Interview med Anubis Gate

For 20 år siden kom Anubis Gates første skive på gaden. Purification har nået et imponerende jubilæum, og i den forbindelse har vi taget en snak med Kim Olesen derfra.

Hvordan føles det at nå en sådan en imponerende milepæl som et albums 20-års jubilæum?

Det er ret hyggeligt, det vækker mange gode minder. På nogle måder kan jeg slet ikke forstå, at det er 20 år siden, på andre måder føles det næsten, som om det er dobbelt så lang tid siden, det første album udkom. For mit vedkommende havde jeg kendt Jesper Møller Jensen og Morten Sørensen siden vores teenageår. Vi spillede i thrashmetalbandet Extreme Feedback. Da det sluttede, havde jeg en anden musikalsk karriere i kikkerten. Noget med fusionsjazz etc. Så at det meste af min kreative karriere skulle være i metal, kom lidt som en overraskelse, og jeg forventede egentlig heller ikke, at det ville være langtidsholdbart. Men jeg fandt heldigvis ud af, at når man nu engang har metal i sjælen fra barnsben, så bliver den der. Jeg tror, at langtidsholdbarheden for mit vedkommende har gået ud på, at jeg spiller og lytter til utrolig meget forskellig musik, så når tiden kom til at skrive nyt, så har jeg ikke været metaltræt. Og nu hvor vores debutalbum, Purification, genudkommer på vinyl, er det da med stor glæde (og uklædelig stolthed), at jeg kan konstatere, at der er et marked for så gammel en plade. Jesper døde jo for nogle år siden, og jeg ved, han ville have været enormt glad og stolt.

Hvad ser I tilbage på som jeres største musikalske bedrift indtil nu?

AV, svært spørgsmål! For mig har alle pladerne noget at byde på. Men måske det faktum, at det er blevet til ni skiver hen over 20 år, er en bedrift i sig selv? For mig personligt er mine favoritskiver nok Interference (vores nyeste) og Horizons fra 2014, men det er lidt som at vælge mellem sine børn, det kan man ikke.

Hvordan har jeres musikalske stil og indflydelser udviklet sig gennem årene?

Jeg er egentlig ikke så stærk i genrebetegnelser, men det er klart, at der var mere powermetal over de to første album. Torben havde en ret Dio-agtig klang på sine vokaler, hvorimod Jacob Hansen var total high pitch-vokalist. Da vi kom til det 3. album, havde jeg for alvor "skrevet mig vej ind i bandet", og Henrik Fevre, som senere gik fra at være bassist til også at synge, stod i den samme position. Henriks og mit udgangspunkt var i mange henseender slet ikke metal, så det kunne næsten ikke undgås, at det blev mere progressivt, når man tager alle de forskellige ting i betragtning, vi proppede ind i smeltediglen. Og så kan man godt høre, hvad vi har fået, når et nyt medlem kom til, men også hvad vi mistede, når et medlem gik ud. Og sådan skal det jo også være. De sidste ti år har vi været Henrik, Michael, Morten og Kim, så man kan med en vis ret hævde, at vi har udviklet os mindre eller "har fundet vores udtryk". Men gælder det ikke de fleste bands, der har eksisteret længe?  

Har I bemærket en større ændring i jeres sangskrivning igennem årene?

Vores metode har egentlig ændret sig meget lidt, bortset fra debutalbummet. Vi er ikke et band, der skriver i øvelokalet. Alene afstanden geografisk er en hindring for den måde at gøre tingene på. Vi har altid været et "dropbox"-band. Alle hælder deres ideer ned i en dropbox, det kan være alt fra ti sekunders bidder til næsten fuldt udfoldede kompositioner, og så samler jeg stumperne, skærer til, arrangerer og så videre. Der er ikke rigtig nogen hellige køer. Der har for eksempel været vokaler fra ét nummer, som er blevet brugt i andre numre. Det er tiltagende blevet mere og mere modulært og eksperimentelt. Nogle gange er der slet ikke noget tilbage af det originale forlæg, når et nummer endelig står i sin endelige form. Typisk er et Anubis Gate-nummer gennem 20 versioner, men nogle numre er gennem mange flere.

Hvordan håndterer I udfordringerne ved at holde et band sammen og samtidig bevarer lysten til at spille musikken?

Det er jo oppe i tiden at "mærke efter" og gå efter sine mavefornemmelser. Men det er ikke noget, vi italesætter særlig meget. Når lysten melder sig til at være kreative, så bliver vi kreative. En ting, der aldrig har virket for os, er at tvinge noget frem. Så hellere vente og håbe på, at folk har tålmodighed. Vi har aldrig haft en deadline på en plade, bortset fra når vi stod helt henne ved mix-processen. Det har givet os den frihed, at vi kunne vente på, at lysten meldte sig, og at vi har kunnet arbejde med tingene, helt indtil vi var tilfredse. Vi har et udtryk i bandet, der siger: "Vi stoler på processen". Så hvis processen pludselig hægter et halvt album af, fordi vi ikke var superglade for materialet, så er det, fordi det er det, vi skal. Samtidig så kan vi rigtig godt sammen som mennesker. Det er heldigvis noget, der gælder alle de lineups, vi har haft. Måske er det, fordi bandet først startede, da vi var i starten af 30'erne. Det har altid været et ret voksent band, bestående af afdæmpede, rare voksne mennesker med en masse musik på hjertet.

Hvordan ser I fremtiden for Anubis Gate? Er der nye ting i støbeskeen?

Vi skriver lige så stille på album nummer ti. Og hvis vi synes, det er godt nok, så kommer det også på et tidspunkt. Det er ikke anderledes, end det altid har været. Man kan sige, at der har ikke været noget tidspunkt, hvor der skulle være et Anubis Gate for enhver pris. Med fare for at blive endnu mere højpandet end jeg allerede har været, så skal det være kunstnerisk tilfredsstillende, ellers kan det være lige meget.

Hvad vil I gerne have, at folk husker Anubis Gate for, når de ser tilbage på jeres karriere?

For mit eget vedkommende ville det være musik, hvor image betød meget lidt, og hvor musikken samt kreativiteten betød alt.