikke har haft en trommeslager, der har følt sig hjemme i den stil. For eksempel er den første halvdel af “Ending Days” underlagt med en slags militær trommehvirvel, som opbygges langsomt. Vores tidligere trommeslagere har været fantastiske og meget stærke til én bestemt stilart. Den nyes styrke er, at han ikke har en bestemt stilart, som han føler sig mere hjemme i end andre. Han kan mere eller mindre det hele.

Og hvad med Nicks tid i Bloodbath og din i Vallenfyre? Har de på nogen måde påvirket Paradise Lost?

Nej, ikke Vallenfyre i hvert fald. Det var en helt separat ting for mig. Det var fedt, mens det stod på, men det påvirkede ikke Paradise Lost – ikke ud over, at det hjalp mig til at indse, hvad der var Paradise Losts kernelyd. Jeg har et nyt sideprojekt nu, som på samme måde fortsætter med at hjælpe mig med at fokusere på Paradise Losts styrker. Og med hensyn til Bloodbath og Nick, da forsøgte jeg i flere år at få ham til at growle igen, men han nægtede hver gang. Han sagde, at growl var noget for unge mennesker. Så kom Bloodbath ind i billedet. De spurgte Nick, men han afviste dem tre gange, før han endelig sagde, at han ville tænke over det. Så pressede jeg ham og sagde, at hvis han bare tænkte på at growle for Bloodbath, så kunne han også godt gøre det for Paradise Lost. Så på den måde gik han med til det til sidst.

Nu har vi i år 2020. Hvordan ser fremtiden ud for Paradise Lost? Er I der stadig i år 2030? Har I gjort jer nogle tanker om, at det på et tidspunkt er slut?

Vi har aldrig været den slags band eller den slags mennesker, som har set alt for langt ud i fremtiden. Jeg tænker, at hvis du kigger alt for langt frem, så bliver det for deprimerende og for overvældende. Lev i nuet! Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske. Vi kan forhåbentlig spille koncerter igen inden årets udgang, og i mellemtiden kan vi ikke gøre andet end at udgive den her plade.

Har du personligt noget at falde tilbage på, hvis eller når Paradise Lost på et tidspunkt går fra hinanden?

Nej, jeg har ikke nogen uddannelse… Vi har gjort det her i 30 år. Vi er fuldstændigt umulige at ansætte. Jeg var i gang med at uddanne mig til printeroperatør i 1987, men den slags printere eksisterer jo ikke rigtig længere...

Var noget tidspunkt i løbet af karrieren sjovere end andre? Hvilke tidspunkter kunne du godt tænke dig at besøge igen?

Ja, der var jo de meget tidlige dage. Dem tænker jeg meget på. Vi var bare unge blåøjede teenagere dengang. Vi fik vores første demo ud, så den første plade. De tider var magiske. De seneste år har dog også været fantastiske. Der er opstået en form for accept, som kommer med alderen, tænker jeg. Jeg kan ikke forklare det. Det er et punkt, man skal nå frem til med sig selv. Jeg savner til gengæld ikke dengang, vi optog Icon og Draconian Times. Vi var så stressede. Vi tog alting så alvorligt, at vi ikke gav os selv tid til at trække vejret og nyde øjeblikket. Det var bare arbejde hele tiden, bekymringer om den næste koncert, bekymringer om den næste plade og så videre.

Men I ville jo opnå noget, så I var vel nødt til at knokle derudad?

Ja, men vi var også meget unge. Der var ingen mobiltelefoner og internet. Alt skulle balanceres. Det eneste, jeg ser, når jeg tænker tilbage på de tider, er stress... Måske skulle jeg have klaret det bedre? Måske var det noget personligt, eller måske var det bare en af den slags ting, som alle går igennem? Det var meget overvældende nogle gange. Man lærer at klare det, som man bliver ældre.

Sidste spørgsmål: Hvilket andet kunstværk – en roman eller en film måske – tænker du, kunne passe til Obsidian?

Jeg tænker altid på musik som stemning. Og teksterne på Obsidian er meget mere tankefulde, eftertænksomme, indadskuende og reflekterende, end de var på Medusa. Så det skal være noget, hvor folk ser tilbage på livet og sætter spørgsmålstegn ved deres beslutninger og tænker på, hvordan de kan fortsætte med at bevæge sig fremad. Måske en slags reflekterende biografi?

Obsidian kan man i hvert fald godt kalde en slags reflekterende biografi. Vi har jo snakket om, hvordan I på pladen har berørt alle jeres perioder.

Jamen, så håber jeg bare ikke, at det er en helt forfærdelig en…

Helt sikkert ikke! Tak for snakken! Pas på dig selv.

Tak i lige måde. Det var en fornøjelse. Vi ses på den anden side.

- Obsidian udkommer d. 15. maj på Nuclear Blast Records.