Vidste du, at Danmark har et af verdens bedste prog metal-bands?
Hvorfor snakker vi ikke mere om Anubis Gate?
Der er ikke mange, der ved det, men her i lille Dannevang har vi faktisk et af klodens bedste og mest undervurderede prog metal-bands. Selvom de har eksisteret i tyve år og udgivet otte plader, er det stadig, som om de ikke er anerkendt i den grad, de fortjener. Det forstår jeg ganske enkelt ikke. I min tid som skribent for heavymetal.dk har jeg skrevet godt 350 albumanmeldelser, men kun uddelt den absolutte topkarakter på ti kranier omkring en håndfuld gange. Men to af disse gange er karakteren 10/10 tilfaldet danske Anubis Gate. Først for mesterværket Horizons og dernæst for lige så mesterlige Covered In Black.
Kvartetten er nu klar med sin ottende langspiller, som har fået titlen Interference, og selvom den ikke sniger sig op på de ti kranier, er det stadig en aldeles solid plade, som kun kan anbefales til alle fans af genren.
Kvalitet tager tid
Tilblivelsen af Interference er ikke ligefrem sket hen over natten. Faktisk består albummet af materiale, der er blevet arbejdet på de sidste seks år. Den kreative proces er blevet præget på både godt og ondt af de forstyrrelser, som covid-19 blandt andet forårsagede, men tidligere guitarist Jesper M. Jensens alt for tidlige død i 2020 påvirkede også bandet i høj grad. Alt dette har dannet grundlag for store dele af tematikken på pladen, og det er ligeledes her, albumtitlen stammer fra.
Sammenlignet med tidligere værker fra Anubis Gate er Interference både mørkere, tungere og mere melodiøs, og det klæder bandet umådelig godt. Åbningsnummeret “Emergence” sparker albummets 66 minutter i gang på fremragende og hårdtslående vis og viser en masse glimrende eksempler på de tunge dystre passager og øreklæbende hooks. Desværre ryger den høje kadence lidt ned igen på den lettere navlepillende efterfølger “Ignorance Is Bliss”, der dog ikke skal springes over, idet man vil snyde sig selv for en fabelagtig guitarsolo hen mod slutningen. Men okay, et Anubis Gate-album skal heller ikke høres som enkeltstående numre – i hvert fald ikke til at begynde med. Det skal høres sammenhængende. Og førnævnte kadence stiger da også igen: “Equations” er en sublim no-bullshit skæring i højt tempo, og den smukke “Dissonance Consonance”, der kredser om ulighedens kløft mellem de mennesker, der har alt, og dem, der ingenting har, bør man absolut heller ikke sidde overhørig. Og så er der selvfølgelig titelnummeret, der er pladens ubestridte højdepunkt. Den næsten ni minutter lange “Interference” er en vidunderlig prog metal-oplevelse fra start til slut. At et dansk band kan lave numre som dette, bør gøre enhver musikelsker her til lands ret så stolt.
Tålmodighed er en dyd
Som alle andre rigtig gode prog-plader fra bands med en masse på hjerte kræver Interference en del gennemlytninger, før man som lytter får det maksimale udbytte. Anubis Gate er ikke bare noget, man sætter på, mens man klarer opvasken med den ene hånd og et bleskift med den anden. Nej, det er et band, hvis eminente kompositioner kræver dedikation og masser af tid. Men så venter der til gengæld også en kæmpe gevinst.
Interference er muligvis ikke den første plade, jeg vil spille for mine børnebørn, når jeg en dag skal fortælle dem om de danske prog-mestre. Men det betyder bestemt ikke, den er dårlig. Slet ikke. Interference får otte flotte kranier herfra.
