Når den faldne engel Satan lokker Adam i forfald, kommer der blandt andet et digt fordelt på hele ti bind ud af det. Digtet hedder Paradise Lost og er skrevet af John Milton tilbage i 1667.
Omkring 350 år senere spiller bandet Paradise Lost på Voxhall i Aarhus. De er blandt grundlæggerne af subgenren death-doom metal og en inspirationskilde for det gotiske metalmiljø i ind- og udland. Intet mindre.
Bortset fra trommeslagere, som Paradise Lost åbenbart har en ting med, så har bandet holdt sammen i snart 25 år. Måske derfor har de ry for at være et solidt liveband, og måske derfor er der næsten fyldt på Voxhall i aften. Med sig har de Hangman’s Chair, et fransk stoner- og doom metal-band, som forhåbentligt varmer alle grå toppe, proteser og gigtramte knæ ordentlig op på en aften, hvor gennemsnitsalderen alligevel er overraskende lav.
Hangman's Chair
Hangman’s Chair spiller præcis lige så tungt, som det må føles at mosle en krop af galgen og væk fra skafottet. Hvis ikke man havde en dårlig holdning i forvejen, blev man pænt tynget af både musik og tyk, tyk, tyk lyd, der ville det af med en. Doom metal, når det er bedst, altså lige bortset fra de få gange, bandet prøvede kræfter med et beat, der lå over Vingegaards hvilepuls. Det skal de lade være med.
Et energisk sceneshow, et tight spillet sæt og et opvarmningsband, der gav sig tid til at spille numrene, som de skulle spilles, gav gæsterne et godt afsæt til Paradise Lost. Og jeg fik faktisk lyst til at tjekke deres nyeste skive, A Loner, ud ved lejlighed.
Paradise Lost
Det var vel det, man kalder endnu en dag på kontoret. Paradise Lost lever af et bagkatalog, der tager lytteren frem og tilbage i tiden, imens de lader musikken virke som et mindernes rejsebureau; det første kys, den sidste nedtur, den store lykke, find selv på flere. Det er nostalgi og romantik midt i et kontrolleret kaos af melodier, der, hvis man er heldig, fremelsker følelsen af melankoli og en god tryg depression. Det lykkedes åbenbart for mange denne aften, uden at bandets frontmand, Nick Holmes, skulle gøre det store væsen af sig. Så er han jo også klar til København dagen efter, Malmø dagen efter og så videre og så videre. Den følelse stod jeg med. Men jeg var ret alene. For de fleste på Voxhall havde en fest, og det skal bandet selvfølgelig have al æren for. Numre som “Serenity” og den gode gamle “The Last Time” var højdepunkter, der i øjeblikke gjorde Voxhall til en heksekedel af singalong, rom og cola og øl(-mærker), jeg ikke har forstand på.
De øjeblikke kunne der måske have været flere af. Hvis Paradise Lost havde villet – eller kunnet for den sags skyld. For fakta er, at mange år har slidt på en stemme, der bevares, stadig fungerer, men som vel også helt naturligt skal have et hvil en gang imellem. Det blev så i Aarhus. Resten af bandet spillede i øvrigt upåklageligt, lyden var ok, og således var rammerne skabt for en oplevelse, der nok ikke kommer til at stå tilbage som en af de helt store, når weekenden er ovre.
Kommentarer (1)
UMUR
Indlæg: 93
Jeg var til koncerten i
Jeg var til koncerten i Amager Bio i går, og jeg kedede mig bravt under Hangman´s Chair. Det er hørt før, bedre, og mere originalt. Når man spiller i det tempo, så skal der bare en del til, før man bliver underholdende på en scene.
Paradise Lost leverede hvad de skulle. Jeg synes ikke at Nicks stemme lyder tynd eller brugt, men det er korrekt, at han nærmest står helt stille under hele koncerten, men det gjorde han også tilbage i starts- mid 90erne, hvor jeg så dem flere gange. Det er bare den stil, der bliver kørt.